Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for beskatning af vederlag for påtagelse af indskrænkninger i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausuler mv.), som en medarbejder påtager sig.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Engangsvederlag
  • Løbende vederlag
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Det vederlag, som medarbejderen modtager for at påtage sig en konkurrenceklausul, skal han eller hun medregne ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se AL § 40, stk. 8, jf. stk. 3. Beløbet er personlig indkomst.

Beløbet skal omregnes til kontantværdi. Se AL § 45.

Se i øvrigt Ansættelsesklausulloven om de gældende regler, herunder de betingelser der skal være opfyldt, for at en arbejdsgiver kan indgå en forpligtende aftale med en lønmodtager om en ansættelsesklausul, fx en konkurrenceklausul.

Engangsvederlag

Engangsvederlag for påtagelse af en konkurrenceklausul mv., som betales under tjenesteforholdets beståen eller i forbindelse med tjenesteforholdets ophør, er A-indkomst. Se kildeskattebekendtgørelsen § 18, nr. 31, jf. KSL 43, stk. 2.

Der skal ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af engangsvederlag for påtagelse af en konkurrenceklausul mv. jf. AMBL § 2, stk. 1, nr. 1. Se SKM2018.192.SR.

Løbende vederlag

Løbende vederlag for påtagelse af en konkurrenceklausul mv., der betales under tjenesteforholdets beståen eller i forbindelse med tjenesteforholdets ophør, er A-indkomst. Se kildeskattebekendtgørelsen § 18, nr. 2, jf. KSL § 43, stk. 2.

Der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af det løbende vederlag for påtagelse af en konkurrenceklausul mv. jf. AMBL § 2, stk. 1, nr. 1. Se SKM2018.192.SR.

Eksempel

En person var med virkning fra maj 2016 blevet ansat i en særligt betroet stilling og havde i den forbindelse påtaget sig en konkurrenceklausul omfattet af ansættelsesklausulloven. I en anmodning om bindende svar svarede Skatterådet, at der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af vederlaget for en konkurrenceklausul. Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke skal betales arbejdsmarkedsbidrag af et engangsvederlag for en konkurrenceklausul. Endelig svarede Skatterådet, at der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af de månedlige rater for en konkurrenceklausul. Se SKM2018.192.SR.

Se også 

  • C.C.6.4.2.2 om vederlag for at påtage sig en konkurrenceklausul i erhvervsforhold
  • C.C.2.4.5.2 om godtgørelse og vederlag.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2018.192.SR

Skatterådet svarede, at spørgeren skal betale arbejdsmarkedsbidrag af vederlaget for en konkurrenceklausul. Skatterådet kunne bekræfte, at spørgeren ikke skal betale arbejdsmarkedsbidrag af et engangsvederlag for en konkurrenceklausul. Endelig svarede Skatterådet, at spørgeren skal betale arbejdsmarkedsbidrag af de månedlige rater for en konkurrenceklausul. Løbende vederlag. AM-bidragspligt.