Indhold

Dette afsnit handler om flytning af leveringsstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet, selv om leveringsstedet som udgangspunkt ikke er Danmark ifølge hovedreglen i ML § 16, stk. 4.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Regel
  • Eksempel.

Lovgrundlag

ML § 16, stk. 6, har fra 1. januar 2015 følgende ordlyd:

"For de ydelser, der er nævnt i § 21 d, stk. 1, anses leveringsstedet for at være her i landet, hvis ydelsen leveres fra steder uden for EU til en ikkeafgiftspligtig person her i landet og ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i landet."

Momssystemdirektivets artikel 59a, litra b), har fra 1. januar 2015 følgende ordlyd:

"Med henblik på at undgå dobbelt påligning eller ikke-påligning af afgifter eller konkurrenceforvridning kan medlemsstaterne med hensyn til tjenesteydelser, hvis leveringssted bestemmes efter artikel 44, 45, 56, 58 og 59, anse

...

b) leveringstedet for en eller alle af disse ydelser, når dette er beliggende uden for Fællesskabet, som beliggende på deres område, såfremt den faktiske benyttelse eller udnyttelse finder sted inden for deres område."

Se direktiv 2008/8/EF, artikel 5, nr. 3).

Regel

For ydelser nævnt i ML § 21 d, stk. 1 (der som udgangspunkt alle er omfattet af hovedreglen i ML § 16, stk. 4), er leveringsstedet alligevel Danmark, selv om leverandøren ikke er etableret her, hvis leverandøren er etableret uden for EU, og kunden er etableret i Danmark og faktisk benytter eller udnytter ydelsen i Danmark. Se ML § 16, stk. 6.

ML § 16, stk. 6, gælder for følgende typer af ydelser:

En samlet skematisk oversigt over udnyttelseskriteriets anvendelse på ydelser nævnt i ML § 21 d, stk. 1, findes i afsnit D.A.6.2.6.2 om fastlæggelse af stedet for den faktiske benyttelse eller udnyttelse.

Bemærk

Reglen gælder kun for ydelser, der leveres fra lande uden for EU til kunder i Danmark, og udnyttes i Danmark. Hvis ydelsen leveres til en kunde i et andet EU-land, er leveringstedet ikke Danmark, uanset om ydelsen faktisk udnyttes i Danmark.

Se også

Se også afsnit D.A.6.2.6 om faktisk benyttelse eller udnyttelse.

Eksempel

En norsk advokatvirksomhed bistår en dansk privatperson i forbindelse med en skilsmissesag i Danmark. Da kunden er etableret i Danmark og ydelsen faktisk udnyttes her, flyttes leveringsstedet til Danmark. Den norske advokatvirksomhed skal derfor momsregistreres i Danmark og opkræve dansk moms af advokatydelsen.