Dato for udgivelse
27 Apr 2011 11:29
Resumé

Tidligt i morges den 27. april 2011 gennemførte SKAT kontrolaktioner på Sjælland mod avisdistributionen.


Visning af billede: 270411 avisdistribution biler og lokaler Visning af billede: 270411 avisdistribution kontrol ved bil web

- Aktionen her til morgen viste, at omfanget af sort arbejde falder, når avisdistributionsselskabet stiller krav til sine underleverandører, siger afdelingsleder fra SKAT København Lisbet Hedelund.

Der forekommer dog stadig sort arbejde og snyd med sociale ydelser og omfanget af sort arbejde kan ikke løse alene ved, at avisdistributionsselskabet skærper kravene til sine leverandører. SKAT vil derfor gennemføre flere kontrolaktioner inden for branchen.

Sort løn, snyd med sociale ydelser og illegal arbejdskraft har tidligere floreret i stor stil indenfor avisdistribution og givet branchen et dårligt ry.

Problemet skal især findes i de mange underleverandører, som selv anvender andre og mindre underleverandører. De mange led i distributionsleddet gør det nemmere at omgå reglerne uden at blive opdaget. Nogle underleverandører driver endda virksomhed uden at være registreret hos SKAT.

Bladkompagniet har valgt at indgå i et samarbejde med SKAT for at få strammet op i branchen. Blandt andet har distributionsselskabet oplyst, at man i kontrakterne stiller krav om, at vognmændene skal påtage sig opgaven som arbejdsgivere og ikke bruge flere led af underleverandører.

SKAT var i morges på kontrolaktion på omladepladser på Sjælland, hvor løssalgsaviser fra trykkeriet omlæsses til de vogne, der fordeler aviserne til salgsstederne. I aktionen deltog medarbejdere fra SKAT Midt- og Sydsjælland, SKAT Nordsjælland og SKAT København i samarbejde med politi, pensionsstyrelse og flere kommuner. Ved aktionen blev kontrolleret 109 personer, der var tilknyttet eller indehaver af 70 virksomheder.

- Vi ser, at flere og flere virksomheder vælger at indgå i et samarbejde med SKAT, fordi de ikke ønsker at blive sat i bås med dem, der ikke følger reglerne. Det sætter vi selvfølgelig pris på, siger afdelingsleder Lisbet Hedelund.

Kontrolaktionens foreløbige resultat kan opgøres til:

  • 6-10 personer var på overførselsindkomst
  • 1 person arbejdede uden at været registreret i landet
  • 2 medarbejdere, heraf en med første arbejdsdag, har begge været uden indkomst de seneste 3 år
  • 2 arbejdsgivere manglede at indberette løn for mindst 4-5 ansatte
  • 1 medarbejder blev stoppet af politiet, da han ikke havde kørekort

Nogle af forholdene skal undersøges grundigere. SKAT vil derfor kontakte flere af vognmændene efterfølgende.

SKAT vil fortsætte kontrollen af branchen, gerne i samarbejde med flere af de store avisdistributionsselskaber.

Visning af billede: 270411 avisdistribution aviser web Visning af billede: 270411 avisdistribution biler web


Yderligere oplysninger:
Afdelingsleder Lisbet Hedelund, tlf. 72 38 21 46 eller SKATs pressetelefon 72 37 09 00. Ring også for at få billederne i høj opløsning.