Deltagere:
Fagdirektør Winnie Jensen (formand), Jura og Samfundsøkonomi
Robert Mikelsons, Advokatrådet
Kristian Koktvedgaard, Dansk Industri
Kim Pedersen, FSR - danske revisorer
Leif Skytte, FSR - danske revisorer
Lars Gosvig, Videncentret for Landbrug
Katrine Bargisen, Landbrug og Fødevarer
Jacob Thiel, Håndværksrådet
Katarina Johannesen, Danmarks Rederiforening
Martin Møller Andersen, Finansrådet
Maria Vraa Schouw-Petersen, Finansrådet
Ulla Brandt, Dansk Erhverv
Bo Sandberg, Dansk Erhverv
Bente Nøhr, Dansk Energi
Kontorchef Susanne Reinholdt Andersen, Jura og Samfundsøkonomi
Kontorchef Lene Henningsen, Jura og Samfundsøkonomi
Kontorchef Per Hvas, Jura og Samfundsøkonomi
Kontorchef Jan Muff Hansen, Jura og Samfundsøkonomi
Kontorchef Tage Christensen, Kommunikation
Chefkonsulent Freddy Sukstorf, Sagscenter Erhverv
Chefkonsulent Lars Rendboe, Jura og Samfundsøkonomi
Chefkonsulent Kathrine Lange, Jura og Samfundsøkonomi
Fuldmægtig Annette Høegh, Jura og Samfundsøkonomi
Chefkonsulent Svend Erik Nielsen, Jura og Samfundsøkonomi
Chefkonsulent Eva Damm, Jura og Samfundsøkonomi
Winnie Jensen bød velkommen til tre nye medlemmer af udvalget: Lars Gosvig, fra Videncentret for Landbrug, som afløser Robert Dybkjær, Maria Vraa Schouw-Petersen, som er ny repræsentant for Finansrådet (sammen med Martin Møller Andersen) og Bente Nøhr fra Dansk Energi, som ikke tidligere har været repræsenteret i udvalget.
Katrine Bargisen deltog i stedet for Camilla Haas, Landbrug og Fødevarer.
Winnie Jensen orienterede om, at der som allerede oplyst ikke ville blive afholdt instruktion om moms og lønsumsafgift efter mødet på grund af for få tilmeldinger. Fremover vil der blive orienteret om eventuel instruktion på et tidligere tidspunkt, så flere forhåbentlig melder sig til.
1. Godkendelse af dagsorden
Dagsordenen blev godkendt
2. Opfølgningspunkter
a) Momsfradrag relateret til salg af aktier
Susanne Reinholdt Andersen oplyste, at styresignalet meget snart er klar.
b) Moms i forbindelse med bruttolønsordninger
Lars Rendboe orienterede om, at overvejelserne om konsekvenserne af EU-domstolens dom i sag C-40/09, AstraZeneca UK, endnu ikke er afsluttet, og at Skatteministeriet fortsat gerne vil inddrage udvalget i processen.
3. Nyt fra Skatteministeriet, herunder orientering om styresignaler udsendt siden sidst, eventuelle styresignaler på vej og andre afgørelser mv. af særlig interesse
Oversigt over styresignaler siden sidste møde var udsendt.
Der var ikke bemærkninger eller spørgsmål til de enkelte styresignaler.
På forespørgsel fra Kim Pedersen oplyste Lars Rendboe, at der er et nyt styresignal om moms i forbindelse med underleverandører på vej, og at det ikke kan afvises, at det kan medføre ændringer i forhold til den nyligt udsendte vejledning om moms og lønsumsafgift for alternative behandlere og andre sundhedspersoner.
Winnie Jensen oplyste, at der i et stykke tid har været arbejdet med en opfølgning på Retssikkerhedschefens evaluering af styresignaler. I den forbindelse er der enighed om, at Skatteministeriet fremover vil gøre øget brug af udvalget i forhold til input til nye styresignaler, også i forhold til de mere administrative problemstillinger. Formålet er at gøre det nemmere for os alle bl.a. i forhold til genoptagelsessager. Der orienteres om nye tiltag, når de nye interne retningslinjer for udarbejdelse af styresignaler er færdige.
4. Orientering om lovprogrammet
Winnie Jensen oplyste, at der arbejdes på et lovprogram, men Skatteministeriet er ikke parate til at melde ud herom. Der vil blive orienteret om det på næste møde i udvalget.
Lene Henningsen supplerede med, at udgangspunktet vil være indholdet i regeringsrundlaget og lovgivning, som skal gennemføres på baggrund af EU-direktiver.
Kristian Koktvedgaard spurgte til, om Skatteministeriet ved implementering af faktureringsdirektivet vil tage udgangspunkt i de af EU udsendte guidelines.
Winnie Jensen oplyste, at der desværre ikke var relevante deltagere fra Skatteministeriet til stede til at svare på dette, men at vi vil vende tilbage med et svar.
Efter mødet er det oplyst, at Skatteministeriet er opmærksom på, at Europa-Kommissionen den 5. oktober 2011 har udsendt "Explanatory Notes" eller forklarende bemærkninger til direktiv 2010/45/EU om ændring af fakturareglerne i direktiv 2006/112/EF.
Skatteministeriet har i et udkast til lovforslag om ændring af momsloven, hvor et af lovforslagets elementer angår gennemførelsen af det omhandlede direktiv, og hvilket lovforslag har været i ekstern høring 27. juni - 10. august 2011, taget udgangspunkt i, at direktivet først og sidst skal gennemføres under hensyn til ordlyden af direktivets præambel og artikler.
Logistikken og tidsperspektivet for fremsættelsen af lovforslaget, der allerede er blevet forsinket pga. folketingsvalg og regeringsskifte, indebærer, at det ikke uden yderligere forsinkelse er muligt at tage hensyn til "Explanatory Notes" ved udformning af lovforslagets bemærkninger til gennemførelsen af direktivet.
Ved nærmere gennemlæsning af "Explanatory Notes" mener Skatteministeriet dog heller ikke, at "Explanatory Notes" bibringer noget afgørende nyt i forhold til ordlyden af selve direktivet. "Explanatory Notes" vil dog eventuelt kunne indgå som grundlag for SKATs vejledning til virksomhederne om de nye EU-fakturaregler fra 1. januar 2013.
5. SKAT's holdning til C-398-09 - ambisagen Lady Kid mfl, herunder muligheden for genoptagelse af øvrige sager
DI havde ønsket af få punktet på dagsordenen:
"DI har forstået at SKAT afventer udfaldet af de 4 konkrete sager. DI vil dog gerne bede om en orientering om AMBI-sagen. Herudover vil DI gerne bede om en redegørelse for mulighederne for genoptagelse af øvrige sager, herunder specielt en drøftelse af forældelsesreglerne. For virksomhederne er der tale om en ikke ubetydelig administrativ udfordring i forbindelse med fremfindelse af bilag og bogføringsmateriale i forhold til at dokumentere krav om tilbagebetaling. Derfor ønsker virksomhederne at vente hermed indtil de konkrete sager er afgjort. Det bør også være i SKATs interesse, at henvendelser afventer de danske afgørelser. Derfor skal DI bede om at forældelse kan udskydes indtil de danske afgørelser foreligger, såfremt dette ikke allerede er tilfældet."
Per Hvas oplyste, at det er meget begrænset, hvad der er at sige på nuværende tidspunkt. Et mål om, at der skulle komme en udmelding inden udgangen af oktober, har desværre efterfølgende vist sig ikke at kunne holde.
DI's ønsker og synspunkter blev støttet af flere af deltagerne, og Winnie Jensen gav udtryk for, at de er noteret.
6. Status på tilbagebetaling af momskrav vedrørende bespisning af forretningsforbindelser
DI havde bedt om en status, herunder om udviklingen i behandling af sagerne siden sidste møde. DI havde også spurgt til, hvornår sagerne forventes at være færdigbehandlede.
Freddy Sukstorf oplyste, at der nu er rejst 2414 krav på i alt 931 mio. kr. Der er afsluttet 684 sager med tilbagebetaling på 55 mio. kr. og 30 mio. kr. i rentegodtgørelse.
De uafsluttede sager er p.t. berostillet, idet de afventer en udmelding om behandlingen af bespisning i forbindelse med beordret overarbejde og julefrokoster og spørgsmål om dokumentationskrav. Skatteministeriet arbejder på en hurtig afklaring.
Lars Rendboe supplerede med, at da virksomhederne også har taget udgifter til personalefester, medarbejderes jubilæer m.v., overarbejdsbespisning og markering af virksomheders jubilæumsarrangementer med i tilbagebetalingskravene, har Skatteministeriet valgt at vurdere spørgsmålet på ny for at minimere risikoen for at skulle behandle genoptagelseskravene mere end én gang.
Lars Rendboe tilføjede, at der også har været spørgsmål fra rådgivere om forrentning af tilbagebetalingsbeløbene. Efter styresignalet skal der ske forrentning fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen.
Hvis virksomhederne har opgjort kravet pr. år i stedet for hver momsperiode, er renten beregnet samlet fra datoen for betaling af årets sidste momsperiode, dvs. SKAT har ikke accepteret, at kravet opdeles i virksomhedens momsperioder med selvstændig renteberegning for hver momsperiode.
Begrundelsen har været, at når virksomheden ikke ønsker at bruge ressourcer på at opdele kravet periodevis, må virksomheden være indstillet på at acceptere den forenklede renteberegning.
Rådgiverne er enige i synspunktet, når virksomheden har mulighed for at opgøre kravet, dvs. for de år, hvor man skal opbevare regnskabsmaterialet, men når der er tale om de 11 år, som er i spil, og hvor virksomheden ikke har mulighed for at opgøre kravet pr. momsperiode, synes rådgiverne ikke, at det virker rimeligt. Virksomhederne har fulgt den praksis SKAT har meldt ud, dvs. ingen fradragsret, og har først nu fået mulighed for at få genoptaget deres momstilsvar.
Skatteministeriet har her revurderet sin opfattelse, så der sker fordeling på perioder, hvis kravet vedrører år, hvor virksomhederne ikke har haft pligt til at opbevare regnskabsmateriale, men ikke for nyere år.
For så vidt angår spørgsmålet om dokumentationskrav afventes der en tilbagemelding med forslag til alternativ dokumentation fra de rådgivere, som har fremsat ønske om mildere dokumentationskrav.
Winnie Jensen orienterede om, at sagerne på den baggrund ikke som tidligere oplyst vil kunne nå at blive behandlet færdige i år, og at der hurtigt vil blive meldt ud til udvalget, når der er kommet en afklaring.
Hun tilføjede, at Skatteministeriet vil overveje at orientere på hjemmesiden www.skat.dk, om at sagerne er sat i bero, og/eller om det kan lade sig gøre at orientere de pågældende pr. mail. Det er efterfølgende blevet oplyst, at Skatteministeriet inden udgangen af november kommer med en udmelding om de uafklarede spørgsmål, og at sagsbehandlingen derfor snarest genoptages.
Lars Rendboe oplyste på forespørgsel, at det er sædvanlig praksis, at SKAT af egen drift tager allerede afgjorte genoptagelsessager op igen, hvis det viser sig, at retningslinjerne for genoptagelse justeres.
7. Redegørelse for sager under EU-formandsskabet med relation til moms- og afgiftsområdet
DI havde bedt om en opdatering af, hvilke sager der forventes at skulle behandles af et dansk EU-formandskab.
Winnie Jensen henviste til, at der på mødet i Det Eksterne Kontaktudvalg den 22. september 2011 blev der orienteret om, at Danmark pr. 1. januar 2012 overtager EU formandskabet, og at bl.a. energibeskatningsdirektivet vil blive en af de store prioriteter under det danske formandskab.
Kathrine Lange orienterede om, at regeringens foreløbige generelle holdning er, at Danmark støtter forslaget, der indebærer bedre konkurrencevilkår for danske erhverv. Forslaget har på flere områder anvendt den danske model for energibeskatning som "skabelon". Konkret betyder det, at de øvrige EU-lande får en CO2-beskatning, som vi har det i Danmark.
Danmark vil desuden arbejde aktivt for, at forslaget ikke medfører en forpligtelse til at tilpasse benzin- og dieselafgifterne til samme niveau nationalt, når blot de nationale afgifter overstiger EU's minimumsafgifter. Effekten heraf vil være, at direktivet ikke automatisk fører til øgede transportudgifter for erhvervene.
Forslaget behandles for øjeblikket i en rådsarbejdsgruppe, som Skatteministeriet deltager i. En række andre EU-lande har lignende problemer med tilpasningen af afgifterne.
Kristian Koktvedgaard oplyste, at DI støtter den tilgang.
Susanne Reinholdt Andersen oplyste, at der for så vidt angår momsområdet netop er møde med Kommissionen i dag, og at det derfor endnu ikke er afklaret, hvilke sager der skal behandles. Det forventes dog, at grønbogen om nyt momssystem bliver et emne. I den forbindelse forventes der præsenteret en ny momsstrategi den 30. november 2011.
Endvidere vil gennemførelsesbestemmelser for one stop shop blive et emne og formentlig også finansielle ydelser, rejsebureauer og vouchers.
Maria Vraa Schouw-Petersen gav udtryk for, at Finansrådet anmoder om, at man ved behandling af vouchers, og specielt sondringen til betalingsydelser, sørger for, at der er en sammenhæng med direktiv og forordning vedr. de finansielle ydelser. Finansrådet anser det for helt centralt, at betalingsydelser/formidling defineres på samme måde, hvorfor man ikke med rimelighed kan færdigbehandle vouchers uden definitionen på de relaterede finansielle ydelser ligger fast.
Kristian Koktvedgaard henviste til, at DI ønsker, at gennemførelsesbestemmelserne for one stop shop får høj prioritet Bestemmelserne skal gennemføres senest i juni 2012, for at virksomhederne kan få tid til at foretage systemændringer.
Kristian Koktvedgaard opfordrede til, at Skatteministeriet inddrager virksomhederne ved forberedelse af/implementering af direktiver.
Kim Pedersen supplerede med, at organisationerne også gerne vil orienteres om materialet i rådsarbejdsgrupperne og dagsordener fra EU-komiteen.
Winnie Jensen og Susanne Reinholdt Andersen tog opfordringerne ad notam.
8. Komfortkøling
FSR - danske revisorer havde bedt om at få punktet på dagsordenen:
"Da begrænsningen for komfortkøling blev vedtaget for et par år siden udmeldte Skatteministeriet/Koncerncentret, at de var klar over, at bestemmelserne gav anledning til en række spørgsmål og at de ville indsamle disse over en periode og så komme med en afklaring på en række områder.
FSR bekendt har vi endnu ikke fået en sådan afklaring. Specielt bestemmelsen om afregning af afgift for komfortkøling og rumvarme via 10 kr. reglen giver anledning til spørgsmål, eksempelvis i den situation, hvor afgiften på rumopvarmningen overstiger/ligger tæt på de 10 kr. pr. kvm. - specielt i forhold til arealer over 100 kvm."
Annette Høegh orienterede om, at der har været indsamlet erfaringer og er holdt møder med sagsbehandlere fra driften for løbende at afklare spørgsmål, som reglerne har givet anledning til.
Et notat med de afklarede spørgsmål sendes ud sammen med referatet. De relevante dele er indarbejdet i Punktafgiftsvejledningen.
9. Møde datoer i 2012
Skatteministeriet havde foreslået tre datoer, hvoraf de første blev tiltrådt. Efterfølgende er de delvis ændret, og de datoer, der foreslås nu, er: 1. februar, 23. maj og 10. oktober 2012. Møderne holdes alle tre dage kl. 13.00.
Winnie Jensen lagde op til en evaluering på udvalgets næste møde i januar, herunder om det er de rigtige punkter, der kommer på dagsordenen, og snitfladen til Det Eksterne Kontaktudvalg.
10. Eventuelt
Kim Pedersen henviste til, at der på sidste møde i forbindelse med punktet om fradragsret ved delvis privat brug af PC'er blev givet udtryk for, at Skatteministeriet ikke ville forfølge lignende sager. Nu findes der imidlertid et konkret indsatsprojekt vedrørende denne problemstilling.
Susanne Reinholdt Andersen oplyste, at hun efterfølgende var blevet bekendt med det pågældende indsatsprojekt, og at hun vil følge op på det.
Kristian Koktvedgaard henstillede til, at der fra dansk side blev presset på for at finde en løsning om contentservices (en udløber af Stardust-sagen), som der er møde om i EU's momskomite inden for kort tid.
Susanne Reinholdt Andersen vil følge op på det. Mødet i komiteen er den 19. oktober 2011.