Dato for udgivelse
18 Nov 2011 12:45
Resumé

Der ligger nu fast, hvordan initiativerne på næste års finanslov finansieres, efter at regeringen og Enhedslisten i dag har indgået aftale om at hæve en række skatter og afgifter for i alt 5 mia. kr.


Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) siger:
- Regeringen og Enhedslisten er enige om en retfærdig og ansvarlig finansiering af de ambitiøse mål i finansloven: flere skal i arbejde, flere skal have en uddannelse, og flere skal ud af fattigdom. Det har været vigtigt for os, at alle bidrager - det gælder lønmodtageren, bankdirektøren, den lille virksomhed og de store selskaber - og det har vi sikret med den samlede skatte- og afgiftspakke. Vi hæver nu en række skatter og afgifter, hvor hver eneste ændring har et formål. Der er tale om målrettede og kloge omlægninger, der sikrer, at danskerne får mere sundhed og miljø og mindre fryns og besvær.

Regeringen og Enhedslisten hæver en række skatter og afgifter med henblik på at styrke forebyggelsen, sundheden og miljøet. Det gælder bl.a. cigaretter, hvor en pakke stiger med gennemsnitligt tre kroner, ligesom det gælder usunde fødevarer, luftforurening m.m. Der bliver desuden indført en arbejdsskadeafgift.

Desuden øger regeringen og Enhedslisten beskatningen af en række personalegoder. Blandt andet afskaffes skattefriheden for private sundhedsforsikringer og skattebegunstigelsen af medarbejderaktier. Desuden nedsættes loftet for indbetalinger til ratepensioner fra 100.000 kr. til 55.000 kr.

Den endelige aftale med Enhedslisten svarer i vid udstrækning til regeringens oprindelige udspil til ændringer af skatter og afgifter. Det nye i aftalen er bl.a., at der indføres en afgift på hustandsomdelte reklamer, og der indføres en supplerende skattefri grøn check til voksne personer med en indkomst på indtil 212.000 kr.

Det er også aftalt at afskaffe multimedieskatten. Fremover vil fri telefon blive beskattet af et fast beløb på 2.500 kr., og der gives ægtefællerabat svarende til de nuværende regler i multimedieskatten.

Regeringen og Enhedslisten er også enige om at gennemføre en række regelopstramninger med henblik på at styrke multinationale selskabers skattebetaling, ligesom der gennemføres ændringer af reglerne for sort arbejde.

- Vi har haft et tillidsfuldt og konstruktivt forhandlingsforløb. Og når vi er enige om at tage ansvar for at hæve skatter og afgifter, så siger det også sig selv, at vi skal være enige om, hvad pengene skal anvendes til, siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).

Se den samlede skatte- og afgiftspakke og en oversigt over provenuet på skatte- og afgiftsområdet her.

Se uddybende notater om de enkelte ændringer her.

For yderligere oplysninger:
Martin Justesen, særlig rådgiver for skatteministeren, tlf. 41 31 80 66.
SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00