Når året er slut, kommer der automatisk en årsopgørelse eller et oplysningsskema i TastSelv medio marts eller med brev i april. Årsopgørelsen/oplysningsskemaet viser de oplysninger, som Skattestyrelsen har modtaget fra arbejdsgivere og andre, fx bank, realkreditinstitut, fagforening og A-kasse. Du skal selv tjekke oplysningerne og kontrollere, om der er noget, der mangler eller er forkert.
Det er dit eget ansvar at oplyse om eventuelt manglende indkomst og fradrag og sikre, at der er en korrekt årsopgørelse. Du skal også oplyse om dit eventuelle valg af grænsegængerreglerne på TastSelv. Når du har givet oplysninger, dannes der en årsopgørelse, hvor dine oplysninger er regnet med.
Eksempler:
- Du skal oplyse det befordringsfradrag (kørselsfradrag), du selv har beregnet. Befordringsfradraget skal beregnes i forhold til den faktiske kørsel, du har haft.
- Hvis du kan bruge grænsegængerreglerne, kan du omregne din egen andel af svenske renteudgifter til danske kroner og oplyse beløbet.
Hvis du ikke har ændringer til årsopgørelsen, skal du ikke gøre noget. Årsopgørelsen viser, om du skal have penge tilbage i overskydende skat eller skal betale restskat. Hvis du har restskat, står det på årsopgørelsen, hvordan du kan betale.
Hvis du ikke modtager en årsopgørelse i TastSelv eller med brev, er det dit eget ansvar at indberette/sende oplysningsskema til Skattestyrelsen, så du får en årsopgørelse. Du skal oplyse indkomst og fradrag senest den 1. juli. I nogle tilfælde får du en automatisk årsopgørelse, og i andre tilfælde skal du selv udfylde et oplysningsskema for at få en korrekt årsopgørelse. Hvis du ikke kan bruge TastSelv, skal du bruge blanket 04.009. Hvis du opfylder 75%-betingelsen og ønsker beskatning efter grænsegængerreglerne, skal du også udfylde blanket 04.031.
Hvis du skal sambeskattes, skal du oplyse din ægtefælles navn, fødselsdato osv. på blanket 04.009 og din ægtefælles indkomstoplysninger på blanket 04.031.
Frist for genoptagelse af årsopgørelsen
Genoptagelse af tidligere indkomstår: Hvis du har ændringer til årsopgørelser for tidligere indkomstår, skal du søge om genoptagelse senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Hvis du til eksempel ønsker rettelse af årsopgørelsen for 2020, skal du søge om genoptagelse senest den 1. maj 2024.
Frist for valg af grænsegængerreglerne og frist for valg af helårsomregning
Hvis du opfylder 75 %-betingelsen og ønsker at bruge grænsegængerreglerne, skal du oplyse dit valg ved rettelse af den automatisk udsendte årsopgørelse på TastSelv eller ved indgivelsen af oplysningsskemaet blanket 04.031.
Har du valgt ikke at anvende grænsegængerreglerne, kan du omgøre dit valg. Hvis du vil gøre brug af grænsegængerreglerne og ikke har gjort det ved dine tidligere ændringer af årsopgørelsen for det år, skal Skattestyrelsen modtage oplysning om det senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Se kildeskattelovens § 5 D, stk. 2.
Samme frist gælder, hvis du ønsker en skatteberegning ændret til eller fra helårsomregning med personfradrag efter personskattelovens § 10, stk. 6.
Bemærk at efter udløbet af fristen, kan en ændring af valget eventuelt ske efter reglerne om ændring af et valg i oplysningsskemaet efter skatteforvaltningslovens § 30. Efter den regel kan du få ændret dit valg, hvis Skattestyrelsen har foretaget en ændring af skatteansættelsen, som har betydning for valget.