åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Indhold

Dette afsnit omhandler tildeling af aktier og købe- og tegningsretter til aktier, der er omfattet af den tidligere gældende regel i LL § 7 A.

Ligningslovens § 7 A er ophævet med ikrafttræden den 1. januar 2012. Se lov nr. 1382 af 28. december 2011.

Reglen indeholdt en skattebegunstigelse af aktier samt købe- og tegningsretter til aktier modtaget i ansættelsesforhold. Skattebegunstigelsen bestod enten i en udskydelse af skatten eller i en lavere beskatning kombineret med en skatteudskydelse. Denne skattebegunstigelse er nu afskaffet.

Reglen i LL § 7 A vil dog fortsat i en årrække finde anvendelse på allerede eksisterende medarbejderaktieordninger.

Konsekvensen af at LL § 7 A er ophævet, er, at den ansatte fremover lønbeskattes af de modtagne aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier. Beskatningen sker på retserhvervelsestidspunktet. Det betyder, at skatten ikke længere kan udskydes til et senere tidspunkt, og at aktier, køberetter til aktier og tegningsretter til aktier beskattes som almindelig løn. Se LL § 16 og SL § 4.

Det vil dog i nogle tilfælde være muligt at anvende LL § 28 på købe- og tegningsretter til aktier. Hvis købe- og tegningsretter kan omfattes af LL § 28, indebærer det, at den ansatte først beskattes på tidspunktet for afståelse eller udnyttelse af disse retter. Beskatningen vil ske som almindelig lønbeskatning. Se afsnit C.A.5.17.2 om LL § 28.

Aktier, købe- og tegningsretter til aktier, der er omfattet af den dagældende regel i LL § 7 A er beskrevet i den tidligere udgave af Den Juridiske Vejledning, udgave 2023-2, og afsnittet indeholder:

  • Favørkursaktier 
  • Gratisaktier 
  • Medarbejderobligationer 
  • Generelle betingelser efter LL § 7 A 
  • Selskabsretlige omstruktureringer 
  • Lønomlægning i kombination med medarbejderaktier mv.
  • Overgangsregel for medarbejderaktieordninger godkendt før den 19. maj 1993 
  • Lovens baggrund, formål og historik 
  • Overgangsregler ved ophævelsen af LL § 7 A.