Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2019.378.HR

En bank havde fået nedsat sit momstilsvar pga. en ændring af dens delvise fradragsret efter ML § 38, stk. 1. Banken gjorde gældende, at den som en direkte følge af denne ændring havde krav på at få ændret sit lønsumsafgiftstilsvar, og at den derfor opfyldte betingelsen for ekstraordinær genoptagelse i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 2.

Højesteret fastslog, at der ikke var en sådan nær sammenhæng mellem en finansiel virksomheds adgang til delvist fradrag i momstilsvaret efter ML § 38, stk. 1, og opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ved blandede erhvervsaktiviteter efter de dagældende lønsumsafgiftsregler, at en ændring af lønsumsafgiftstilsvaret kunne anses for en direkte følge af ændringen af momstilsvaret.

Skattemyndighederne havde endvidere ikke ageret på en måde, der forpligtede Skatteministeriet til at anerkende, at banken havde ret til at opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget på baggrund af den ændrede momsfradragsprocent efter ML § 38, stk. 1, med den virkning, at banken alligevel havde krav på ekstraordinær genoptagelse.

Højesteret udtalte blandt andet, at formålet med reglerne om opgørelse af afgiftsgrundlaget i de dagældende bekendtgørelser er at opnå en fordeling af virksomhedens lønsum, der afspejler det faktisk anvendte tidsforbrug i den lønsumsafgiftspligtige og den øvrige del af virksomheden. Det er efter bekendtgørelsernes § 4, stk. 4, alene et udgangspunkt, at en virksomheds omsætningsbaserede fordeling af lønsummen vil blive lagt til grund. Skattemyndighederne har således mulighed for at anfægte virksomhedens skøn.

Stadfæstelse af Vestre Landsrets dom i SKM2018.326.VLR. (tidligere SKM2017.517.BR.

Landsretsdomme

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for 2011 og 2012 for bl.a. et bankselskab og et leasingselskab, som var fællesregistrerede for moms og lønsumsafgift. Fællesregistreringen havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, der ikke var lønsumsafgiftspligtige . Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i LAL § 4, stk. 4, og den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 2 og 4, som var gældende forud for den 1. marts 2013.

Landsretten fandt, at SKAT’s skøn var baseret på relevante og saglige kriterier, som var egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug, og at skønnet var mere retvisende end bankens skøn (hvilket skøn Landsretten fandt ikke var retvisende). Landsretten fandt på den baggrund, at det var med rette, at SKAT havde tilsidesat bankens skøn og sat et andet skøn i stedet.

Skatteministeriet fik medhold i, at en fællesregistrerings angivne lønsumsafgiftsgrundlag og -tilsvar skulle forhøjes, da fællesregistreringens skøn over de ansattes faktiske anvendte tidsforbrug på hhv. afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter var misvisende, og da SKATs skøn var mere retvisende.

Som fastslået i dom afsagt af Højesteret den 4. juni 2019 i SKM2019.378.HR er formålet med reglerne om opgørelse af afgiftsgrundlaget i de dagældende bekendtgørelser udstedt i medfør af LAL § 4, stk. 4, at opnå en fordeling af en virksomheds lønsum, der afspejler det faktisk anvendte tidsforbrug i den lønsumsafgiftspligtige og den øvrige del af virksomheden, og det er alene et udgangspunkt, at en virksomheds omsætningsbaserede fordeling af lønsummen vil blive lagt til grund. Skattemyndighederne har således mulighed for at anfægte virksomhedens skøn.

Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at en opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget ved anvendelse af omsætningsfordeling i henhold til ML § 38, stk. 1, ikke giver et retvisende skøn over det af fællesregistreringen faktisk anvendte tidsforbrug. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at G1 ikke selv havde nogen ansatte, at fællesregistreringens leasingydelse primært blev leveret til kunder, som ikke i øvrigt var kunder i fællesregistreringen, og at leasingaktiviteterne ville have været underskudsgivende, hvis der havde været afholdt lønudgifter til fællesregistreringens leasingaktiviteter svarende til det tidsforbrug, der følger af en fordeling i henhold til ML § 38, stk. 1.

Det følger af § 3 i bekendtgørelse nr. 904 af 1. september 2004 om koncerninterne transaktioner, at aftaler herom skal indgås på skriftligt grundlag. Der foreligger ingen skriftlige aftaler mellem H1 og G1. Landsretten lægger derfor til grund, at H1 selv har opfattet deres rådgivning om leasing som omfattet af den almindelige bankdrift eller alene at være af så bagatelagtig karakter, at en skriftlig aftale ikke har været nødvendig.

På den baggrund, og af de af byretten i øvrigt anførte grunde, tiltræder landsretten endvidere, at SKAT´s skøn er baseret på relevante og saglige kriterier, som er egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug.

Med disse bemærkninger og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, er landsretten enig i byrettens resultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

SKM2016.565.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt banken havde været berettiget til at opgøre fordelingen af lønsummen mellem afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter på grundlag af omsætningsfordelingen efter ML § 38, stk. 1, og om SKAT kunne tilsidesætte bankens skøn, fordi opgørelsen efter SKATs opfattelse ikke gav et retvisende billede af det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige og den ikke afgiftspligtige del af banken.

SKAT havde tilsidesat bankens skøn og opkrævet lønsumsafgift for perioden 1. januar 2007 til 30. april 2009, idet bankens fordeling af lønsummen mellem den lønsumsafgiftspligtige del og den lønsumsafgiftsfrie del af bankens aktiviteter efter SKATs opfattelse ikke tilnærmelsesvis afspejlede de faktiske ressourcetræk på de to områder. Landsskatteretten havde stadfæstet SKAT's afgørelse, hvorefter banken anlagde sag mod Skatteministeriet med påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at banken var berettiget til at opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4, ved anvendelse af en omsætningsfordeling i henhold til ML § 38, stk. 1, i de pågældende år. Skatteministeriet påstod frifindelse. Banken gjorde til støtte for sin påstand i første række gældende, at banken efter de da gældende regler havde været berettiget til at opgøre den skønsmæssige fordeling af lønsummen mellem de afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter på grund af omsætningsfordelingen efter ML § 38, stk. 1, uanset om denne skønsmæssige fordeling måtte afvige fra en faktisk opgørelse af de ansattes tidsforbrug. I anden række gjorde banken gældende, at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var grundlag for at tilsidesætte bankens skønsmæssige fordeling, idet skattemyndighederne havde foretaget en sammenligning med en anden leasingvirksomhed, der imidlertid var helt uegnet, når det skulle vurderes, om bankens skøn var retvisende som grundlag for en bedømmelse af, om omsætningsfordelingen i bankens virksomhed førte til et misvisende resultat.

Skatteministeriet fik medhold i, at SKAT efter de tidligere regler havde haft hjemmel til at tilsidesætte en virksomheds omsætningsbaserede fordeling af lønsum, hvis det var åbenbart, at denne fordeling ikke var retvisende i forhold til det faktisk anvendte tidsforbrug. Landsretten fandt imidlertid, at det skøn, som SKAT havde foretaget, ikke var mere retvisende end bankens skøn, da regnskabsmaterialet fra den leasingvirksomhed, som SKAT havde foretaget en sammenligning med, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at godtgøre, at SKATs skøn var mere retvisende end bankens skøn.

Herefter fik banken medhold.

Byretsdomme

►Sagen angik opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget for en bilforhandler, som drev virksomhed med salg af biler mv., der var momspligtig og dermed ikke lønsumsafgiftspligtig, men som derudover også havde lønsumsafgiftspligtige aktiviteter med formidling af lån og forsikringer i forbindelse med salg af biler. Spørgsmålet angik den skønsmæssige opgørelse af den del af virksomhedens lønsum og overskud, som skulle henføres til de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter med formidling af lån og forsikringer efter reglerne i LAL § 4, stk. 4, og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2-4.

Retten fandt, at den af SKAT foretagne skønsmæssige opgørelse var mere retvisende end en opgørelse baseret udelukkende på en omsætningsfordeling i henhold til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4. Skatteministeriet blev derfor frifundet for virksomhedens påstand om, at opgørelsen skulle opgøres på grundlag af en omsætningsfordeling. ◄

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for perioden 2010-2012 for en fællesregistrering af selskaber i en koncern, der havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, som ikke var lønsumsafgiftspligtige. Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i LAL § 4, stk. 4, og de dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelsers § 4, stk. 2 og 4.

Retten fandt, at fællesregistreringens skøn over fordeling af blandet lønsum var misvisende i forhold til medarbejdernes faktiske anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden, og at SKATs skønsmæssige fordeling gav et mere retvisende billede af det faktisk anvendte tidsforbrug end fællesregistreringens skøn. Retten lagde herved blandt andet vægt på de administrationsaftaler, som var indgået mellem de fællesregistrerede selskaber i henhold til bekendtgørelse nr. 904 af 1. september 2004 om koncerninterne transaktioner.

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget i perioden 1998-2012 for en fællesregistrering af selskaber i en bankkoncern. Fællesregistreringen havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, der ikke var lønsumsafgiftspligtige. Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i LAL § 4, stk. 4, og de dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelsers § 4, stk. 2 og 4.

Fællesregistreringen havde foretaget en skønsmæssig fordeling af lønsummen for de ansatte i fællesregistreringen, som ifølge fællesregistreringen havde været beskæftiget i både den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden (såkaldt blandet lønsum), på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort for hele fællesregistreringen under ét. 

Retten fandt, at Skatteministeriet havde godtgjort, at fællesregistreringens skøn over fordeling af blandet lønsum ikke var retvisende for medarbejdernes faktiske anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden. 

Endvidere fandt retten, at SKATs skønsmæssige fordeling, hvorved den blandede lønsum for de enkelte selskaber i fællesregistreringen var fordelt på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort særskilt for det enkelte selskab, gav et mere retvisende billede i forhold til det faktisk anvendte tidsforbrug end fællesregistreringens skøn. Retten lagde herved vægt på, at SKATs skøn var baseret på relevante og saglige kriterier, som var egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug, og at der ikke var et dokumenterbart ressourcetræk på tværs af selskaberne, som kunne lægges til grund for den skønsmæssige fordeling af lønsummen.

Endelig fandt retten, at det ikke var godtgjort, at der forelå en bindende administrativ praksis vedrørende fordelingen af lønsummen for årene 1998-2006, som forpligtede Skatteministeriet til at anerkende, at fællesregistreringen for disse år havde et retskrav på at fordele den blandede lønsum på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort for hele fællesregistreringen under ét efter ML § 38, stk. 1.

Landsskatteretten

►SKM2025.190.LSR◄

►Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for 2015 til 2017 for en detailbutikskæde, som havde både momspligtige aktiviteter (varesalg) og lønsumsafgiftspligtige aktiviteter (formidling af lån og forsikringer). Selskabet havde ikke været registreret for lønsumsafgift og havde ikke foretaget en tidsregistrering af det faktisk anvendte tidsforbrug på henholdsvis den lønsumsafgiftspligtige og den momspligtige aktivitet for de ansatte, som udøvede begge aktiviteter i selskabet, og derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling efter reglerne i LAL § 4, stk. 4, og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4, 1. pkt., jf. § 4, stk. 3, 4. pkt.

Skattestyrelsen havde ikke imødekommet selskabets skønsmæssige opgørelse af det skattemæssige overskud for de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter på baggrund af en omsætningsfordeling, idet Skattestyrelsen fandt, at det ikke medførte et retvisende skøn, idet resultatet af et mere omkostningstungt varesalg herved fik en uforholdsmæssig stor indflydelse på resultatet. Skattestyrelsen tilsidesatte derfor selskabets fordeling og erstattede den med en fordeling, som var baseret på Skattestyrelsens skøn "tilnærmet sektor", hvor overskudsandelen blev fastsat på baggrund af bruttoresultatet ved de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og et skøn over øvrige omkostninger (f.eks. lønninger, fællesomkostninger og afskrivninger) og omsætningsfordelingen efter ML § 38, stk. 1.

Landsskatteretten fandt i overensstemmelse med Skattestyrelsen, at selskabets regnskaber var tilrettelagt på en sådan måde, at det var muligt på baggrund heraf at foretage et skøn ("tilnærmet sektor") til brug for fastsættelsen af den del af selskabets over-/underskud, der skulle medregnes til afgiftsgrundlaget, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, 3. og 4. pkt., og hertil, at en forholdsmæssig fordeling af selskabets fællesudgifter på henholdsvis den momspligtige og den lønsumsafgiftspligtige del af selskabets aktiviteter, var mere retvisende for det faktiske tidsforbrug på de to aktiviteter, end en fordeling, der ikke var forholdsmæssig.

Selskabet fik ikke medhold i, at fristen for Skattestyrelsens ændring af 4. kvartal 2015 var sprunget, jf. SFL § 31, stk. 1, 1. pkt.

Landsskatteretten fandt, at fristen for ændringen af selskabets lønsumsafgift skulle regnes fra den rettidige angivelsesfrist for den årlige efterregulering, jf. SFL § 31, stk. 1, 1. pkt., jf. LAL § 6 b, stk. 3, idet selskabet ifølge LAL § 6 b, stk. 1, skulle indsende en endelig opgørelse reguleret i forhold til selskabets endelige afgiftsgrundlag, det vil sige korrigeret for over-/underskud efter udløbet af selskabets indkomstår.◄

SKM2024.475.LSR

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for 2017 til 2019 for en detailbutikskæde, som havde både momspligtige aktiviteter (varesalg) og lønsumsafgiftspligtige aktiviteter (formidling af lån og forsikringer). Selskabet havde ikke registreret det faktisk anvendte tidsforbrug på henholdsvis den lønsumsafgiftspligtige og den momspligtige aktivitet for de ansatte, som udøvede begge aktiviteter i selskabet, og derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 4, 1. pkt., jf. § 4, stk. 3, 4. pkt.

Skattestyrelsen var ikke enig i selskabets skønsmæssige opgørelse af det skattemæssige overskud for de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter på baggrund af en omsætningsfordeling, idet resultatet af et mere omkostningstungt varesalg herved fik en uforholdsmæssig stor indflydelse på resultatet. Skattestyrelsen tilsidesatte derfor selskabets fordeling og erstattede den med en fordeling, som var baseret på Skattestyrelsens skøn "tilnærmet sektor", hvor overskudsandelen blev fastsat på baggrund af bruttoresultatet ved de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og et skøn over øvrige omkostninger (f.eks. lønninger, fællesomkostninger og afskrivninger) og omsætningsfordelingen efter momslovens § 38, stk. 1.

Landsskatteretten fandt, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde tilsidesat selskabets skøn og sat et andet skøn i stedet. Landsskatteretten bemærkede, at et skøn, der tager udgangspunkt i selskabets faktiske indtægter og udgifter, som kan henføres til den lønsumsafgiftspligtige aktivitet, som udgangspunkt må anses for at være udtryk for en tilnærmelse til det over-/underskud, som de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter rent faktisk har genereret til selskabet.

SKM2012.286.LSR

I en sag vedrørende er pengeinstitut, der drev både momspligtig og lønsumsafgiftspligtig virksomhed, tiltrådte Landsskatteretten SKATs skøn vedrørende den del af lønsummen, der kunne henføres til den lønsumsafgiftspligtige del, hvorefter der ved udøvelsen af skønnet ikke skulle henses til en omsætningsfordeling, men til det skønnede reelle ressourcetræk.

SKM2011.301.LSR

Et leasing- og factoringselskab kunne anvende et skøn udøvet på baggrund af sektoropdeling frem for en omsætningsfordeling.

Sagen vedrørte også andre forhold.

SKM2008.1036.LSR

Et busselskab kunne ikke anvende en omsætningsfordeling, da den ikke afspejlede det reelle ressourcetræk.

SKM2006.556.LSR

En ejerforening havde lejet en lejlighed, som den genudlejede til foreningens vicevært. Huslejeindtægterne udgjorde 6 % af ejerforeningens samlede indtægter. Lønsumsafgiftsgrundlaget blev af SKAT reduceret med 6 % svarende til den andel af omsætningen, der ikke var omfattet af lønsumsafgiftspligten. Landsskatteretten var enig med SKAT. Reduktion ved omsætningsfordeling.

Sagen vedrørte flere forskellige forhold.

SKM2003.572.LSR

En bowlingbane kunne ikke anvende et skøn over den tid, der vedrørte lønsumsafgiftspligtige aktiviteter i form af udlejning af baner og servicering af spillere, til fem minutter pr. time. Reduktion ved omsætningsfordeling.

Reglerne for bowlingbaners moms- og lønsumsafgiftspligt er efterfølgende ændret, idet ML § 13, stk. 1, nr. 5, er ændret, så momsfritagelsen ikke længere gælder, når aktiviteten udøves med gevinst for øje.

Skatterådet

SKM2010.390.SR

Et selskab havde momsfri finansielle aktiviteter og modtog desuden tilskud, der faldt uden for momslovens anvendelsesområde. Selskabet skulle betale lønsumsafgift af aktiviteterne med de finansielle aktiviteter, men den del af aktiviteterne, der faldt uden for momslovens anvendelsesområde blev ikke anset for omfattet af lønsumsafgiftspligten. Der skulle derfor ske en fordeling af de ansattes lønsum på baggrund af det faktisk anvendte tidsforbrug. Hvis dette ikke var muligt, skulle virksomheden foretage en skønsmæssig opdeling af tidsforbruget. Reduktion i lønsumsafgiftsgrundlaget på grund af aktiviteter uden for momslovens anvendelsesområde.