SKAT er begyndt på en dybdegående undersøgelse af omfanget af skattesnyd og muligt socialt bedrageri i de 26 danske ghettobebyggelser. Undersøgelsen er en del af regeringens plan, der skal ændre udviklingen i ghettoområderne. De er blandt andet karakteriseret ved, at flere end 40 procent af beboerne i alderen 18-64 år hverken har arbejde eller er under uddannelse.
- Rigtig mange af disse beboere får udbetalt sociale ydelser, og vores opgave er at undersøge, om der samtidig snydes med skat og afgifter. Hvis vi for eksempel kan konstatere, at der arbejdes sort, vil vi orientere de myndigheder, der har udbetalt de sociale ydelser, og vi vil hjælpe med at undersøge forholdene nærmere, oplyser SKATs projektleder, Erik M. Rosenbæk, SKAT Horsens.
65.000 skal undersøges
SKAT har lavet en udsøgning på samtlige cirka 65.000 beboere i de 26 områder. Den viser blandt andet hvem, der bor på en given adresse, deres indkomstforhold og hvor stort et beregnet privatforbrug har været. Næste trin er grundigere at undersøge de indkomstforhold, der vækker mistanke.
- Mistanke er naturligvis ikke det samme som at fastslå, at der udføres sort arbejde eller sker socialt bedrageri, understreger Erik Rosenbæk.
- Men mange oplysninger vækker umiddelbart undren. For eksempel når en mandlig lejer kan have seks andre boende i sin lejlighed uden at have lejeindtægter, når en beboer kan sende mere end 100.000 kr. ud af landet uden at have anden indkomst end sociale ydelser, eller når to unge under uddannelse begge er flyttet hjemmefra og bor hos hinandens forældre. Det er en del af vores projekt at undersøge den slags situationer nærmere, forklarer Erik Rosenbæk.
Han kan ikke sætte tal på, hvor mange tilfælde af skattesnyd eller socialt bedrageri han forventer, eller hvor stort det samlede beløb kan løbe op i.
Foreløbig har de medarbejdere hos SKAT, der arbejder med projektet over hele landet, undersøgt flere end 2200 beboere i de 26 områder. Af dem er indtil nu 70 sager sendt til kommunerne til nærmere undersøgelse, fordi det er kommunerne, der står for udbetalingen af sociale ydelser.
Virksomheder kontrolleres også
SKAT har også identificeret alle de virksomheder, der ejes af en beboer i de 26 boligområder. I alt er der tale om cirka 1200 virksomheder.
- Mange af disse virksomheder vil kunne forvente at få et uanmeldt besøg af SKAT, hvor vi blandt andet vil undersøge hvem, der arbejder i virksomheden, og om der registreres korrekt i kasseapparatet. Hvis vi konstaterer fejl eller mangler, vil vi kontrollere virksomheden nærmere, fortæller Erik Rosenbæk. Foreløbig har SKAT begyndt på en kontrol af 222 virksomheder.
De 26 ghettoområder er identificeret af Socialministeriet og er placeret i 15 kommuner spredt over hele landet. Indsatsen mod socialt bedrageri er et af regeringens 32 initiativer i ghettostrategien, der tager udgangspunkt i rapporten Ghettoen tilbage til samfundet.
SKATs samlede ressourceanvendelse på opgaven svarer til 40 fuldtidsmedarbejdere, der er afsat specifikt til opgaven i Finansloven for 2011.
Eventuelle yderligere oplysninger: SKATs pressefunktion, tlf. 72 37 09 00