Dato for udgivelse
23 nov 2011 13:23
Resumé
Referat af møde i Det Specielle Eksterne Kontaktudvalg Skat den 12. oktober 2011

Referat af møde i Det Specielle Eksterne Kontaktudvalg Skat den 12. oktober 2011 kl. 9.00-10.30.

 

Til stede:

Eksterne medlemmer:

Jens Jul Jacobsen (Videncentret for Landbrug)

Susanne Nørgaard (FSR - danske revisorer)

Birte Rasmussen (Danske Advokater)

Ulla Brandt (Dansk Erhverv)

Bo Sandberg (Dansk Erhverv)

Jacob Thiel (Håndværksrådet)

Lene Nielsen (DI)

Neel F. Gronemann (Finansrådet)

Peter Nielsen (FSR - danske revisorer)

Svend Erik Holm (Advokatrådet)

Torsten Schiøler (Forsikring og Pension)

Fra Skatteministeriet:

Winnie Jensen, (Fagdirektør, Juridisk styring, Jura og Samfundsøkonomi)

Carsten Vesterø (Kontorchef, Pension og udland, Jura og Samfundsøkonomi)

Henrik Kähler (Kontorchef, Afregning Person, Borger og Virksomhed)

Jan Muff Hansen (Kontorchef, Koordinering, Jura og Samfundsøkonomi)

Kaj-Henrik Ludolph (Kontorchef, Skatteadministration, Jura og Samfundsøkonomi)

Lise Bo Nielsen (Kontorchef, Selskab og aktionær, Jura og Samfundsøkonomi)

Søren Schou (Kontorchef, Person, Jura og Samfundsøkonomi)

Tage Christensen (Kontorchef, Kommunikation, Koncernfunktioner)

Natascha Dexters (Kontorchef, Vejledning, Borger og Virksomhed)

Poul Erik Hjerrild-Nielsen (Chefkonsulent, Proces, Jura og Samfundsøkonomi)

Jan Jensen (Fuldmægtig, Sagscenter Person 8, Syddanmark)

Marie Søbjerg Rasmussen (Fuldmægtig, Koordinering, Jura og Samfundsøkonomi)

Ikke til stede:

Eksterne medlemmer:

Morten Mikkelsen, Landbrug & Fødevarer

Henrik Keinicke, Dansk Byggeri

Fra Skatteministeriet:

Jesper Wang-Holm (Viceskattedirektør, Store Selskaber)

Anne Munksgaard (Viceskattedirektør, Sagscenter Person)

John Lykkeberg Thomsen (Kontorchef, Udland)

Jørgen Rasmussen (Viceskattedirektør, Nordjylland)

Per Hvas (Kontorchef, Proces, Jura og Samfundsøkonomi)

Marianne Sigetty (Kontorchef, Erhverv og ejendomme, Jura og Samfundsøkonomi)

  1. Godkendelse af dagsorden og referat fra seneste møde (Skatteministeriet)

Dagsorden og referat blev godkendt.

  1. Status for telefonbetjening (DI)

Lene Nielsen (DI) havde bedt om en status for Skatteministeriets telefonbetjening.

Natascha Dexters gav dels en generel status, dels en status på overvejelserne om at offentliggøre telefonnumre til visse medarbejdere.

Den generelle status er, at det går godt med telefonbetjeningen lige nu. I en periode over sommeren var der af forskellige årsager lange ventetider (bl.a. mange opkald til personslusen) ligesom Skatteministeriet havde nogle udfordringer på IT området.  Der er derfor bl.a. nu også etableret et beredskab på personområdet i form af medarbejdere, der kan sættes ind på opgaven med henblik på hurtigt at afhjælpe pludseligt opstået pres på telefonsluserne (på samme måde som der gennem nogen tid har været telefonberedskab på andre områder, fx når der er momspeaks).  

For så vidt angår offentliggørelse af telefonnumre på navngivne skattemedarbejdere, er der på den ene side hensyn at tage til, at skatteforvaltningens centrale samarbejdspartnere (rådgivere, større selskaber mv.) ønsker direkte og hurtig adgang til bestemte medarbejdere/fagområder. På den anden side står hensynet til Skatteministeriets øvrige opgaver. Resultatet af overvejelserne er blevet, at offentliggørelsen af telefonnumrene sker som et forsøg, da det ikke er meningen, at chefer/medarbejdere skal fungere som reelle telefonsluser.

Direktørernes og kontorchefernes telefonnumre findes her:

Skat.dk -> Om koncernen -> Organisation -> Direktører og kontorchefer i Skatteministeriets Koncerncenter

Telefonnumrene på medarbejderne i Jura og Samfundsøkonomi, som hidtil fremgik på det tidligere skm.dk, er også (fortsat) tilgængelige på skat.dk., nu på:

Skat.dk -> Om koncernen -> Organisation -> Kontaktoplysninger på medarbejdere i Jura og Samfundsøkonomi i Koncerncentret

Svend Erik Holm (Advokatsamfundet) efterspurgte tiltag, som kunne informere de centrale samarbejdspartnere direkte om, at telefonnumrene er offentligt tilgængelige. Winnie Jensen svarede, at Skatteministeriet bl.a. spreder informationerne til de rette modtagere netop gennem virksomhedskontaktudvalgene, men at man gerne vil overveje, om der er andre egnede kommunikationskanaler.

3.      Betalings ID (Danske Advokater)

Danske Advokater spurgte til mulighederne for dannelse af betalings ID på forsiden for virksomheder. Som det er nu, skal man finde det på et andet skærmbillede.

Dannelse af betalings ID skal på nuværende tidspunkt ske på en underside til forsiden på Tast Selv Erhverv. Der skal dannes et betalings ID til hvert betalingssystem (moms, A-skat, lønsumsafgift mv.). Natascha Dexters oplyste, at så snart vi får Én Skattekonto, vil der også kun kræves ét betalings ID. Skatteministeriet vil til den tid se på, om linket til Én Skattekonto kan rykkes længere frem. 

Natascha Dexters forventede, at Én Skattekonto vil blive lanceret i 2012.

  1. Orientering om styresignaler udsendt siden sidst, eventuelle styresignaler på vej og andre afgørelser mv. af særlig interesse (Skatteministeriet)

Lise Bo Nielsen omtalte SKM2011.586, Selskabers vederlagsfordringer - lagerprincippet i KGL § 25, stk. 4. Styresignalet handler om selskabers opgørelse af gevinst og tab på vederlagsfordringer, når selskabet har valgt at anvende lagerprincippet efter kursgevinstlovens § 25, stk. 4.

Problemstillingen har tidligere været drøftet i udvalget. Lise Bo Nielsen orienterede om, at Skatteministeriet også ser på, om der skal ske regelændringer.

Lise Bo Nielsen omtalte desuden et netop offentliggjort styresignal SKM2011.668.SKAT, om praksisændring vedrørende kravet om maksimalt 6 måneders løbetid for aktielån som følge af Skatterådets bindende svar offentliggjort som SKM2011.667.SR.  

Søren Schou omtalte styresignalet SKM2011.415 om beskatning af aktiviteter i foreninger - med særligt fokus på personaleforeninger og udlodning af kunst. Styresignalet omhandler personaleforeningerne generelt, herunder kunst- og idrætsforeninger. Baggrunden for styresignalet er spørgsmålet om beskatning af medarbejdere, der deltager i en personaleforening, som arbejdsgiveren yder tilskud til. I styresignalet præciserer Skatteministeriet beskatningen af medlemmer, der deltager i aktiviteter i foreningsregi, herunder kunstforeninger, og beskatning af kunstværker, der er udloddet ved lodtrækning. Der er lagt særligt vægt på at beskrive, hvornår der er tale om et væsentligt tilskud fra arbejdsgiveren, som indebærer beskatning hos medarbejderne.

Winnie Jensen orienterede om, at styresignalet om genoptagelse af åbenbart ulovlige afgørelser, SKM2011, 390 er opdateret. Der er ikke sket ændring af det materielle indhold. 

Winnie Jensen orienterede desuden om, at et styresignal om kapitalafgiftssatsen (genoptagelse af ansættelser som følge af at kapitalafkastsatsen har været fastsat for højt) var under udarbejdelse. Styresignalet klargør bl.a. i hvilke situationer man kan forvente, at SKAT tager initiativ til genoptagelse og i hvilke situationer man selv skal tage initiativ. Winnie bad om, at udvalgets medlemmer bl.a. vurderer om det fremgår tilstrækkeligt tydeligt, i hvilke situationer skatteyderen selv skal tage initiativ (udkast til styresignalet er efterfølgende sendt i høring hos udvalgsmedlemmerne).

Marianne Sigetty (Kontorchef, Erhverv og ejendomme, Jura og Samfundsøkonomi) gennemgår styresignalet SKM2011.406 om værdiansættelse ved overdragelser med succession på næste møde.

  1. Orientering om lovprogrammet (Skatteministeriet)

Skatteministeriet kunne ikke på mødetidspunktet kommentere hverken finanslov eller det konkrete indhold i lovprogrammet.  

  1. Pensionsindbetalinger, arbejdsgiverordninger (Videncentret for Landbrug)

Videncentret har fået følgende henvendelse:

"Vi kan ikke af oplysningerne fra SKAT se, om vore kunder indbetaler på ophørende livrenter/ratepensioner eller livsvarige pensioner når det drejer sig om arbejdsgiveradministrerede ordninger. Derfor har vi af og til svært ved at afgøre kundens fradragsmuligheder. Men ringer vi til SKAT har de faktisk oplysningerne. Vi bør opfordre SKAT til klart at lade det fremgå af R75, hvilken skattekode arbejdsgiveradministrerede pensionsindbetalinger har..."

Videncentret har derfor rettet følgende spørgsmål til Skatteministeriet: Er det korrekt at det forholder sig således? Kan der i givet fald gøres noget for, at det fremgår af R75 mv.?"

Henrik Kähler vurderede allerede ved modtagelsen af dagsordenspunktet, at forslaget var godt. En teknisk løsning er derfor allerede bestilt og kan forventes at træde i kraft med virkning for oplysninger vedrørende 2011.

  1. Selvangivelsesfristen mv., kommunikation (Videncentret for Landbrug)

I forbindelse med strejken hos CSC var der problemer med udsendelse af papirselvangivelser. Det fik SKAT til at udsende følgende meddelelse (uddrag) den 9. juni 2011: "Konflikten hos Skats IT-leverandør CSC betyder nu, at selvangivelsesfristen for den udvidede selvangivelse må udskydes en uge til den 10. juli for alle, der laver udvidet selvangivelse."

Der står direkte i overskriften, at "selvangivelsesfristen bliver forlænget". Og i resumeet står: "...at selvangivelsesfristen for den udvidede selvangivelse må udskydes en uge til den 10.juli...

Der er en lang række frister, som knytter sig til selvangivelsesfristen. Dermed vil det - efter Videnscentrets opfattelse - for skatteborgeren mv. være naturligt, at meddelelsen skal forstås således, at der er tale om en reel udskydelse af selvangivelsesfristen, og at alle disse frister dermed også er udskudt.

Efter at Videncentret har kommunikeret med Henrik Kähler m.fl. fremgik det derimod, at der efter SKATs opfattelse alene var tale om suspension af skattetillægget en uge, jf. følgende uddrag:

"..., da vi jo ikke udskyder fristen for selvangivelse, men vi suspenderer beregning af skattetillæg én uge som en serviceforanstaltning, da udsendelsen af papirselvangivelser i år er forsinket.

Som i de tidligere år, berøres andre frister ikke, dvs. selvom der sker suspendering af skattetillæg én uge, berører dette ikke andre områder, såsom restskatteregelsættet, reglerne om ophørspensioner og andet med frist omkring 1/7 (det er dog korrekt at der også er givet udsættelse for selskabsselvangivelsen)."

Videncentret har vurderet, at anvendelsen af formuleringerne i ovennævnte meddelelse set i det lys er misvisende og kan medføre stor tvivl om retsstillingen, forkerte beslutninger, for sene meddelelser, hvilket kan have ganske store konsekvenser, fx i forhold til fx succession, ophørspension mv. Ligesom det giver anledning til unødig retsusikkerhed mv. Situationen har medført utilfredshed hos organisationens medlemmer.

Videncentret bad om Skatteministeriets holdning til problemet og opfordrede til, at man i tilsvarende situationer oplyser på en anden måde.

Henrik Kähler omtalte de generelle udfordringer med at formulere vejledende tekster på en måde, så de passer til SKATs mange forskellige målgrupper. Henrik Kähler var enig i, at overskriften i dette tilfælde nok har været for forenklet, og den erfaring bliver taget med i det videre arbejde.

  1. Selskaber, aktier og udbytter (Videncentret for Landbrug)

Videncentret har rettet henvendelse til Skatteministeriet ved Erna Christensen i anledning af følgende: I LV2011-1 og 2 skrives følgende i afsnit S.C.1.2.4.4: "Efter SEL § 13, stk. 3, 1. pkt., skal selskaber medregne 66 pct. af udbyttebeløbet i den skattepligtige indkomst, når udbyttet modtages fra selskaber m.v., der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2e, 2f, 4 eller 5 a, eller som er hjemmehørende i udlandet, hvor det udbyttemodtagende selskab besidder mindre end 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab (mindre end 20 pct. i kalenderårene 2005 samt 2006 og mindre end 15 pct. i kalenderårene 2007 og 2008) eller hvis minimumsejerandelen ikke er opfyldt i en sammenhændende periode på mindst et år, og udbyttet udloddes inden for denne periode. Dette gælder dog kun, når aktierne i det udbyttegivende selskab ikke er omfattet af ABL §§ 17 eller 19 eller ligningslovens 16C, stk. 15. Tilsvarende gælder for fonde, jf. FBL § 10. Se afsnit S.H.12."

Der er andre steder, hvor noget tilsvarende fremgår. Dette er som tidligere meddelt ikke i overensstemmelse med Forårspakken, som for det første ændrede definitionerne vedrørende selskabers aktier og som for det andet fjernede den delvise medregning. Begge dele fra og med indkomståret 2010. Skatteministeriet v. Erna Christensen har meddelt, at det er meget uheldigt, at det ikke er rettet, samt at det først kan rettes i LV 2012-1.

Videncentret bad om Skatteministeriets opfattelse af, hvad retsstillingen er for de selskaber, der har selvangivet i overensstemmelse med ligningsvejledningens klare udsagn.

Poul Erik Hjerrild-Nielsen orienterede om, at det, som har stået i Ligningsvejledningen, har været direkte ulovligt. I henhold til almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og TfS 1994.660 (redegørelse fra retssikkerhedsudvalget om Ligningsvejledningens bindende virkning for skattemyndighederne og skatteydernes mulighed for at støtte ret på denne) kan der ikke støttes ret på åbenbart ulovlige cirkulærer mm. Det er derfor sådan, at selskaberne skal selvangive i overensstemmelse med de gældende regler, hvorefter udbytte fuldt ud er skattepligtigt, hvis udbyttemodtageren besidder mindre end 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab (porteføljeaktier), jf. SEL § 13, stk. 1, nr. 2, modsætningsvis.

  1. Vejledninger (Videncentret for Landbrug)

Videncentret kvitterede for udsendelse af vejledninger mv. til virksomheder/borgerne. Denne opgave bør anerkendes! Uanset at det kan give nogle problemer, jf. nærmere nedenfor.

Det er herved også vigtigt, at det i nye versioner angives, hvad der er ændret. Det er en stor styrke, og gør tilgængeligheden bedre. Der kan herved henvises til vejledningen om "finansielle kontrakter", der nu foreligger i en version 2.0 af 18. august 2011.

Vejledningen henvender sig til lønmodtagere, pensionister og selvstændigt erhvervsdrivende. Set i forhold til de to første grupper er det efter Videncentrets opfattelse noget uheldigt, at den først blev opdateret med reglerne gældende for indkomståret 2010 den 12. maj 2011 (version 1.1). Dvs. nogen tid efter deres selvangivelsesfrist. Særligt i lyset af de væsentlige regelændringer ved L 112 som vedtaget, samt at vejledningen beskriver, hvad man skal gøre inden selvangivelsesfristen for 2010. For de selvstændigt erhvervsdrivende var der ikke samme problem.

Videncentret gik umiddelbart ud fra, at ministeriet er enig i det uheldige heri, og ville derfor høre, hvad der gøres i den anledning?

Jan Jensen tog den generelle ros af vejledningsindsatsen til efterretning og beklagede samtidig forsinkelsen af den pågældende vejledning, som til dels skyldtes, at man afventede L84 (en teknisk ændring). Jan Jensen kunne dog oplyse, at det ikke var sådan, at der slet ikke var blevet vejledt om emnet. Både Ligningsvejledningen, "Skatten 2010" og TastSelv blev tilrettet i tide.

Jacob Thiel foreslog, at SKAT informerer om planlagte vejledningstiltag, sådan at virksomhederne fx kan se, at der er en vejledning på vej og hvornår den forventes. Winnie Jensen var enig i at det var en god ide og gav udtryk for, at Skatteministeriet vil forsøge at gøre det fremadrettet.

  1. Aftaler med Skatterådets formand om forelæggelse for Skatterådet (Videncentret for Landbrug)

Videncentret opfordrede til, at det af aftalerne eller af en beskrivelse fra SKAT herom fremgår, hvad der er ændret i forhold til tidligere aftaler. Det vil i givet fald være medvirkende til at skabe større klarhed, bedre service, samt være i overensstemmelse med praksis i fx LV og vejledninger mv.

Winnie Jensen var enig i, at indholdet i aftalen med Skatterådets formand kunne være af stor interesse for især skatterådgivere. Skatteministeriet vil fremadrettet sørge for, at det tydeliggøres, hvad der er ændret i forhold til en tidligere udgave.

  1. Orientering om ordningen vedrørende servicefradrag

Henrik Kähler orienterede om, at lovgivningen om servicefradrag - uanset det nuværende regeringsgrundlag - stadig er gældende. Systemerne vil derfor - som tidligere lovet - blive tilpasset, så de kan håndtere fradrag m.v.

  1. Eventuelt

a) Gaveanmeldelser (Danske Advokater)

SKAT har som et erklæret mål, at kontakten mellem SKAT og virksomheder skal foregå digitalt. Danske Advokater ønskede derfor en drøftelse af mulighederne for, at gaveanmeldelser kan sendes digitalt til SKAT.

Birte Rasmussen uddybede på mødet, at der efter deres opfattelse var et besparelsespotentiale for alle involverede parter samt, at rådgiverne efterspurgte en ordning, som kan give dem og deres klienter den fornødne tryghed og tillid til, at anmeldelserne bl.a. registreres, når de modtages i SKAT og ekspederes hurtigt, når det drejer sig om anmeldelser af rene kontantgaver, hvor der ikke er tvivl om værdiansættelsen.

Kaj-Henrik Ludolph var som udgangspunkt enig i dette. Han kunne dog oplyse, at eftersom der kun var tale om ca. et par tusind sager om året, havde digitalisering indtil videre været nedprioriteret i forhold til andre områder. Han ville dog gerne se på, om det kunne fremmes, henset til de snævre frister på området.

b) Diverse hjemmeside forbedringsforslag (Danske Advokater)

Danske Advokater ville høre om mulighederne for følgende:

Kan der indsættes et link til aktivering af adgangskode for selvstændige erhvervsdrivende på forsiden under virksomheder i stedet for at brugeren skal finde dette på et andet skærmbillede?

Henrik Kähler svarede, at adgangen til TastSelv erhverv inden for en overskuelig fremtid vil blive ændret således, at der vil blive et klik mindre. SKAT har desuden bestilt en systemændring, der betyder, at man ikke længere skal ind på en særlig side for at bruge en aktiveringskode. Aktiveringskoden bruges på linje med en almindelig TastSelv-kode.

Kontaktinfo på personer, der kan sikre, at modregning sker korrekt f.eks. når der sker korrektion af tidligere generede årsopgørelser - det er særligt manglende nulstilling af forkerte, men rettede ansættelser, der dukker op ved generering af årsopgørelse som følge af korrektioner.

Birte Rasmussen uddybede på mødet, at problemet er, at effekten af et medhold efter en klage ikke slår igennem på de efterfølgende forskudsopgørelser.

Henrik Kähler oplyste, at man i øjeblikket overvejer at oprette et felt til morarenter. Han var i øvrigt interesseret i at høre mere om problemstillingen. Skatteministeriet vil derfor invitere Danske Advokater til et møde, hvor man kan gå mere i dybden med problemet og evt. få eksempler på, hvor det går galt. 

Når der er holdt møde, vil Skatteministeriet underrette udvalget om, hvordan der er taget hånd om problemet.

c) Indberetningspligten i hhv. aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven i de situationer, hvor der er købt børsnoterede aktier eller værdipapirer og der konstateres tab. (Danske Advokater)

Bestemmelserne i aktieavancebeskatningslovens § 14 og kursgevinstlovens § 15 går ud på, at tab på aktier, som er optaget til handel på et reguleret marked, eller tab på fordringer, der er optaget til handel på et reguleret marked, begge er betinget af, at der sker indberetning af erhvervelsen af disse aktier/værdipapirer inden udløbet af selvangivelsesfristen for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted.

I dødsboer løber man ind i den lidt upraktiske udfordring, at fristen for at give meddelelse om erhvervelsen af disse aktier/værdipapirer i nogle situationer ikke kan overholdes med den konsekvens, at tabsfradraget mistes.

Dette skyldes, at man kan slutte med dødsdagen som skæringsdag og at beslutningen om dette kan ligge op til mere end 12 måneder efter dødsdagen.

Er eksempelvis arvelader død den 1. september 2011 og beslutter man i august 2012, at boet skal sluttes med virkning pr. 1. september 2011, så er fristen for arvingerne for at aflevere selvangivelse for 2011 udløbet.

Der er i de to bestemmelser ikke nogen dispensationsregel.

Hvis der i bestemmelserne var indarbejdet en mulighed for, at man i dødsboer regner fristen fra det tidspunkt, hvor beslutningen træffes i boet, om at boet sluttes med virkning pr. dødsdagen eller pr. et andet tidspunkt, som ligger midt i boperioden, men hvor beslutningen om valg af skæringsdag først ligger efter udløbet af selvangivelsesfristen, ville det løse problemet.

En anden mulighed ville være at anse boopgørelsen, som indleveres til Skifteretten og SKAT, som dokumentationen for, at de pågældende aktietyper/fordringer er registreret hos SKAT, som nu tilhørende arvingerne.

I det praktiske sker der det formelle, at først når en boopgørelse er godkendt af hhv. SKAT og Skifteretten, vil der blive givet besked til de pengeinstitutter, hvor aktierne/værdipapirerne ligger i depot om at aktierne/værdipapirerne skal overføres til de respektive arvingers depoter.

Henvendelsen om at der bør tages højde herfor skyldes, at hverken aktieavancebeskatningsloven eller kursgevinstloven har taget højde for, at der gælder nogle helt andre tidshorisonter i dødsboer end for levende personer.

Det forekommer ikke rimeligt, at arvingerne ikke måtte få de kurstab, som man normalt ellers ville være berettiget til, når skiftet af typisk andre grunde, vælges afsluttet pr. en dato, som ligger før selvangivelsesfristens udløb.

Danske Advokater bad om Skatteministeriets vurdering af problemet.

Carsten Vesterø var enig i den måde, som Danske Advokater havde fremstillet problemet på. Han gav udtryk for, at man ikke havde været opmærksom på problemet før, men at man nu ville overveje en lovændring.

d) Birte Rasmussen oplyste om, at det fremgår af skatteankenævnenes vejledning om klage til Landsskatteretten, at ansøgning om henstand skal ske skriftligt til SKAT. For adresse er der blot henvist til forsiden af skat.dk.

Skatteministeriet har nu rettet vejledningen på skat.dk. Det fremgår nu tydeligt, at ansøgninger om henstand skal sendes til Struer. Skatteministeriet ser på, om der også er brevtekster der skal ændres i den forbindelse.  

e) Jens Jul Jacobsen gav udtryk for, at mange virksomheder håber, at Nem ID Erhverv snart implementeres.

Henrik Kähler vil overveje, om det på nuværende tidspunkt kan lade sig gøre at offentliggøre en "kommunikationsplan", jf. referatets pkt. 9.

  1. Møder i 2012

De nye mødedatoer i 2012 bliver 1. februar, 23. maj og 10. oktober (der er efterfølgende sket ændringer i forhold til de datoer, som blev vendt på mødet).