Indhold

Dette afsnit handler om personers beskatning ved fraflytning.

Afsnittet indeholder:

  • Fraflytningsbeskatning (exitbeskatning).
  • Personers erhvervsaktiver.
  • Personers aktieavance.
  • Personers kursgevinster.
  • Personers pensionsordninger.
  • Personers opsparede overskud i virksomhedsordningen.

Fraflytningsbeskatning (exitbeskatning)

Ophører en person med at være skattepligtig til Danmark af anden grund end den skattepligtiges død, skal der ske exitbeskatning. Selve exitbeskatningen afhænger af hvilket aktiv, der er tale om.

Personers erhvervsaktiver

Det følger af KSL § 10, at hvis en person ophører med at være skattepligtig efter KSL § 1, uden at der er tale om dødsfald, eller efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, anses aktiver, som ikke fortsat er omfattet af dansk beskatning, for solgt på fraflytningstidspunktet. Aktiverne anses for solgt til handelsværdien på fraflytningstidspunktet.

Overfører en person, der er skattepligtig efter § 2, aktiver til en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, så aktiverne efter overførslen ikke længere er omfattet af dansk beskatning, anses aktiverne for solgt på overførselstidspunktet. Aktiverne anses for solgt til handelsværdien på overførselstidspunktet.

Bemærk

Det er et krav for indtræden af en exitbeskatning, at aktivet udgår af dansk beskatningsret.

Bemærk

Kildeskattelovens § 10 blev ændret ved lov nr. 202 af 27. februar 2015 med virkning fra 1. marts 2015. Bestemmelsen omfatter ikke alene selvstændigt erhvervsdrivende, men også andre personer, som ville være blevet beskattet, hvis det pågældende aktiv var blevet solgt.

Sammenskrivningen af de to bestemmelser KSL § 8 A og § 10 indebærer, at der som udgangspunkt skal ske ophør af personens skattepligt til Danmark, før der kan blive tale om en eventuel ophørsbeskatning.

Personers aktieavancer

Det fremgår af ABL § 38, at gevinst og tab på aktier omfattet af reglerne i ABL betragtes som realiseret, hvis gevinsten eller tabet vedrører en aktie, der er omfattet af dansk beskatning, og den danske beskatningsret ophører af anden grund end den skattepligtiges død. Der gælder i den forbindelse et minimumsbeløb på 100.000 kr. Ægtefæller har hvert sit minimumsbeløb.

Personers kursgevinster 

Det fremgår af KGL § 37, at for skattepligtige personer betragtes gevinst og tab på fordringer og kontrakter omfattet af denne lov som realiseret, hvis gevinsten eller tabet vedrører en fordring eller kontrakt, der omfattes af skattepligt her i landet, og denne skattepligt ophører af anden grund end den skattepligtiges død. Der gælder i den forbindelse et minimumsbeløb på 100.000 kr. Ægtefæller har hvert sit minimumsbeløb.

Personers pensionsordninger

Det fremgår af PBL § 19 A-E, at personer med en arbejdsgiveradministreret pensionsordning bliver efterbeskattet, hvis arbejdsgiveren i en vis periode inden ophøret af skattepligten har foretaget ekstraordinært store indbetalinger til personens pensionsordning eller forhøjet et pensionstilsagn ekstraordinært i samme periode, når:

  • personens fulde skattepligt ophører pga. flytning fra Danmark, eller
  • personen bliver hjemmehørende i udlandet efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst

Personers opsparede overskud i virksomhedsordningen

Virksomhedsordningen kan bruges af personer, der er skattepligtige til Danmark. Hvis skattepligten ophører eller den selvstændige bliver hjemmehørende i en anden stat efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, skal eventuelle opsparede overskud beskattes. Se afsnit C.C.5.2.13.6.

Se også

Se også afsnit

  • C.A.5.17.2.3.5 om til- og fraflytning i forbindelse med aktieløn
  • C.A.10.2.1.9 om efterbeskatning af fraflyttere med pensionsordninger
  • C.B.1.9.2 om beskatning ved fraflytning af fordringer og kontrakter
  • C.B.2.14.2 om beskatning ved fraflytning af aktier og andre værdipapirer
  • C.B.4.8 om kontoførende investeringsforeninger
  • C.C.2.4.3.9 om ophør af skattepligt til Danmark og forskudsafskrivninger
  • C.C.2.4.5.3 om ophør af skattepligt og kvoter og betalingsrettigheder
  • C.C.2.6.6 om fraflytterbeskatning og etableringskonto og iværksætterkonto
  • C.C.5.2.13.6 om ophør af skattepligt og virksomhedsordning
  • C.C.6.9 om beskatning ved fraflytning og overførsel af aktiver til udlandet
  • C.D.6.1.7 om selskabsdeltagers skattemæssige stilling ved ophørsspaltning
  • C.E.3.5.3 om afdødes henstandsordninger ved fraflytning
  • C.E.4.2.4 om henstandsordninger ved fraflytning
  • C.F.5.3.6 om opgørelse af globalindkomst ved fraflytning for grænsegængere
  • C.H.2.1.11.7 om fraflytningsbeskatning af fortjenester der er genanbragt i udenlandske ejendomme
  • C.H.2.1.11.8 om henstand med betaling af fraflytterskat
  • C.H.2.1.23 om beskatning af udenlandske ejendomme ved fraflytning