Dato for udgivelse
02 mar 2011 08:55
Resumé

SKAT har i 2010 undersøgt, om landmænd, der er ophørt med at drive landbrug, husker at betale skat af udbetalinger fra indeståender i andelsselskaberne. Resultatet var nedslående. Udbetalinger på 17 millioner kroner er ikke blevet selvangivet.


Landmænd, der stopper med at drive virksomhed, har ofte et beløb stående på en personlig konto hos et af landbrugets andelsselskaber. Udbetalinger fra disse konti er skattepligtige. Nogle landmænd har glemt at selvangive så store beløb, at de oveni skattebetalingen skal betale en bøde.

Resultaterne af SKATs undersøgelse viser, at der er fejl i 28 procent af de undersøgte selvangivelser. I 2009 viste en tilsvarende undersøgelse, at der var fejl i næsten 40 procent af de undersøgte selvangivelser.

"Fejlprocenten er stadig al for høj. Den og størrelsen af de udeholdte indtægter gør, at SKAT fortsætter projektet i 2011," fortæller Chefkonsulent Per Vester fra SKAT Nordjylland.

Projektet fortsætter i 2011
I 2011 vil SKAT undersøge, om der kan laves tiltag, der gør problemet mindre, eller om der er behov for at indføre en indberetningspligt for de udbetalende andelsselskaber.

"Vi skal have klarlagt, om fejlprocenten kan nedbringes yderligere alene ved mere information og service," siger Per Vester, som i øvrigt ser positivt på, at fejlprocenten trods alt er faldet fra 2009 til 2010.

Det kan der ifølge Per Vester være flere årsager til. Der sker en øget rådgivning fra andelsselskaberne, nogle landmænd får udbetalinger hvert år og husker derfor at selvangive indtægterne samt det at SKAT har en øget opmærksomhed på problemet.

Yderligere information: Chefkonsulent Per Vester, SKAT Nordjylland på tlf. 72 38 47 38 eller SKATs pressefunktion på tlf. 72 37 09 00.