Dato for udgivelse
08 Jun 2011 23:00
Resumé
Baggrund til svar på spørgsmål nr. 44 ad § 9 Akt 128 af 26. maj 2011 om døgnbemandede grænseovergange.

Der har i dag været en del debat i medierne omkring spørgsmål nr. 44 ad § 9 Akt 128 af 26. maj 2011, hvor skatteminister Peter Christensen blev spurgt således:

Ministeren bedes oplyse, om der er andre lande inden for Schengen-samarbejdet, der har døgnbemandede grænseovergange og i givet fald hvilke.

SKAT iværksatte en rundspørge af generel karakter inden for SKATs kontaktnetværk i de europæiske toldadministrationer i de EU-lande, som deltager i Schengensamarbejdet. Spørgsmålet havde følgende ordlyd:

"Eksisterer der i landet toldsteder placeret ved indre grænse, som har åbent dagligt 24 timer.

Vi går ud fra, at der findes sådanne toldsteder ved de ydre grænser for eksempel i havne eller lufthavne, men eksisterer der også sådanne toldsteder ved indre grænse. Det vil være ønskeligt, om svaret kan modtages i løbet af mandag den 30. maj 2011. Det er ikke nødvendigt at anføre alle toldstederne, men alene om der er sådanne toldsteder."

Alle lande undtagen Italien og Grækenland svarede. Langt de fleste svarede, at de ikke har døgnbemandede grænseovergange.

Seks lande - Tyskland, Portugal, Finland, Sverige, Litauen og Polen - svarede, at de har nogle få døgnbemandede grænseovergange.

Svarene blev givet af kontaktpersonerne - og de seks svar var af lidt uensartet karakter. De fem af landene svarede, at de har en til to døgnbemandede grænseovergange - for eksempel har Tyskland på grænsen mod Polen og Tjekkiet. Sverige svarede, at man tilstræber at have toldere på grænsen mod Danmark 24 timer i døgnet.

Det er vigtigt at understrege, at der svares på, om man har døgnbemandede grænseovergange - nemlig præcis et svar på spørgsmålet til ministeren.

Der svares ikke på, hvad man bruger denne døgnbemanding til, herunder i hvor høj grad bemandingen anvendes til kontrol.

Det skal understreges, at der var tale om en meget hurtig og enkel forespørgsel til kontaktpersoner - og ikke officielle forespørgsler på ministerniveau.