Indhold
Dette afsnit beskriver de betingelser, der skal være opfyldt for at have fradragsret for momsen på et indkøb, samt hvilke typer af moms, der kan fradrages i henhold til momsloven.
Afsnittet indeholder:
Se også
- D.A.3 Momspligtige personer
- D.A.4 Momspligtige transaktioner.
Momspligtige personer kan i henhold til momslovens § 37, stk. 1, fradrage momsen fuldt ud af de omkostninger, som alene kan henføres direkte til disses momspligtige aktiviteter.
Omkostninger, der både kan henføres til momspligtige og til momsfrie aktiviteter, kan fradrages delvist som fællesomkostninger efter momslovens § 38, stk. 1. Momsfradragsretten opgøres i dette tilfælde som forholdet mellem den momspligtige omsætning og den samlede omsætning.
Omkostninger, der både kan henføres til momspligtige aktiviteter og til aktiviteter, som er virksomheden uvedkommende, kan fradrages for del del, der svarer til de indkøbte varers og ydelsers fradragsberettigede brug i den momspligtige virksomhed, jf. momslovens § 38, stk. 2. Momsfradragsretten opgøres i dette tilfælde efter et skøn.
Momsfradragsretten udgør en integrerende del af momsordningen og derfor som udgangspunkt ikke kan begrænses. Denne ret omfatter umiddelbart hele det afgiftsbeløb, der er blevet betalt i forbindelse med transaktioner i tidligere omsætningsled. Fradragssystemet tilsigter, at den afgiftspligtige aflastes fuldt ud for den moms, denne skylder eller har erlagt i forbindelse med hele sin økonomiske virksomhed. Det fælles momssystem sikrer således, at afgiftsbyrden er neutral for enhver økonomisk virksomhed, uanset denne virksomheds formål eller resultater, forudsat at virksomheden i princippet i sig selv er momspligtig, jf. EU-Domstolens dom i sagen C-126/14, Sveda.
Ifølge fast retspraksis er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem en bestemt indgående transaktion og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, principielt nødvendig, for at en afgiftspligtig person har ret til at fratrække den betalte indgående moms, og for at omfanget af en sådan ret kan fastlægges. Retten til at fradrage den indgående moms, der er erlagt for disse goder og tjenesteydelser, er betinget af, at udgifterne til erhvervelse af disse goder eller tjenesteydelser indgår blandt omkostningselementerne i prisen for de transaktioner i senere omsætningsled, der giver ret til fradrag. Se eksempelvis præmis 57 i EU-Domstolens dom i sagen C-29/08, AB SKF.
Domstolen også indrømmet den afgiftspligtige en ret til at fradrage moms, selv om der ikke er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem en bestemt indgående transaktion og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, når udgifterne til de indgående transaktioner henhører under den afgiftspligtiges generelle omkostninger og dermed er omkostningselementer ved de goder og tjenesteydelser, som den afgiftspligtige leverer. Sådanne udgifter har således en direkte og umiddelbar tilknytning til hele den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed. Se præmis 28 i EU-Domstolens dom i sagen C-126/14, Sveda.
Der kan dog ikke opnås momsfradragsret efter princippet om generalomkostninger, når varer eller tjenesteydelser erhvervet af en afgiftspligtig person anvendes i forbindelse med afgiftsfritagne transaktioner eller transaktioner, der ikke er omfattet af momsens anvendelsesområde, jf. SKM2022.216.LSR. I disse tilfælde er den direkte og umiddelbare tilknytning mellem de indgående udgifter og den økonomiske virksomhed, som den afgiftspligtige person efterfølgende gennemfører, således brudt. Se præmis 32 i EU-Domstolens dom i sagen C-126/14, Sveda.
Momsfradragsretten er knyttet til den faktiske levering af en vare eller en ydelse, og der opstår ingen fradragsret, når den faktiske gennemførelse af leveringen ikke har fundet sted. Spørgsmålet, om den afgiftspligtige person, der har anmodet om momsfradrag, var i god eller ond tro, er uden betydning for, om levering har fundet sted. Se SKM2019.231.HR.
Bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag er opfyldt, påhviler den afgiftspligtige. Herunder påhviler det den afgiftspligtige at fremlægge objektive beviser for, at de påståede ydelser faktisk er blevet leveret, jf. SKM2021.456.LSR.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| EU-domme |
| C-126/14, Sveda | Artikel 168 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at det under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende giver en afgiftspligtig person ret til at fradrage indgående merværdiafgift for erhvervelse eller produktion af investeringsgoder med henblik på en påtænkt økonomisk virksomhed knyttet til fritidsturisme i landdistrikter, som dels er direkte beregnet til offentlighedens gratis anvendelse, dels kan være et middel til gennemførelse af afgiftspligtige transaktioner, hvis der er fastslået en direkte og umiddelbar tilknytning mellem de udgifter, der er knyttet til de indgående transaktioner, og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, eller hele den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve på grundlag af objektive forhold. | |
| C-29/08, AB SKF | Der er ret til fradrag for indgående moms erlagt af ydelser leveret til brug for en overdragelse af aktier, hvis der er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem de udgifter, der er forbundet med indgående ydelser, og hele den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed. Det tilkommer den forelæggende ret under hensyntagen til alle de omstændigheder, hvorunder de pågældende transaktioner gennemføres i hovedsagen, at afgøre, om de afholdte udgifter kan medregnes i prisen på de solgte aktier, eller om de udelukkende er en del af omkostningselementerne i prisen for de transaktioner, der indgår i den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed. | |
| Højesteret |
| SKM2019.231.HR | Sagens hovedproblemstilling angik spørgsmålet om, hvorvidt SKAT på objektivt grundlag kunne kræve indgående moms tilbagesøgt på leasingaktiver erhvervet af et leasingselskab, allerede fordi leasingaktiverne ikke eksisterede. Leasingselskabet gjorde bl.a. gældende, at tilbagesøgning ikke kunne ske som følge af, at leasingselskabet var i god tro om aktivernes eksistens, idet leasingselskabet havde modtaget en leveringserklæring fra leasingtageren. Højesteret bemærkede, at det er en betingelse for fradrag efter momslovens § 37, stk. 2, nr. 1, af afgift af varer, der er solgt til en virksomhed, at varerne faktisk er blevet leveret. Da det måtte lægges til grund, at de entreprenørmaskiner, som sagen angik, ikke eksisterede, var der ikke sket levering, og derfor kunne der ikke ske fradrag for den betalte moms. | |
| Landsskatteretskendelser |
| SKM2021.456.LSR | Landsskatteretten fastslog, at det følger af momssystemdirektivet og EU-domstolens praksis, at den afgiftspligtige person er forpligtet til at fremlægge objektive beviser for, at varerne og tjenesteydelserne faktisk er blevet leveret til den pågældende af en anden afgiftspligtig person i et forudgående led i forbindelse med den pågældendes egne afgiftspligtige transaktioner, og at den pågældende faktisk har betalt moms heraf. Da virksomheden ikke havde fremlagt sådanne objektive beviser, var virksomheden ikke berettiget til et fradrag for købsmoms. Landsskatteretten bemærkede, at der ikke kan godkendes et skønsmæssigt fastsat fradrag for købsmoms ud fra en formodning om, at der er afholdt udgifter i virksomheden til generering af den angivne omsætning, og opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt., er ikke et tilstrækkeligt hjemmelsgrundlag for et udokumenteret momsfradrag. Fradragsretten er betinget af fremlæggelse af dokumentation for levering og betalt moms, og dette havde virksomheden ikke gjort. | |
| SKM2022.216.LSR | Skattestyrelsen havde ikke i henhold til momslovens § 38, stk. 1, godkendt delvist fradrag for indgående moms af et selskabs udgifter til køb af synsprøveudstyr. Landsskatteretten anførte, at udgifterne til synsprøveudstyret kunne henføres direkte og umiddelbart til selskabets salg af synsprøver og tilpasning af kontaktlinser, som var fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Selskabet havde derfor ikke ret til fradrag for indgående moms af udgifterne til synsprøveudstyret. Selskabet havde ved en managementaftale stillet synsprøveudstyret til rådighed for et andet selskab til undervisnings- og oplæringsformål. Det fremgik imidlertid ikke af managementaftalen, at der blev betalt vederlag herfor, hvorfor selskabet ikke herved havde anvendt synsprøveudstyret som led i afgiftspligtig virksomhed. Da udgifterne til synsprøveudstyret som anført havde direkte og umiddelbar tilknytning til selskabets momsfritagne aktivitet med levering af synsprøver og tilpasning af kontaktlinser, kunne udgifterne heller ikke anses for generalomkostninger. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse. | |