Dato for udgivelse
22 Aug 2011 10:30
Resumé

Borgerne vil få deres nummerplader hurtigere end i dag. Samtidig vil både bilbranchen og det offentlige spare penge, når synshaller og værksteder overtager opgaven med at registrere biler og udlevere nummerplader.


SKAT har i længere tid arbejdet på et nyt digitalt motorregistreringssystem, hvor cirka 1500 bilforhandlere og synsvirksomheder kan indregistrere køretøjer og sætte nummerplader på, uden at nummerpladerne først skal hentes på SKATs nummerpladeekspeditioner.

- Udover at gøre det nemmere for både borgerne og bilbranchen er det nye system også en effektivisering af den offentlige administration, siger skatteminister Peter Christensen.

De værksteder og synshaller, der skal kunne indregistrere køretøjer, skal søge om autorisation til at løse denne opgave. Derfor vil SKAT i denne uge gå i gang med en række informationsmøder landet over for at fortælle om mulighederne for at blive autoriseret.

Som loven er i dag, vil autoriserede nummerpladeoperatører kun få mulighed for at indregistrere og omregistrere køretøjer med ny ejer eller bruger.

- Derfor vil jeg i oktober fremsætte lovforslag om, at operatørerne også skal have mulighed for at afmelde køretøjer fra registrering og modtage nummerplader retur. Først da opnår vi den fulde gevinst ved den nye digitale motorregistrering, siger Peter Christensen.

På hjemmesiden http://www.skat.dk/motorregistret er der flere informationer om det nye digitale motorregistreringssystem. Systemet ventes at gå i drift inden årsskiftet.

Årligt bliver cirka 1 mio. danske biler, campingvogne, motorcykler og lignende ny- og omregistreret. Cirka 400.000 nye nummerplader bliver årligt langet over disken.


Yderligere oplysningerJournalister: Særlig rådgiver Peter Høyer tlf. 41 19 15 58,
eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00