åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.A.5.14.1.10 Særlige bilordninger" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver den skattemæssige behandling, når en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed for en medarbejder i forskellige særlige bilordninger.

Afsnittet indeholder:

  • Lejet/leaset bil
  • Deleleasing
  • Medarbejderleasing
  • Biler i sameje
  • Delebil
  • Elbil
  • Koncerninterne overdragelser
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se også afsnit C.A.5.14.1.3 Biler omfattet af reglen.

Lejet/leaset bil

LL § 16, stk. 4, gælder også for biler, som firmaet har lejet eller leaset. Hvis firmaet stiller en lejet eller leaset bil til fri rådighed for en ansat, skal den ansatte beskattes efter LL § 16, stk. 4, fordi den skattepligtige værdi fastsættes, som om bilen var erhvervet til eje af firmaet på lejetidspunktet.

Se om værdiansættelsen af leasede biler i afsnit C.A.5.14.1.7 Opgørelse af bilens værdi.

En konkret sag vedrørte en ordning, hvor medarbejderne ud over en fast bil til rådighed kunne vælge forskellige ydelser hos et biludlejningsfirma, eksempelvis leje af bil i udlandet eller leje af varevogn. Spørgsmålet var, om beskatningen af de tilkøbte ydelser skulle ske efter LL § 16, stk. 3, eller stk. 4. Både Højesteret og Landsret fandt, at ordningen indebar, at medarbejderne fik rådighed over endnu en bil til privat brug i weekender, ferier mv. Beskatningen skulle derfor ske efter LL § 16, stk. 4, og ikke efter LL § 16, stk. 3. Se SKM2008.3.HR.

Ligningsrådet har desuden i en konkret sag udtalt, at medarbejdere, der i begrænset omfang lejer en virksomheds biler, skal beskattes af fri bil. Medarbejderne skal i så fald beskattes af værdien af fri bil med fradrag af den foretagne egenbetaling (lejen), jf. LL § 16, stk. 4. Se TfS 1994, 730 LR.

Deleleasing

Hvis en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed for den ansattes private kørsel, skal den ansatte som udgangspunkt beskattes af fri bil efter LL § 16, stk. 4.

Som en undtagelse hertil har det daværende Ligningsråd i SKM2001.255.LR imidlertid anerkendt et deleleasingarrangement således, at der ikke skal ske beskatning af værdi af fri bil, hvis nærmere angivne betingelser er opfyldt. Skatterådet har videreført og præciseret denne praksis ved afgørelserne i SKM2010.147.SR, SKM2017.384.SR, SKM2017.729.SR og SKM2018.212.SR.

Skatterådet har taget specifikt stilling til principperne for afregningsintervallerne og afregningsmetoden i afgørelserne SKM2017.384.SR og SKM2017.729.SR.

Derudover har Landsskatteretten i SKM2017.491.LSR taget stilling til, hvorvidt betingelserne var opfyldt i et deleleasingarrangement for en hovedaktionær.

Hvis et deleleasingarrangement ikke opfylder betingelserne, skal der ske beskatning af fri bil efter LL § 16, stk. 4. Se nedenfor.

Betingelserne for anerkendelse af deleleasing

Betingelserne for at undgå beskatning af værdi af fri bil ved deleleasing fremgår af SKM2001.255.LR og SKM2010.147.SR og indebærer, at:

  • Der skal være to separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskab og virksomhed og leasingselskab og den ansatte.

    Denne betingelse indebærer bl.a., at selvstændigt erhvervsdrivende ikke kan indgå aftale om deleleasing, da dette forudsætter, at der er tale om to uafhængige kontrakter med vandtætte skotter imellem. Denne betingelse opfyldes ikke, hvis der er tale om, at samme fysiske person ønsker at indgå to leasingkontrakter vedrørende samme bil. Se SKM2015.763.SR.

  • Samtlige udgifter skal fordeles mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel.

  • Der skal ske en løbende regulering af fordelingen af leasingydelserne.

  • Leasingydelserne skal betales direkte til leasingselskabet.

    Arbejdsgiveren kan derfor ikke som udlæg betale den ansattes andel af leasingydelserne og efterfølgende opkræve denne over den ansattes lønudbetaling. Se SKM2001.420.LR

  • Hver part må kun hæfte for egne forpligtelser over for leasingselskabet.

  • Der skal løbende føres et detaljeret kørselsregnskab fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørte kilometer.

  • Leasingselskabet skal betale samtlige omkostninger.

Da der er tale om en undtagelse til beskatning af fri bil til rådighed for privat kørsel, stilles der strenge krav til dokumentation og efterlevelse af alle betingelserne for deleleasing, jf. SKM2017.384.SR.

Med SKM2017.384.SR, SKM2017.729.SR og SKM2018.212.SR er følgende betingelser om deleleasing i relation til reglerne om beskatning af fri bil blevet præciseret:

Løbende afregning

Der skal ske en løbende afregning, herunder fordeling, af samtlige udgifter i deleleasingarrangementet, dvs. både de ekstraordinære førstegangsydelser, ordinære leasingydelser og driftstillæg m.fl.

Der har været tvivl om, hvad der menes med løbende afregning, dvs. hvor ofte og hvordan afregningen skal foretages.

Skatterådet fandt i SKM2017.384.SR, at en månedlig regulering af udgifterne opfylder betingelserne for en løbende fordeling. I SKM2017.729.SR blev det yderligere præciseret, at der ikke er en branchekutyme for afregningsintervaller, og at den løbende afregning af samtlige ydelser, herunder fordeling, skal ske månedligt i hele leasingperioden.

Derudover blev det præciseret, at den løbende afregning skal ske på en sådan måde, at betalingerne til enhver tid afspejler fordelingen mellem det faktiske antal kørte kilometer for erhvervsmæssig og privat kørsel.

Dette indebærer, at den månedlige fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel skal ske på baggrund af det akkumulerede antal kørte kilometer og de akkumulerede foretagne betalinger i hele leasingperioden.

Skatterådet har i SKM2018.212.SR fundet, at det er i overensstemmelse med kravet om en løbende månedlig afregning, hvis eventuelle differencer vedrørende driftsomkostninger opkræves eller godskrives leasingtagerne ved opkrævningen af den sidste leasingydelse. Der kan på dette tidspunkt udestå en endelig afregning, for så vidt angår mindre og normalt påregnelige afvigelser af de faktiske afholdte driftsomkostninger i forhold til de budgetterede opkrævede driftsomkostninger.

Dette kan være tilfældet, hvis benzinforbruget rent faktisk har været lidt større, end der blev budgetteret med ved leasingaftalernes indgåelse.

Det er dog en forudsætning, at der er tale om mindre afvigelser. Ved større ekstraudgifter, som eksempelvis værkstedsbesøg, skal disse indgå i den løbende afregning, når de opstår.

Udlæg for ekstraordinære omkostninger, der ikke er indeholdt i leasingydelsen

Alle driftsomkostninger skal afholdes af leasingselskabet. Leverandører m.fl. skal således sende fakturaer direkte til leasingselskabet, og disse skal også modtage betaling direkte fra leasingselskabet.

Hvis en arbejdsgiver derimod afholder en driftsudgift til leasingbilen, vil denne udgift også vedrøre den ansattes private kørsel, og der kan derfor være grundlag for beskatning af fri bil.

Det er med SKM2017.384.SR dog fastslået, at der kan være helt ekstraordinære tilfælde, hvor en af leasingtagerne rent undtagelsesvist må afholde udgifter, fx i udlandet, hvor det på ingen måde har været muligt at videresende fakturaen direkte til leasingselskabet til betaling eller benytte fx benzinkort, som kan tilknyttes deleleasingarrangementer.

Det er en forudsætning, at udlægget uden ugrundet ophold refunderes af leasingselskabet og fordeles efter det akkumulerede kørselsregnskab og de akkumulerede betalinger mellem leasingtagerne. Udlægget kan ikke blot modregnes i fremtidige leasingydelser.

Opsigelsesvilkår

Efter praksis er det en betingelse, at der skal være tale om skriftlige separate aftaler mellem hver leasingtager og leasingselskabet.

Med SKM2017.384.SR har Skatterådet taget stilling til, at dette indebærer, at aftalerne ikke må indeholde en bestemmelse om, at ved opsigelse af den ene kontrakt, ophører den anden kontrakt automatisk også.

Der skal altså være "vandtætte skotter" mellem de to aftaler.

I SKM2017.384.SR fastslog Skatterådet derfor, at betingelsen ikke er opfyldt, hvis fx den ansattes leasingkontrakt automatisk ophører som følge af, at arbejdsgivers leasingkontrakt ophører.

Kørselsregnskabet

Det er en betingelse for at anerkende et deleleasingarrangement, at der føres kørebog og det i en detaljeringsgrad svarende til anvisningerne i Skatteministeriets bekendtgørelse. nr. 173 af 13. marts 2000 om dokumentationskrav vedrørende skattefri kørselsgodtgørelse. For at tilsikre, at der gennem arbejdsgivers leasingydelser kun afholdes udgifter for kørsel foretaget af den ansatte, der er erhvervsmæssig - og som i modsat fald vil udløse beskatning af kørslen efter LL § 16, stk. 4 - er det en forudsætning, at der løbende føres et kørselsregnskab for den stedfundne kørsel fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og private kørte kilometer. Se SKM2017.491.LSR. Når dette sammenholdes med de krav til et kørselsregnskab, som er angivet i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.4.3.3.3.3.3 skal et fyldestgørende kørselsregnskab i et deleleasing arrangement indeholde følgende oplysninger:

  • Hvad kilometertælleren viste ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning.
  • Dato for kørslen.
  • Daglig angivelse af antal kørte kilometer med fordeling mellem den erhvervsmæssige og private kørsel.
  • Bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel med eventuelle delmål.
  • Kørslens erhvervsmæssige formål.

Det er ikke afgørende, om kørebogen udfærdiges på papir eller elektronisk; afgørende er alene om den opfylder ovenstående krav.

Anvendes en elektronisk kørebog skal denne således på samme måde som en manuelt ført kørebog opfylde ovenstående krav. Det vil derfor ikke være tilstrækkeligt, at den alene registrerer dagens samlede kørsel med fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel uden angivelse af formål mv.

Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, gælder der en formodningsregel for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter. Der er tale om en konkret bedømmelse, hvor dokumentationskravene kan skærpes. Se TfS 1997,584.

Erhvervsmæssig kørsel er kørsel omfattet af LL § 9 B, og kan kun være kørsel i forhold til medarbejderens ansættelse hos den arbejdsgiver, der har indgået den erhvervsmæssige deleleasingaftale. Det fremgår af SKM2010.147.SR.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at kørsel til værksted, tankstationer o. lign må vurderes i forhold til den kørsel, den sker i tilknytning til. Hvis bilen fx skal tankes på vej til arbejde eller i forbindelse med anden privat kørsel, vil strækningen til tankstationen ligeledes være privat.

I SKM2022.112.LSR fandt Landsskatteretten, at kørsel for andre koncernselskaber ikke kunne betragtes som erhvervsmæssig kørsel i forhold til det selskab, der havde indgået deleleasingaftalen, når kørslen skete i forbindelse med varetagelse af selskabets kapitalinteresser. Det var henset til, at kørslen i dette tilfælde ville ske på vegne af selskaber, som ikke var kontraktpart i deleleasingkontrakten.

Landsskatteretten fandt derimod, at kørsel på vegne af selskabet i forbindelse med nye investeringer ville blive betragtet som erhvervsmæssig kørsel i relation til deleleasingaftalen, hvis kørslens erhvervsmæssige aktivitet havde direkte tilknytning til en ny investering foretaget af selskabet. Det var henset til, at kørslen således skete på vegne af selskabet, der var kontraktpart i deleleasingkontrakten.

Af sagens faktiske oplysninger fremgik, at når der blev udført konkrete opgaver for andre selskaber i koncernen, ville der ske fakturering til de øvrige selskaber for det ydede arbejde, herunder kørslen. Hvor kørsel i en deleleaset bil sker på vegne af et andet selskab, end det selskab, der indgår som kontraktpart i deleleasingaftalen, anses kørslen således for privat, uanset at det andet selskab måtte have betalt for den del af udgifterne til den deleleasede bil, der vedrører kørslen for dem.

Se SKM2021.717.BR, hvor tre biler blev deleleaset af hovedanpartshaveren og dennes selskab. Retten fandt, at kørselsregnskaberne var mangelfulde, og for så vidt angik to af køretøjerne manglede der kørselsregnskaber for en del af perioden. Bl.a. derfor fandt Retten, at hovedanpartshaveren ikke havde afkræftet formodningen om, at bilerne, som selskabet havde stillet til rådighed for ham, var anvendt til privat kørsel udover det antal kilometer, der var omfattet af hovedanpartshaverens egen del af deleleasingaftalen.

Se også SKM2021.577.BR, der angik, hvorvidt en direktør var skattepligtig af to biler, som han havde deleleaset med sin samlevers selskab. Retten fandt, at betingelserne for at undgå beskatning af de to biler efter LL § 16, stk. 4, ikke var opfyldt. Det var bl.a. henset til, at der ikke var ført behørigt kørselsregnskab, herunder at der gentagne gange ikke var sket korrekt registrering af privat kørsel. Retten fremhævede bl.a. i sagen, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at selskabet lod et revisorselskab varetage selskabets økonomiske forhold.

Ejerafgift

Ejerafgiften bliver opkrævet hos den, der på det tidspunkt afgiften skal betales, er registreret som bilens ejer. Er der tillige registreret en bruger, bliver afgiften dog opkrævet hos denne, jf. Den juridiske vejledning, afsnit I.A.3.4. Udgiften bliver derfor ikke afholdt af leasingselskabet.

Ejerafgiften er dog en kendt omkostning, som det er muligt at indregne i fordelingen af de samlede udgifter i deleleasingarrangementet.

Skatterådet har i SKM2017.384.SR bekræftet, at der kan ske opkrævning af ejerafgiften hos en af leasingtagerne under forudsætning af, at udgiften uden ugrundet ophold refunderes af leasingselskabet og indgår i fordeling og afregning efter det akkumulerede kørselsmønster og de akkumulerede betalinger.

Forsikring

Forsikringsydelsen kan faktureres særskilt og momsfrit. Se SKM2017.384.SR.

Hvis betingelserne for deleleasing ikke er opfyldt - beskatning af fri bil

Hvis betingelserne for deleleasing i den konkrete situation ikke er opfyldt, skal der ske beskatning af værdi af fri bil efter LL § 16, stk. 4, da medarbejderen har rådighed over bilen til privat kørsel.

Landsskatteretten har i afgørelsen SKM2017.491.LSR således tilsidesat et deleleasingarrangement og stadfæstet SKATs afgørelse om beskatning af fri bil.

Landsskatteretten lagde vægt på, at:

  • der ikke var indgået to separate leasingkontrakter mellem parterne,
  • der kun var sket slutafregning ved hver leasingperiodes udløb, og
  • der ikke var ført et fyldestgørende kørselsregnskab.

Beskatningsgrundlag

Værdien af fri bil skal opgøres efter reglerne i LL § 16, stk. 4.

Beskatningsgrundlaget kan efter LL § 16, stk. 4, 22. pkt., nedsættes med den ansattes betalinger til arbejdsgiveren for råderetten.

Det fremgår umiddelbart af ordlyden af LL § 16, stk. 4, samt forarbejderne hertil, at betalinger til andre end arbejdsgiver ikke kan reducere beskatningsgrundlaget.

Det kan hertil bemærkes, at bestemmelsen blev indført før Ligningsrådets første afgørelse om deleleasing i 2001.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at de leasingydelser, som allerede er betalt til leasingselskabet for den private andel af kørslen, kan fragå i beskatningsgrundlaget. Det er dog en forudsætning, at det kan dokumenteres dels, at betalingerne er sket og at beløbene er betalt af den ansatte af beskattede midler.

Skattestyrelsen har herved henset til, at den ansatte må anses for allerede at have betalt for at køre privat i den pågældende bil. Betalingen er dog grundet deleleasingskonstruktionen gået via leasingselskabet og grundet samme konstruktion har det reelt reduceret arbejdsgiverens samlede leasingudgifter, der ved "almindelig" leasing og fri bil, ville have været større.

Betalingerne kan således anses for at have passeret arbejdsgivers økonomi, jf. hertil bl.a. SKM2007.903.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at en hovedaktionær skulle beskattes af fri bolig, men at den skattepligtige værdi skulle nedsættes med de faktiske betalinger fra klagerens døtre til selskabet. De faktiske betalinger ansås at have passeret klagerens økonomi, eftersom lejeaftalerne var indgået mellem klageren og selskabet.

Det bemærkes hertil, at reduktionen af beskatningsgrundlaget skal ske med samtlige ydelser, som den ansatte i indkomståret har betalt til leasingselskabet for den private kørsel.

Hvis leasingperioden strækker sig over flere indkomstår, skal førstegangsydelser periodiseres over hele leasingperioden, således at de akkumulerede betalinger og de akkumulerede kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhverv og privat også afspejles i førstegangsydelserne.

Se også

Afsnit C.A.5.14.1.8 om den ansattes egenbetaling for rådigheden

Medarbejderleasing

Reglerne om beskatning af fri bil er en specialregel, som fastsætter beskatningen af en bil som arbejdsgiveren stiller til rådighed for privat brug. Rabatreglen i LL § 16, stk. 3, 2. pkt., hvorefter rabat til ansatte på varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren udbyder til salg som led i sin virksomhed, kun beskattes i det omfang rabatten overstiger arbejdsgiverens avance på godet, finder derfor ikke anvendelse i relation til fri bil.

Se om rabatreglen i afsnit C.A.5.1.6 Rabat på virksomhedens egne produkter.

Eksempel 1

Et leasingselskab B A/S, der er leasinggiver og datterselskab af A A/S, tilbyder ansatte i A at lease biler på særlige vilkår (medarbejderleasing). Skatterådet fandt, at denne leasing skulle sidestilles med det tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansatte. Da arbejdsgiveren stillede en bil til rådighed for privat anvendelse for den ansatte, skulle den ansatte, der benytter sig ordningen beskattes i overensstemmelse med bestemmelsen i LL § 16, stk. 4. I de tilfælde, hvor den ansatte betaler for rådigheden modregnes egenbetalingen i beskatningsgrundlaget. Se SKM2011.61.SR.

Eksempel 2

Skatterådet fandt derimod, at en ansat i A koncernen ikke vil blive beskattet efter reglen i LL § 16, stk. 4, om fri bil, hvis medarbejderen indgår en privatleasingaftale med B A/S. Dette skyldes, at leasing af biler sker på de samme vilkår (herunder den samme forrentning), der gælder for B's eksterne kunder. Dette indebærer, at der ikke stilles nogen fri bil til rådighed for de ansatte, og at der ikke er noget at beskatte. Se SKM2011.61.SR.

Eksempel 3

Leaser medarbejderen en bil af arbejdsgiveren, der som led i sin virksomhed leaser biler ud, beskattes vedkommende ikke af fri bil, hvis det sker på markedsvilkår. Se SKM2011.724.SR.

Eksempel 4

Medarbejderen skulle ikke beskattes af fri bil, når vedkommende lejer samme bil som arbejdsgiveren, også selvom arbejdsgiveren betalte udlejer for at reklamere på bilen, medmindre arbejdsgiveren reklamerer på bilen for at skaffe en lavere lejepris for medarbejderen. Se SKM2011.681.SR.

Eksempel 5

Medarbejdere i X koncernen, der indgår en medarbejderleasingaftale med et selskab i koncernen som leasinggiver, skal beskattes af værdi af fri bil, når arbejdsgiver yder en rabat på leasingaftalen i forhold til, hvad ikke ansatte leasingkunder skal betale for samme aftale. Medarbejdere hos en række uafhængige forhandler af X's produkter skal derimod ikke beskattes af fri bil, idet disse forhandlere, og direkte arbejdsgivere for denne medarbejdergruppe, hverken direkte eller indirekte har indflydelse på eller yder økonomisk bidrag til rabatten på medarbejderleasingaftalen. Se SKM2018.523.SR.

Biler i sameje

Ejer firmaet og den ansatte i sameje den bil, der er stillet til rådighed for den ansatte til privat brug, skal den ansatte indkomstbeskattes af firmaets andel af bilen.

Eksempel

En "ny bil" til 240.000 kr. ejes i lige sameje mellem firmaet og den ansatte. Beregningsgrundlaget for fri firmabil er den del af bilens værdi, som firmaet stiller til rådighed for den ansatte, dvs. 50 pct. af 240.000 kr. = 120.000 kr. de første tre indkomstår og derefter 75 pct. af 120.000 kr. = 90.000 kr. årligt.

Betaler firmaet imidlertid en større del af bilens drifts- og finansieringsomkostninger, end det der svarer til firmaets ejerandel, skal den ansatte beskattes efter LL § 16, stk. 4, som om bilen var ejet 100 pct. af firmaet.

Delebil

Det er rådigheden over en bil, der beskattes - ikke brugen. Hvis to personer, der ikke er fra samme husstand, får stillet den samme bil til rådighed for privat brug, skal begge beskattes fuldt ud af fri bil efter LL § 16, stk. 4. Se SKM2008.371.SKAT, hvor SKAT oplyser, at man ikke vil følge resultatet i SKM2007.930.LSR, hvor Landsskatteretten nåede det modsatte resultat.

I en konkret sag drev en skatteyder sammen med sin svigerfar landbrugsvirksomhed i interessentskabsform og havde anvendt virksomhedsordningen. Landbruget bestod af tre selvstændigt matrikulerede ejendomme, og skatteyderen og svigerfaderen boede hver på en af ejendommene og havde hver sin husstand. Interessentskabet havde anskaffet en bil, der blev benyttet privat af begge interessenter. Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til kun at beskatte hver interessent af en forholdsmæssig del af værdien af bil til rådighed, og de blev derfor hver beskattet af den fulde værdi heraf. Se TfS 1999, 386 LSR.

Hvis et ægtepar er ansat i samme selskab, og den ene får stillet en bil til rådighed, skal der kun ske beskatning af den ægtefælle, der får stillet bilen til rådighed for privat kørsel. Se LL § 16, stk. 4, 1. pkt.

Se også en afgørelse fra Landsskatteretten hvor to interessenter boede sammen og begge benyttede den bil, der var stillet til rådighed af interessentskabet, til privat brug. Retten fandt, at kun den ene samlever skulle beskattes af værdien af fri bil til rådighed, fordi den andens brug af bilen var begrundet i parternes private samlivsforhold. Se TfS 1998, 698.

Elbil

Elbiler er også omfattet af LL § 16, stk. 4. Se afsnit C.A.5.14.1.3.

I en konkret sag fandt Skatterådet, at de omhandlede elbiler var "biler" omfattet af LL § 16, stk. 4. Selskabets medarbejdere, herunder selskabets ejere, skulle derfor beskattes af værdien af fri bil, når elbilerne stod til rådighed for privat brug. Der blev ikke taget stilling til, om en eventuel beskatning af fri bil skulle ske efter LL § 16, stk. 4 eller LL § 16 A, stk. 5, for selskabets hovedaktionærer. Se SKM2010.593.SR og SKM2010.604.SR.

Elbil i forsøgsperiode

I finansloven for 2010 var der skabt hjemmel til en midlertidig skattefrihed for privat brug af en elbil i en forsøgsperiode. Hjemlen blev fornyet i finansloven for årene 2011 til 2021. Bestemmelsen nr. 108. ad 29.24.08 havde oprindelig følgende ordlyd:

"En person, der får stillet en elbil til rådighed til privat benyttelse i en forsøgsperiode på maksimalt seks måneder, er ikke skattepligtig af privat rådighed over den pågældende elbil efter statsskattelovens og ligningslovens bestemmelser herom, såfremt elbilen er stillet til rådighed som led i forsøgsordning for elbiler, jf. bekendtgørelse nr. 1142 af 28. november 2008 om statstilskud til forsøgsordning for elbiler.

Stk. 2. Skattefritagelsen ophører, såfremt tilskud bortfalder helt eller delvist i henhold til bekendtgørelsens § 10. Det sker fra tidspunktet for Energistyrelsens afgørelse herom, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Skattefritagelsen bortfalder fra tidspunktet for forsøgsperiodens start, hvis tilskuddet bortfalder helt eller delvist i henhold til stk. 2 og elbilen er stillet til rådighed som led i et ansættelsesforhold for en ansat direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform."

Fra 2014 omfattede undtagelsen også hybridbiler jf. tekstanmærkning til finansloven nr. 108.

Ordningen ses ikke videreført ved finansloven for 2022, 2023 og 2024.

Koncerninterne overdragelser

En bil skal anses for anskaffet på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren første gang erhvervede eller leasede den pågældende bil.

Koncerninterne overdragelser og overdragelser mellem interesseforbundne parter af en bil, der sker på sædvanlige og markedsbestemte vilkår, vil - i overensstemmelse med Landsskatterettens praksis - blive lagt til grund. Det er dog en forudsætning, at der ikke er tale om rent formelle overdragelser uden reelt indhold.

Der skal foretages en nærmere vurdering af forholdene i den enkelte sag, se nærmere nedenstående eksempler.

Eksempel 1

Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte et sale og lease back arrangement vedrørende en bil, som selskabet havde stillet til rådighed for en hovedaktionærs ægtefælle. Værdi af fri bil skulle beregnes på grundlag af værdien af bilen på det tidspunkt, hvor selskabet leasede bilen. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at

  • bilen blev omregistreret
  • der var indgået en skriftlig leasingaftale, der blev efterlevet
  • bilen efterfølgende skulle sælges videre til tredjemand fra holdingselskabet.

Landsskatteretten fandt, at sagen derfor adskilte sig fra SKM2002.585.LSR. Se SKM2005.86.LSR.

Eksempel 2

Selskab 1 købte i 2006 en bil for ca. 3,9 mio kr. og stillede den til rådighed for selskabets hovedaktionær. I 2009 solgte selskabet bilen til et andet selskab (selskab 2), der havde samme hovedaktionær, for 1,6 mio. kr. og leasede bilen tilbage til selskab 1. I 2012 solgte selskab 2 bilen tilbage til selskab 1 for 725.000 kr. I hele perioden stod bilen uændret til rådighed for hovedaktionærens private kørsel. Skatteministeriet gjorde gældende, at der skulle ses bort fra de to overdragelser af bilen i 2009 og 2012, således at beskatningsgrundlaget i hele perioden udgjorde selskab 1's oprindelige købesum på ca. 3,9 mio. kr. Ministeriet gjorde gældende, at de to overdragelser ikke var begrundet i forretningsmæssige forhold, men alene var begrundet i skattemæssige overvejelser om at nedbringe beskatningsgrundlaget.

Retten fandt det bevist, at de to overdragelser var sket på sædvanlige og markedsbestemte vilkår, og at der var tale om reelle overdragelser, hvorved bilen skiftede ejer. Efter bevisførelsen lagde retten også til grund, at overdragelserne var forretningsmæssigt begrundede. Det forhold, at overdragelserne tillige kunne have været begrundet i skattemæssige overvejelser, kunne herefter ikke føre til, at overdragelserne ikke skulle tillægges skattemæssig virkning.

Retten gav derfor hovedaktionæren og hans selskab medhold. Se SKM2019.5.BR.

Eksempel 3

Et selskab blev anset for at være indeholdelsespligtig af A-skat af fri bil stillet til rådighed for direktøren. Værdien af fri bil blev ansat til 75 pct. af nyvognsprisen, fordi der blev set bort fra et mellemliggende salg og tilbagesalg af bilen. Salgene skete inden for en måned og til samme pris, der lå en del under den vejledende pris i DAF's brugtvognskatalog. Salgene mellem to selskaber med til dels sammenfaldende ejerkreds og samme direktør blev derfor ikke tillagt betydning. Se SKM2002.585.LSR.

Eksempel 4

Byretten har i SKM2019.150.BR stadfæstet Landsskatterettens afgørelse i  SKM2017.596.LSR, hvorefter den oprindelige anskaffelsespris skulle anvendes ved beregning af fri bil efter LL § 16, stk. 4. Det forhold, at klager havde søgt at opnå et lavere beskatningsgrundlag ved at købe bilen fra selskabet og efter 5 måneder tilbagesælge den til en lavere pris, kunne efter en realitetsvurdering ikke føre til et andet resultat. Overdragelsen til klager var i øvrigt ikke registreret i motorregisteret, hvilket understøttede den manglende realitet i overdragelserne, der alene ansås for foretaget af hensyn til en lavere beskatning af fri bil.

Eksempel 5

I en konkret sag planlagde et selskab at overdrage en mere end tre år gammel bil til et af de to holdingselskaber, som ejede henholdsvis 40 pct. og 60 pct. af selskabet. Bilen, der var stillet til rådighed for selskabets direktør, skulle bagefter leases tilbage til selskabet. Spørgsmålet var, om markedsværdien på overdragelsestidspunktet kunne bruges til at fastsætte værdi af fri bil for direktøren. Ligningsrådet fastslog, at bestemmelsen i LL § 16, stk. 4, efter sit formål skal anvendes således, at en bil skal anses for anskaffet på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren første gang erhvervede eller leasede den pågældende bil. Bilen, der oprindeligt var anskaffet af det ene holdingselskab, var overdraget til selskabet ved skattefri tilførsel af aktiver pr. 1. januar 2001. Hvis direktøren fik stillet bilen til rådighed som led i en ansættelsesaftale med dette holdingselskab, skulle værdi af fri bil fastsættes på grundlag af holdingselskabets oprindelige anskaffelsestidspunkt i august 2000. Se SKM2003.589.LR.

Se også SKM2019.440.SR, hvor Skatterådet ikke anerkendte et salg og en samtidig tilbageleasing af en bil internt i en koncern.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2008.3.HR

Sagen handlede om en ordning, hvor medarbejderne, ud over en fast bil til rådighed, kunne vælge forskellige ydelser hos et biludlejningsfirma, eksempelvis leje af bil i udlandet eller leje af varevogn. Spørgsmålet var, om beskatningen af de tilkøbte ydelser skulle ske efter LL § 16, stk. 3 eller stk. 4. Både Højesteret og Landsret fandt, at ordningen indebar, at medarbejderne fik rådighed over en yderligere leaset bil til privat brug i weekender, ferier mv. Beskatningen skulle derfor ske efter LL § 16, stk. 4, og ikke efter LL § 16, stk. 3. Fri bil.

Landsretsdomme 

SKM2022.5.ØLR

Sagen angik, om der ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget af fri bil for to hovedaktionærer skulle ses bort fra koncerninterne overdragelser af en Mercedes og en Jaguar, der var stillet til rådighed for hovedaktionærerne. Retten fandt, at der skulle ses bort fra de koncerninterne overdragelser af de to biler, idet hovedaktionærerne ikke havde godtgjort, at der var en forretningsmæssig begrundelse for de koncerninterne overdragelser.

Stadfæstelse af SKM2021.97.BR.

Byretsdomme

SKM2024.68.BR

►Sagen angik for det første, om sagsøgeren skulle beskattes af værdien af rådigheden over fri bil for indkomstårene 2016-2019, og for det andet om sagsøgeren skulle beskattes af rådigheden over fri bolig i indkomståret 2019. Beskatningen af fri bil angik to biler, som sagsøgeren havde splitleaset med sit selskab.

Oplysningerne i kørselsregnskaberne var generelle, upræcise og manglede nærmere beskrivelse af formålet med kørslerne, fx var der angivet "hente post". For en del af perioden var der ikke angivet et erhvervsmæssigt formål. Det fritog ikke hovedanpartshaveren for ansvar, at pågældende havde leaset en bil med GPS trackersystem monteret i bilen, hvor den elektroniske kørebog leveres af leasingselskabet.

Retten fandt, at allerede fordi sagsøgeren ikke havde ført fyldestgørende kørselsregnskaber, og fordi det bevismæssigt måtte lægges til grund, at der heller ikke var sket en løbende regulering af fordelingen af leasingydelserne, havde sagsøgeren ikke godtgjort, at betingelserne for at undgå beskatning af privat rådighed over bilerne er opfyldt.

Derudover omhandler afgørelsen beskatning af fri bolig vedrørende en ejerlejlighed, som hovedanpartshaverens selskab havde erhvervet. Der var ingen dokumentation for hverken indretningen eller anvendelsen af lejligheden til kontor, herunder at en eventuel erhvervsmæssig brug af lejligheden havde haft en sådan karakter og et omfang, at det havde afskåret sagsøgeren fra at råde privat over boligen. Sagsøgeren kunne ikke alene ved sin egen forklaring løfte bevisbyrden for, at han ikke havde haft rådighed. Retten fandt herefter, at den skete beskatning af værdien af rådigheden over fri bil og fri bolig var foretaget med rette.◄

SKM2023.509.BR

Sagen angik for det første, om sagsøgeren var skattepligtig af værdien af fri bil i indkomstårene 2013-2015 og for det andet, om et selskab, som sagsøgeren var direktør og eneanpartshaver i, var indberetningspligtig af rådigheden over fri bil i indkomstårene 2013-2015. 

Retten udtalte, at det særligt i en situation som i den foreliggende sag, hvor den omhandlede bil var en udpræget luksusbil, påhvilede sagsøgeren at sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat befordring, selvom denne ikke var parkeret ved hans private bopæl. Retten fandt, at der ikke forelå et korrekt og fyldestgørende kørselsregnskab, som dokumenterede, at sagsøgeren ikke har anvendt bilen til privat kørsel. Retten fandt desuden, at et af sagsøgeren efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab ikke kunne tillægges nogen bevismæssig betydning. 

Sagsøgeren og selskabet havde i perioderne fra den 18. juni 2014 til den 17. juni 2015 og fra 18. juni 2015 til den 17. september 2015 indgået aftaler med et leasingselskab om at splitlease bilen. Retten fandt ikke, at betingelserne for splitleasing var opfyldt, og retten lagde bl.a. vægt på, at der ikke er sket en fordeling af erhvervsmæssig henholdsvis privat kørsel på grundlag af faktisk kørte kilometer opgjort og afregnet løbende ved månedlige afregninger, og at der ikke for splitleasingperioderne forelå et korrekt og fyldestgørende kørselsregnskab. Retten fandt desuden, at et af sagsøgeren efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab for splitleasingperioderne ikke kunne tillægges nogen bevismæssig betydning.

Videre fandt retten ikke, at det forhold, at SKAT i forbindelse med en gennemgang af grundlaget for sagsøgerens skat for indkomstårene 2011 og 2012 bl.a. indkaldte sagsøgerens kørselsregnskaber for 2011 og 2012, medførte, at sagsøgeren havde haft en berettiget forventning om ikke at blive beskattet af værdien af fri bil i indkomstårene 2013-2015. Retten lagde herved vægt på, at SKAT hverken i sit forslag til afgørelse for indkomstårene 2011 og 2012 eller i øvrigt har taget aktivt stilling til kørselsregnskaberne for 2011 og 2012, og at SKAT ikke har afgivet en positiv, entydig og specifik tilkendegivelse om, at kørselsregnskaberne for 2013-2015 kunne godkendes, eller at sagsøgeren i øvrigt ikke skulle beskattes af fri bil i indkomstårene 2013-2015.

Retten fandt herefter, at sagsøgeren ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel i indkomstårene 2013-2015, og at selskabet var indberetningspligtig af rådigheden over fri bil i indkomstårene 2013-2015.

På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet. 

Sagen er anket til Østre Landsret.

SKM2022.540.BR

Sagen angik dels beskatning af fri bil for indkomstårene 2015-2017, dels pligt til at betale ejendomsværdiskat i perioden fra den 1. januar til den 31. maj 2017.

Beskatningen af fri bil for indkomstårene 2015-2017 angik en bil, som sagsøgeren havde splitleaset med sit selskab. Sagsøgeren havde i perioden anvendt bilen til erhvervsmæssig kørsel for dels det leasingtagende selskab, dels et koncernforbundet selskab.

Retten fandt, at kørsel i en splitleaset bil foretaget på vegne af andre end de to leasingtagere, i dette tilfælde et koncernforbundet selskab, som ikke er kontraktpart i leasingaftalen, i skattemæssig forstand skal tilregnes leasingforholdet som privat kørsel. Allerede fordi sagsøgeren ifølge kørselsregnskabet løbende havde foretaget erhvervsmæssige kørsler for et selskab, som ikke var kontraktpart i splitleasingaftalen, fandt retten, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelserne for at opnå skattefritagelse ved splitleasing. Fri bil. 

Den del, der vedrører beskatning af fri bil, er anket til landsretten.

SKM2022.375.BR

Sagen angik bl.a. beskatning i tre indkomstår af tre biler, som en hovedanpartshaver sammen med sit selskab havde indgået aftaler om at delelease. Retten fandt, at det påhvilede hovedanpartshaveren at afkræfte formodningen for, at han havde rådighed over de omhandlede køretøjer. Retten anførte videre, at der ikke findes særregler om splitleasing i lovgivningen, men at skattemyndighederne i praksis har anerkendt splitleasingarrangementer således, at der ikke skal ske beskatning af værdi af fri bil, hvis nærmere angivne betingelser er opfyldt. Retten udtalte herved, at det ifølge administrativ praksis blandt andet er en betingelse, at der sker løbende regulering af fordelingen af leasingydelserne, således at de faktiske udgifter fordeles mellem selskabet og hovedanpartshaveren på grundlag af de kørte kilometer på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel, ligesom det er en betingelse, at der løbende føres et kørselsregnskab, der viser, hvilken del af kørslen, der er erhvervsmæssig. Retten fandt ikke, at hovedanpartshaveren havde godtgjort, at disse betingelser for at undgå beskatning af privat rådighed over køretøjerne var opfyldt. Fri bil.

SKM2022.364.BR

Sagen angik bl.a., om skatteyderen var skattepligtig af en bil, som han havde deleleaset med selskabet. Retten fandt, at betingelserne for at undgå beskatning af bilen efter LL § 16, stk. 4, ikke var opfyldt. Dette var bl.a. henset til, at der ikke forelå noget kørselsselskab, hvorfor det var uvist, om samtlige udgifter til bilens drift var fordelt mellem selskabet og skatteyderen på grundlag af de faktisk kørte kilometer. Skatteyderen havde forklaret, at der blev ført en elektronisk kørebog, men at denne ikke kunne fremskaffes. Retten bemærkede endvidere, at der ikke forelå dokumentation for, at skatteyderen havde betalt alle leasingydelser direkte til leasingselskabet. Fri bil.

SKM2021.577.BR

Sagen angik, hvorvidt en direktør var skattepligtig af to biler, som han havde deleleaset med sin samlevers selskab.

Retten fandt, at betingelserne for at undgå beskatning af de to biler efter LL § 16, stk. 4, ikke var opfyldt. Det var bl.a. henset til, at der ikke var ført behørigt kørselsregnskab, herunder at der gentagne gange ikke var sket korrekt registrering af privat kørsel, samt at direktøren havde ladt selskabet betale for dennes private andel af vedligeholdelsesudgifterne og dele af leasingydelserne for den ene bil. Retten fremhævede i den forbindelse bl.a., at det ikke kunne føre til et andet resultat, at deleleasingaftalerne var indgået med professionelle erhvervsdrivende, eller at selskabet lod et revisorselskab varetage selskabets økonomiske forhold.

SKM2020.541.BR 

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af værdien af fri bil for to biler, som var stillet til rådighed til henholdsvis hans samlever og hans mor af et selskab, hvori sagsøgeren havde bestemmende indflydelse, i overensstemmelse med LL § 16, stk. 4.

Sagsøgeren argumenterede for, at sagsøgerens mor havde fået stillet bilen, en Fiat 500, til rådighed af selskabet gennem en leasingkontrakt for perioden maj 2013-juni 2014, og at leasingudgifterne blev betalt kontant. Sagsøgeren argumenterede endvidere, for at sagsøgerens samlever ligeledes havde fået stillet sin bil, en VW Passat, til rådighed af selskabet gennem en leasingkontrakt for perioden december 2011-december 2012. Det fremgik dog af oplysninger fra motorregistret, at sagsøgerens samlever var bilens primære bruger i perioden december 2011-oktober 2014.

Sagsøgeren havde ikke dokumenteret betaling ift. Fiat 500, hvorfor retten fandt, at bilen var stillet til fri rådighed af selskabet for sagsøgeren, der efter det oplyste havde ladet moderen benytte bilen, hvorfor sagsøgeren bør beskattes af fri bil. Retten fandt det heller ikke dokumenteret, at der var betalt i overensstemmelse med leasingkontrakten for VW Passat for perioden december 2011-december 2012. Retten fandt dog, at det ikke kunne statueres, at bilen havde været stillet frit til rådighed for sagsøgeren i perioden efter december 2012.

Herefter hjemviste retten sagsøgerens indkomstopgørelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 til fornyet behandling.

 

SKM2019.150.BR

Byretten stadfæstede Landsskatterettens afgørelse, hvorefter den oprindelige anskaffelsespris skulle anvendes ved beregning af fri bil efter LL § 16, stk. 4. Det forhold, at klager havde søgt at opnå et lavere beskatningsgrundlag ved at købe bilen fra selskabet og efter 5 måneder tilbagesælge den til en lavere pris, kunne efter en realitetsvurdering ikke føre til andet resultat. Overdragelsen til klager var i øvrigt ikke registreret i motorregistret, hvilket understøttede den manglende realitet i overdragelserne, der alene ansås for foretaget af hensyn til en lavere beskatning af fri bil.

Stadfæstelse af SKM2017.596.LSR.

 SKM2019.5.BR

Et selskab (selskab 1) købte i 2006 en bil for ca. 3,9 mio. kr. og stillede den til rådighed for selskabets hovedaktionær. I 2009 solgte selskabet bilen til et andet selskab (selskab 2), der havde samme hovedaktionær for 1,6 mio. og leasede bilen tilbage til selskab 1. I 2012 solgte selskab 2 bilen tilbage til selskab 1 for 725.000 kr. I hele perioden stod bilen uændret til rådighed for hovedaktionærens private kørsel.

Skatteministeriet gjorde gældende, at der ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil efter en helhedsvurdering skulle ses bort fra de to overdragelser af bilen i 2009 og 2012, således at beskatningsgrundlaget i hele perioden udgjorde selskab 1’s oprindelige købesum på ca. 3,9 mio. kr. Ministeriet anførte, at de to overdragelser ikke var begrundet i forretningsmæssige forhold, men alene i skattemæssige overvejelser om at nedbringe beskatningsgrundlaget.

Retten fandt det bevist, at de to overdragelser skete på sædvanlige og markedsbestemte vilkår, og at der var tale om reelle overdragelser, hvorved bilen skiftede ejer. Efter bevisførelsen lagde retten også til grund, at overdragelserne var forretningsmæssigt begrundede. Det forhold, at overdragelserne tillige kunne have været begrundet i skattemæssige overvejelser, kunne herefter ikke føre til, at overdragelserne ikke skulle tillægges skattemæssig virkning.

Retten gav herefter hovedaktionæren og hans selskab medhold.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2022.112.LSR

Spørger havde påklaget to spørgsmål i et bindende svar vedrørende kørsel i en deleleaset bil for andre selskaber, som var koncernforbundne med H1 ApS, der havde indgået deleleasingaftalen.

Spørgsmålene angik dels kørsel for andre selskaber i koncernen i forbindelse med varetagelse af H1 ApS’ kapitalinteresser, og dels kørsel på vegne af H1 ApS vedrørende nye investeringer foretaget direkte af H1 ApS.

Det fremgik af sagens faktiske oplysninger, at kørsel i forbindelse med nye investeringer kunne omfatte flere undersøgelser af ejendomme, man ønskede at investere i, møder med forretningspartnere, advokater og revisor, møder vedrørende forhandlinger mv.

Det fremgik endvidere, at kørsel for de andre selskaber i koncernen kunne være i forbindelse med udarbejdelse af lejekontrakter eller tilsyn, samt diverse møder med lejer, revisor, håndværkere, potentielle investorer, banker mv. Når der blev udført konkrete opgaver, ville der ske fakturering til de øvrige selskaber for det ydede arbejde, herunder kørslen.

Landsskatteretten fandt, at kørsel for andre selskaber i koncernen i forbindelse med varetagelse af H1 ApS’ kapitalinteresser ville ske på vegne af selskaber, som ikke var kontraktpart i deleleasingkontrakten, og at kørslen således ikke ville kunne betragtes som erhvervsmæssig kørsel i relation til deleleasingkontrakten mellem H1 ApS og leasingselskabet. Der blev lagt vægt på, at erhvervsmæssig kørsel for et andet selskab i praksis udløser beskatning af fri bil, fordi kørslen anses for privat i relation til det selskab, der har stillet bilen til rådighed.

Landsskatteretten fandt derimod, at kørsel på vegne af H1 ApS vedrørende nye investeringer måtte anses for at være erhvervsmæssig kørsel for H1 ApS, hvis kørslens erhvervsmæssige aktivitet havde direkte tilknytning til en ny investering foretaget af H1 ApS. Det var henset til, at kørslen således skete på vegne af H1 ApS, der var kontraktpart i deleleasingkontrakten.

 

SKM2017.491.LSR

I sagen havde en bil været parkeret ved hovedaktionærens bopæl, og den havde været stillet til hovedaktionærens private rådighed som led i den indgåede leasingaftale.

Landsskatteretten udtalte, at reglerne i LL § 16, stk. 4 som hovedregel også finder anvendelse på biler, som et selskab har lejet, ligesom reglerne finder anvendelse, selvom der sker en egenbetaling fra hovedaktionæren. I sidstnævnte tilfælde foretages der fradrag herfor i den skematiske opgjorte værdi efter LL § 16, stk. 4.

Landsskatteretten bemærkede, at der ikke findes særregler i lovgivningen om dele- eller splitleasing. Der er således tale om, at retsstillingen på dette område alene er baseret på det anførte i Den juridiske vejledning og de offentliggjorte afgørelser, og at klager for at undgå beskatning efter lovreglen skal godtgøre, at han i det hele opfylder de krav, der er stillet i den administrative praksis. Landsskatteretten fandt ikke, at dette var tilfældet i denne sag, hvorfor beskatningen af fri bil stadfæstedes.

SKM2007.930.LSR

En selvstændig erhvervsdrivendes beskatning af privat brug af en blandet bil. En far drev en planteskole i interessentskabsform sammen med sin søn. Begge interessenter benyttede virksomhedsordningen. De anskaffede i 1995 en bil, der blev placeret i virksomhedsordningen, og de benyttede begge bilen til privat kørsel. Landsskatteretten fandt, at der skulle ske en ligelig fordeling af beskatningsgrundlaget opgjort efter LL § 16, stk. 4. Fordeling af beskatningsgrundlaget.

SKAT har i SKM2008.371.SKAT meddelt, at man ikke fremover vil følge resultatet i afgørelsen.

SKM2005.86.LSR

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte et sale og lease back arrangement vedrørende en bil, som selskabet havde stillet til rådighed for en hovedaktionærs ægtefælle. Værdi af fri bil skulle beregnes på grundlag af værdien af bilen på det tidspunkt, hvor selskabet leasede bilen. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at bilen blev omregistreret, at der var indgået en skriftlig leasingaftale, der blev efterlevet, samt at bilen efterfølgende skulle sælges videre til tredjemand fra holdingselskabet. Landsskatteretten fandt, at sagen derfor adskilte sig fra SKM2002.585.LSR. Ikke oprindelig pris.

SKM2002.585.LSR

Et selskab blev anset for at være indeholdelsespligtig af A-skat af fri bil stillet til rådighed for direktøren. Værdien af fri bil blev ansat til 75 pct. af nyvognsprisen, fordi der blev set bort fra et mellemliggende salg og tilbagesalg af bilen. Der blev set bort fra det mellemliggende salg og tilbagesalg af bilen, fordi disse salg mellem to selskaber med til dels sammenfaldende ejerkreds og samme direktør ikke blev tillagt betydning. Overdragelserne skete til samme pris, som lå en del under den vejledende pris. Oprindelig pris.

TfS 1999, 386 LSR

En skatteyder drev sammen med sin svigerfar landbrugsvirksomhed i interessentskabsform og havde anvendt virksomhedsordningen. Landbruget bestod af tre selvstændigt matrikulerede ejendomme, og skatteyderen og svigerfaderen boede hver på en af ejendommene og havde hver sin husstand. Interessentskabet havde anskaffet en bil, der blev brugt privat af begge interessenter. Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til kun at beskatte hver interessent af en forholdsmæssig del af værdien af bil til rådighed, og de blev derfor hver beskattet af den fulde værdi heraf. Fulde værdi af fri bil.

TfS 1998, 698

To interessenter boede sammen og benyttede begge den bil, der var stillet til rådighed af interessentskabet, til privat brug. Retten fandt, at kun den ene samlever skulle beskattes af værdien af fri bil til rådighed, fordi den andens benyttelse af bilen var begrundet i parternes private samlivsforhold. Fri bil kun den ene interessent.

Skatterådet/Ligningsrådet

SKM2023.35.SR

Skatterådet kunne, efter en samlet vurdering af spørgers nye leasingkontrakter, der var udarbejdet som følge af de nye regler for vanvidskørsel, bekræfte, at spørgers koncept opfyldte praksis for deleleasing, dog under forsætning af, at den løbende regulering skete på en sådan måde, at betalingerne til hver en tid afspejlede fordelingen mellem det faktiske antal, kørte kilometer, hvilket indebar, at fordelingen skulle ske på baggrund af det akkumulerede antal, kørte kilometer og akkumulerede foretagne betalinger i hele leasingperioden, jf. afgørelserne i SKM2001.255.LR og SKM2017.384.SR.

Derudover kunne Skatterådet bekræfte, at anvisningspligten ikke i sig selv medførte, at der skulle ske beskatning af fri bil, som også fastslået i SKM2017.384.SR. Det var dog en forudsætning, at der skete en fordeling af såvel gevinst som tab ved salg af bilen mellem leasingtagerne på baggrund af det akkumulerede kørselsregnskab.

Skatterådet kunne tillige bekræfte, at udskillelsens af deleleasing til et koncernforbundet selskab, dvs. fra H2 A/S til H1 ApS (spørger) ikke medførte nogen ændring i, at de af spørger anvendte principper ved en månedlig regulering af såvel de ordinære som de ekstraordinære engangsudgifter opfyldte betingelserne for, at der skulle ske en løbende fordeling af de erlagte ydelser i forhold til fordelingen mellem de til enhver tid erhvervsmæssigt kørte kilometer og de private kørte kilometer. Det var dog også her en forudsætning, at det skete på en sådan måde, at betalingerne til enhver tid afspejlede fordelingen mellem det faktiske antal, kørte kilometer, hvilket indebar at fordelingen skulle ske på baggrund af det akkumulerede antal kørte kilometer og akkumulerede foretagne betalinger i hele leasingperioden, som fastslået i SKM2017.384.SR.

Videre kunne Skatterådet bekræfte, at de af H1 ApS nye udbudte deleleasingaftaler opfyldte praksis for, at medarbejderen i arbejdsgiverselskabet ikke skulle beskattes af fri bil, forudsat at der var sket en korrekt opdeling af privat og erhvervsmæssig kørte kilometer, hvis medarbejderen havde været nødsaget til at afholde en omkostning på vegne af H1 ApS, og under forudsætning af, at der skulle være tale om helt ekstraordinære situationer fx i udlandet, hvor det ikke havde været muligt, at benytte autoriseret autoværksted, hvorfra fakturaen kunne sendes direkte til leasinggiver. Tilsvarende vil gælde for de helt ekstraordinære situationer, hvor det ikke havde været muligt at benytte et af de allerede udleverede brændstofkort, som også kunne gøres anvendeligt i udlandet, på en af de hyppigst forekommende benzinstationer. Det var ligeledes en forudsætning, at udlægget uden ugrundet ophold refunderedes af leasinggiver og dernæst fordeltes efter det akkumulerede kørselsregnskab mellem leasingtagerne, jf. hertil afgørelserne SKM2017.384.SR og SKM2014.166.SR.

Endelig fandt Skatterådet at såvel bøder, parkeringsafgifter og lignende samt erstatningsudgift på bilen ved eventuel konfiskation af bilen, ikke er relevante i relation til vurdering af, hvorvidt der kan være tale om fri bil. Skatterådet fandt derfor, at  at disse udgifter ikke skal indgå i deleleasingarrangementet som øvrige udgifter ved brug og drift af bilen, da det netop ikke vedrører bilens drift, og derfor skattemæssig må behandles på linje med arbejdsgiverbetalte fartbøder, parkeringsbøder mv.

Dette gælder uanset, hvem der ved den foretagne kørsel i bilen pålægges bøden og/eller erstatningsansvaret for bilen, dvs. uafhængigt af om det eksempelvis måtte være medarbejderen eller arbejdsgiveren, eller en helt 3. ved den foretagne kørsel i bilen pålægges bøden og/eller erstatningsansvar for bilen.

Såfremt man betaler for andres udgifter, kan der helt generelt være grundlag for beskatning af denne betaling, jf. SL § 4.

Afgørelsen er en fornyet stillingtagen til tidligere bindende svar, SKM2017.384.SR.
SKM2019.440.SR

Spørger, der var en installationsvirksomhed, købte i april 2016 en ny bil af mærket Volvo XC90 T8 for 1,3 mio. kr. og stillede den til rådighed for selskabets hovedaktionær, der samtidig var direktør i selskabet. Den 1. maj 2019 - dvs. 3 år efter anskaffelsen - blev bilen overdraget internt i koncernen, til holdingselskabet, for 675.000 kr. Samtidig med overdragelsen blev bilen tilbageleaset til spørger. Bilen stod uændret til rådighed for hovedaktionæren.

Spørger ønskede bekræftet, at overdragelsen kunne anses for sket på armslængdevilkår og at overdragelsesprisen på 675.000 kr., ville udgøre beskatningsgrundlaget ved beskatning af fri bil fra 1. maj 2019.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overdragelsen var sket på armslængdevilkår, dvs. på sædvanlige og markedsmæssige vilkår, da overdragelsesprisen på 675.000 kr. måtte anses at være under markedsværdien, også når der blev henset til en vis usikkerhedsmargin. Hertil kom, at spørger ikke ved sin forklaring om baggrunden for overdragelsen havde godtgjort, at der forelå en forretningsmæssig begrundelse herfor.

 
SKM2018.594.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørgers deleleasingordning opfylder betingelserne for deleleasing, da der ikke sker en løbende regulering af førstegangsydelsen.

Skatterådet kan heller ikke bekræfte, at den ansatte alene skal beskattes, såfremt den ansattes betalinger akkumuleret pr. udgangen af den løbende måned i henhold til leasingkontrakten, er mindre end de betalinger, den ansatte ud fra en beregningsteknisk opgørelse skulle have erlagt set i forhold til det faktiske kørselsforbrug af leasingbilen.

Hvis der ikke sker en løbende regulering af samtlige udgifter vedrørende leasingbilen, inkl. førstegangsydelsen, er det uden betydning for, om betingelserne efter praksis for deleleasing er opfyldt, om det er arbejdsgiveren eller den ansatte, der har betalt for meget i forhold til den reelle kørselsfordeling.

Hvis betingelserne ikke er opfyldt, skal beskatningen af fri bil ske efter særbestemmelsen i LL § 16, stk. 4.

SKM2018.523.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at medarbejdere i X koncernen, der indgår en medarbejderleasingaftale med et selskab i koncernen som leasinggiver, ikke skal beskattes af værdi af fri bil, når arbejdsgiver yder en rabat på leasingaftalen i forhold til, hvad ikke ansatte leasingkunder skal betale for samme aftale.

Skatterådet finder derimod, at medarbejderne hos en række uafhængige forhandlere af X’s produkter ikke skal beskattes af fri bil, idet disse forhandlere, og direkte arbejdsgivere for denne medarbejdergruppe, hverken direkte eller indirekte har indflydelse på eller yder økonomisk bidrag til rabatten på medarbejderleasingaftalen.

SKM2018.212.SR

Skatterådet bekræfter, at spørgers koncept for deleleasing er i overensstemmelse med regler og praksis for deleleasing.

Skatterådet bekræfter tilsvarende, at den løbende fordeling af leasingydelserne skal ske månedligt. Dette gælder samtlige udgifter i forbindelse med leasingaftalerne, dvs. leasingydelserne, driftstillæg og ekstraordinære førstegangsydelser.

I tilknytning hertil finder Skatterådet, at det er i overensstemmelse med kravet om en løbende månedlig fordeling, at der udestår en endelig afregning ved leasingperiodens udløb, hvad angår mindre og normalt påregnelige afvigelser af de faktiske afholdte driftsomkostninger i forhold til de budgetterede opkrævede driftsomkostninger, og at eventuelle differencer opkræves eller godskrives leasingtagerne ved opkrævningen af den sidste leasingydelse.

SKM2017.384.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers koncept opfylder praksis for deleleasing.

Spørger, som er et leasingselskab, har ifølge leasingaftalerne adgang til at opsige en leasingaftale, hvis den anden leasingaftale ophører - uanset grund -, og dette indebærer, at aftalerne ikke er tilstrækkelig separate, som krævet ifølge hidtidig praksis.

Skatterådet kunne dog bekræfte, at leasingtagerne forlods kan afholde udgifter i leasingarrangementet, men alene i de helt ekstraordinære situationer, hvor det ikke har været muligt at fakturere udgifterne direkte til spørger. Det er imidlertid en forudsætning, at udlægget fra leasingdeltagerne uden ugrundet ophold refunderes af leasingselskabet.

Skatterådet bekræftede derudover, at der kan ske opkrævning af ejerafgiften hos én af leasingtagerne, da der er tale om en kendt omkostning, som indregnes og opkræves via driftstillægget.

Skatterådet bekræftede også, at den af spørger anvendte model for en løbende månedlig fordeling af ordinære og ekstraordinære leasingydelser er i overensstemmelse med praksis herfor. Fordelingen skal ske på baggrund af det akkumulerede antal kørte kilometer og de akkumulerede betalinger.

Skatterådet bekræftede endelig, at forsikringsydelsen kan faktureres særskilt og momsfrit.

SKM2015.763.SR

Skatterådet kunne ikke godkende en splitleasingaftale, som gik ud på at en selvstændigt erhvervsdrivende indgik en aftale indenfor virksomhedsordningen og en anden vedrørende sig selv privat. Skatterådet svarer herudover at de momsmæssige konsekvenser efter momslovens § 42, stk. 4, er påvirket af at splitleasingkonstruktionen ikke kan godkendes skatteretligt.

SKM2012.124.SR Borger skulle beskattes af værdien af lån af elbil, som en kommune ønskede at teste.
SKM2012.47.SR Ansatte, som anvendte arbejdsgiverens elbil som led i et forskningsprojekt til kørsel mellem hjem og arbejde, skulle beskattes af fri bil.
SKM2011.848.SR

Det havde ikke skattemæssige konsekvenser for en medarbejder at leje biler af spørger, selv om spørger havde indgået en udlejningsaftale med den pågældende medarbejders arbejdsgiver.

Medarbejdere ville ikke opnå en økonomisk fordel ved leje af bilerne, idet leje til medarbejdere skete på samme vilkår og til samme pris som leje til andre private brugere. Forudsætningsvis skal andre private brugere således have adgang til bilerne på samme vilkår og til samme priser som medarbejderne.

Der er i øvrigt efter det oplyste "vandtætte skotter" mellem arbejdsgiverens og medarbejderens udlejningsaftaler.

SKM2011.724.SR

Leaser medarbejderen en bil af arbejdsgiveren, der som led i sin virksomhed leaser biler ud, beskattes vedkommende ikke af fri bil, hvis det sker på markedsvilkår.

SKM2011.681.SR

Medarbejderen skulle ikke beskattes af fri bil, når vedkommende lejer samme bil som arbejdsgiveren også selvom arbejdsgiveren betalte udlejer for at reklamere på bilen, medmindre arbejdsgiveren reklamerer på bilen for at skaffe en lavere lejepris for medarbejderen.

SKM2011.61.SR

Et leasingselskab B A/S, der var leasinggiver og datterselskab af A A/S, tilbød ansatte i A at lease biler på særlige vilkår (medarbejderleasing). Skatterådet fandt, at denne leasing skulle sidestilles med det tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansatte. Da arbejdsgiveren stillede en bil til rådighed for privat brug for den ansatte, skulle den ansatte, der benyttede ordningen, beskattes i overensstemmelse med bestemmelsen i LL § 16, stk. 4. I de tilfælde hvor den ansatte betaler for rådigheden, modregnes egenbetalingen i beskatningsgrundlaget. Fri bil.

Skatterådet fandt derimod, at en ansat i A koncernen ikke vil blive beskattet efter reglen i LL § 16, stk. 4 om fri bil, hvis medarbejderen indgik en privatleasingaftale med B A/S. Dette skyldes, at leasing af biler sker på de samme vilkår (herunder den samme forrentning), der gælder for B's eksterne kunder. Dette indebærer, at der ikke stilles nogen fri bil til rådighed for de ansatte, og at der ikke er noget at beskatte. Ikke fri bil.

SKM2010.593.SR og SKM2010.604.SR

De omhandlede elbiler var "biler" omfattet af LL § 16, stk. 4. Selskabets medarbejdere, herunder selskabets ejere, skulle derfor beskattes af værdien af fri bil, når elbilerne stod til rådighed for privat brug. Der blev ikke taget stilling til, om en eventuel beskatning af fri bil skulle ske efter LL § 16, stk. 4 eller LL § 16 A, stk. 6 for selskabets hovedaktionærer. Fri bil.

SKM2010.147.SR

Skatterådet bekræftede, at en splitleasingordning, hvor arbejdsgiver og medarbejder leaser den samme bil, ikke medfører beskatning af fri bil efter LL § 16, stk. 4, når ordningen er indrettet således, at arbejdsgiver ikke kommer til at betale for medarbejderens private kørsel i bilen. Ikke fri bil.

SKM2007.447.SR

Ansatte i en koncern skulle beskattes af værdi af fri bil i en række situationer, hvor bilen enten blev købt eller leaset af et koncernforbundet selskab og derefter leaset til arbejdsgiverselskabet og en ansat i dette selskab på samme vilkår som i SKM2001.255.LR. Værdien skal dog nedsættes med den ansattes betaling for bilen. Skatterådet fandt også, at medarbejderen ville blive beskattet af fri bil, hvis arbejdsgiveren udlejede en leaset bil til den ansatte. Fri bil.

SKM2007.155.SR

En deleleasingordning, hvor leasingydelserne blev fastsat efter et vægtet timetal, indebar, at den ansatte skulle beskattes efter reglerne om fri bil. Fri bil.

SKM2003.589.LR

Et selskab planlagde at overdrage en mere end tre år gammel bil til et af de to holdingselskaber, som ejede henholdsvis 40 pct. og 60 pct. af selskabet. Bilen, der var stillet til rådighed for selskabets direktør, skulle bagefter leases tilbage til selskabet. Spørgsmålet var, om markedsværdien på overdragelsestidspunktet kunne bruges til at fastsætte værdi af fri bil for direktøren. Ligningsrådet fastslog, at bestemmelsen i LL § 16, stk. 4, efter sit formål skal anvendes således, at en bil skal anses for anskaffet på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren første gang erhvervede eller leasede den pågældende bil. Bilen, der oprindeligt var anskaffet af det ene holdingselskab, var overdraget til selskabet ved skattefri tilførsel af aktiver pr. 1. januar 2001. Hvis direktøren fik stillet bilen til rådighed som led i en ansættelsesaftale med dette holdingselskab, skulle værdi af fri bil fastsættes på grundlag af holdingselskabets oprindelige anskaffelsestidspunkt i august 2000. Oprindelig pris.

SKM2001.420.LR

En bilordning, der var baseret på deleleasing, var omfattet af LL § 16, stk. 4, om beskatning af fri firmabil. Ordningen gik ud på, at arbejdsgiveren og den ansatte hver indgik en leasingaftale med et leasingselskab om henholdsvis den erhvervsmæssige og den private kørsel i samme bil. Ligningsrådet anså ikke den forelagte ordning for i tilstrækkelig grad at adskille sig fra tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansattes private benyttelse mod, at den ansatte med beskattede midler foretager en egenbetaling, og hvor den skattepligtige værdi af den fri bil reduceres med egenbetalingen. Fri bil.

SKM2001.255.LR

En bilordning, hvor arbejdsgiveren og den ansatte indgår selvstændige leasingaftaler med leasingselskabet, var ikke omfattet af LL § 16, stk. 4, om beskatning af fri firmabil. Ligningsrådet lagde til grund, at der var indgået skriftlige separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskab og virksomhed og leasingselskab og den ansatte, at de samlede udgifter til bilens drift, afskrivning og forrentning (der alle var indeholdt i leasingydelsen) blev fordelt proportionalt mellem parterne på grundlag af det faktisk antal kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel (leasingaftalerne forudsættes at være identiske), at leasingydelsen for hver af parterne blev betalt direkte til leasingselskabet, samt at hver af parterne kun hæftede for egne forpligtelser i relation til leasingselskabet. Ligningsrådet forudsatte også, at der løbende blev ført et detaljeret kørselsregnskab for den kørsel, der fandt sted. Ikke fri bil.

TfS 1994, 730 LR

Medarbejdere, der i begrænset omfang lejer en virksomheds biler, skal beskattes af fri bil. Medarbejderne skal i så fald beskattes af værdien af fri bil med fradrag af den foretagne egenbetaling (lejen), jf. LL § 16, stk. 4. Fri bil.