Dato for udgivelse
26 Apr 2011 12:11
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 Apr 2011 10:54
SKM-nummer
SKM2011.270.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
7. afdeling, B-2198-10
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Maskeret, udlodning, hovedaktionær, samlever, huse
Resumé

Appellanten var blevet udlodningsbeskattet i indkomstårene 1998 og 2000 i forbindelse med opførelsen af to huse. Spørgsmålet var, om appellanten, der var hovedanpartshaver i et byggeselskab havde betalt mindre til selskabet for opførelsen, end det normalt ville koste, og om appellanten selv havde afholdt udgifter til opførelsen.

Byretten hjemviste sagen med henblik på fastsættelse af yderligere fradrag.

Under sagens forberedelse for landsretten blev der opnået enighed om størrelsen af skønsmæssige reduktioner i udlodningsbeskatningen for indkomstårene 1998 og 2000, og der blev afsagt dom i overensstemmelse hermed.

En påstand om nedsættelse af den personlige indkomst for indkomstårene 1999 og 2000 samt den heraf afledede påstand om nedsættelse af momstilsvaret blev frafaldet af appellanten

Reference(r)

Ligningsloven § 16 A, stk. 1
Statsskatteloven § 4
Momsloven § 4, stk. 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-1 S.F.2.3.2

Parter

A
(advokat Leo Jantzenj)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

Hanne Kildal, Nikolaj Aarø-Hansen og Søren Rune Schrøder (kst.)

Byretten har den 23. september 2010 afsagt dom i 1. instans (BS 1-1474/2008).

Sagen vedrører Landsskatterettens kendelser af 6. juni 2008 og 28. juli 2008 om As indkomstopgørelse for indkomstårene 1998 til 2000 og om størrelsen af hans momstilsvar for 1999 og 2000.

Ved byretsdommen blev sagen hjemvist til skattemyndighederne med henblik på foretagelse af yderligere fradrag i aktieindkomsten for indkomstårene 1998 og 2000, mens Skatteministeriet i øvrigt blev frifundet.

Påstande

I ankestævningen nedlagde appellanten, A, følgende påstande:

Indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at As aktieindkomst for indkomståret 1998 nedsættes med 634.843 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As aktieindkomst for indkomståret 2000 nedsættes med 934.684 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As personlige indkomst for indkomståret 1999 og 2000 nedsættes med henholdsvis 82.160 kr. og 158.000 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Skatteministeriet tilpligtes at ankerkende, at As momstilsvar for afgiftsperiodeme 1999 og 2000 nedsættes med henholdsvis 20.540 kr. og 60.040 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

I svarskriftet nedlagde Skatteministeriet påstand om frifindelse, dog således at det anerkendtes, at A ved opgørelse af aktieindkomsten for indkomståret 2000 er berettiget til fradrag på 54.562,50 kr., og at opgørelsen af aktieindkomsten for indkomstårene 1998 og 2000 hjemvises med henblik på ansættelse af yderligere skønsmæssige fradrag.

Denne påstand vedrørende aktieindkomsten tilsluttede A sig den 19. november 2010.

I et processkrift af 27. januar 2011 har A nedlagt endelig påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at hans aktieindkomst for indkomståret 1998 nedsættes med 400.000 kr. fra 634.843 kr. til 234.843 kr., og at hans aktieindkomst for indkomståret 2000 nedsættes med 689.563 kr. fra 934.684 kr. til 245.121 kr. Samtidig frafaldt A sine påstande vedrørende nedsættelse af hans personlige indkomst og af momstilsvaret for 1999 og 2000.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle over for denne påstand.

Landsrettens begrundelse og resultat

Da Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle, afsiges der dom efter As endelige påstand.

Det må lægges til grund, at resultatet af byrettens dom i det væsentlige er begrundet i den bevisførelse, der fandt sted for byretten, herunder de vidneforklaringer, der blev afgivet under hovedforhandlingen. På denne baggrund stadfæster landsretten byrettens sagsomkostningsafgørelse.

Efter sagens udfald og forløb for landsretten, samt under hensyn til de for landsretten nedlagte påstande, skal Skatteministeriet betale delvise sagsomkostninger for landsretten til A med i alt 27.000 kr. Beløbet omfatter 2.000 kr. til dækning af retsafgifter og 25.000 kr. til advokatbistand inkl. moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet skal anerkende, at As aktieindkomst for indkomståret 1998 nedsættes med 400.000 kr. fra 634.843 kr. til 234.843 kr., og at As aktieindkonist for indkomståret 2000 nedsættes med 689.563 kr. fra 934.684 kr. til 245.121 kr.

Skatteministeriet skal betale sagsomkostninger for landsretten til A med 27.000 kr.

Byretten afgørelse om sagens omkostninger stadfæstes.

Sagsomkostningerne, der skal betales inden 14 dage, forrentes efter rentelovens § 8 A.