Indhold
Dette afsnit beskriver, hvornår en aktie er anskaffet eller afstået.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
En aktie er anskaffet eller afstået på det tidspunkt, hvor der er en endelig og bindende aftale om anskaffelsen eller afståelsen.
Anskaffelses- og afståelsestidspunkternes betydning
Anskaffelsestidspunktet kan fx have betydning for anvendelsen af overgangsregler ved ny lovgivning.
Afståelsestidspunktet kan fx være afgørende for, i hvilket indkomstår beskatningen foretages og ved ikrafttrædelsesregler for ny lovgivning.
Når en aktionær ejer aktier med samme rettigheder i samme selskab, som er erhvervet på forskellige tidspunkter, anses de først erhvervede aktier for de først afståede. Se ABL § 5, stk. 1. Aktier, der har været båndlagt efter den tidligere bestemmelse i LL § 7 A, skulle dog først regnes med fra det tidspunkt, hvor båndlæggelsen er ophørt. Se C.B.2.1.7.1 om hvilken aktie der anses for afstået (FIFO-princippet).
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Højesteretsdomme |
SKM2011.533.HR | Salg af aktier. Aftale om købe- og salgsret. Købe- eller salgsrets manglende udnyttelse usandsynlig. Afståelsestidspunkt var tidspunkt for aftalens indgåelse. | |
SKM2005.490.HR | Salg af aktier. Samtidig udstedt køberet. Køberets manglende udnyttelse usandsynlig. Manglende dispositionsret i strid med køberet. Afståelsestidspunktet var tidspunkt for aftalens indgåelse. | Se også TfS 1999, 214 H i C.B.2.1.4.12 om købe- og forkøbsretter. |
SKM2001.126.HR | Salg af aktier. Anskaffelsestidspunkt var tidspunkt for overgang af ejendomsret ved underskrevne fondsnotaer. | |
Landsretsdomme |
SKM2002.399.VLR | Salg af aktier. Salgsret udnyttet i 1995. Uenighed om vilkår, forlængelse af salgsrets løbetid og sælgers manglende selvangivelse af salg i 1995. Afståelsestidspunkt var i 1996. | |
Byretsdomme |
SKM2010.259.BR | Salg af aktier. Betaling i et bestemt antal aktier et år senere eller beløb svarende til kursværdien på betalingstidspunkt. Kursrisiko var sælgers fra aftaletidspunktet. Afståelsestidspunkt var tidspunkt for aftalens indgåelse. | |
SKM2008.825.BR | Salg af aktier. Ifølge depotbank sket i 2001. Uklarhed om pengeoverførsler. Aftale dateret i 2000. Afståelsestidspunkt var i 2000. | |
Skatterådet |
►SKM2025.181.SR◄ | ►Skatteyderen havde solgt sine anparter i et selskab til et ikke-koncernforbundet udenlandsk selskab, der var ejet 100 pct. af et nystiftet udenlandsk selskab, der var et tomt selskab. Salgssummen for anparterne blev vederlagt ved en blanding af kontantbetaling og gældsbreve. Efterfølgende er der, via en række trin, foretaget en reinvestering i det nystiftede selskab. Skatteyderen ønskede at få bekræftet, at afståelsen og den efterfølgende reinvestering ikke ville medføre udbyttebeskatning efter reglerne i SEL § 2 D, og at transaktionerne ikke kunne tilsidesættes efter LL § 3. Skatterådet kunne bekræfte begge spørgsmål, idet der først blev anset for at være indgået en endelig og bindende aftale om transaktionerne efter vedtagelser på parternes generalforsamling og andre godkendelser. Det fremgik af sagen, at aftalegrundlaget fra 2024 indeholdt betingelser, der først blev ophævet i 2025. Skatterådet fandt derfor, at der først var indgået en endelig og bindende aftale om afståelse af anparter efter den 1. januar 2025. Skatterådet lagde vægt på, at der ikke var koncernforbindelse mellem de handlende parter. Skatteyderen opfyldte derfor betingelerne for at modtage skattefrit udbytte umiddelbart inden overdragelsen. Se reglerne om skattefrihed for udbytter fra skattefri porteføljeaktier, der har virkning for udbytter, der udloddes den 1. januar 2025 eller senere. Se SEL § 13, stk. 1, som ændret ved § 1, nr. 9, i lov nr. 1691 af 30. december 2024. Sidstnævnte lovændring har virkning for udbytter, der udloddes den 1. januar 2025 eller senere.◄ | |
SKM2008.831.SR | Køb af investeringsforeningsbeviser. Handelsdatoen lægges til grund ved fastsættelsen af tidspunktet for køb eller salg af aktier. Valørdatoen er ikke afgørende. Bestilling af investeringsforeningsbeviserne kunne ikke sidestilles med et køb. | |
SKM2008.803.SR | Salg af aktier. Betinget aftale om køberet og salgsret. Manglende udnyttelse sandsynlig. Afståelsestidspunkt først på udnyttelsestidspunkt. | Se også SKM2008.837.SR. |
SKM2008.759.SR | Salg af aktier. Samtidig udstedt køberet og salgsret. Manglende udnyttelse sandsynlig. Afståelsestidspunkt først på udnyttelsestidspunkt. | |