Parter

A
(advokat Tage Siboni)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af landsdommerne

Niels Boesen, Ejler Bruun og Louise Saul

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 14. april 2010 (BS 36A-3896/2009) er anket af A med påstand som for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at hendes skattepligtige indkomst for 2004 skal nedsættes med 638.992 kr., subsidiært at sagen hjemvises til ligningsmyndighederne til fornyet behandling.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

A har i landsretten supplerende forklaret blandt andet, at hun i 2004 ikke drev nogen form for selvstændig virksomhed, men levede af SU. Hun var heller ikke involveret i SJs klinik, som han drev med sin tidligere hustru, og hun havde ikke fælles økonomi med SJ. Hun skrev under på dokumenterne, fordi SJ bad hende om hjælp i den pressede situation, han var i. De advokater, der var involveret, sagde, at det var fornuftige løsninger. Hun er klar over, at der er tale om atypiske låneoptagelser, og hun kender ikke de præcise beløb, der blev udbetalt, idet det var SJ, der stod for kontakten til långiverne og advokaterne. Pengene blev sat ind på hendes konto med henblik på erhvervelsen af aktiverne, og hun har ikke haft mulighed for at anvende pengene til eget forbrug. Det kontantbeløb, som LP kom med, blev optalt af SJ, som hun fuldt ud havde tillid til. Hun var til stede, men dialogen foregik mellem SJ og LP. De penge, der blev lagt i våbenskabet, blev løbende indsat på hendes konto og anvendt til de omtalte køb. SJ havde gennem længere tid haft økonomiske problemer, og allerede før konkursen beredte de sig på at optage lånet af den russiske forbindelse. I 2006 etablerede SJ et samarbejde i Sydeuropa, og klinikudstyret blev i den forbindelse sendt til Sydeuropa, hvor det fortsat befinder sig. Andet udstyr befinder sig i USA. Hun har aldrig været i besiddelse af udstyret. Udlevering og transport af udstyr blev forestået af SJ i samarbejde med konkursboets advokat. Det har aldrig været aftalt, at hun skulle modtage betaling fra SJ. Det var ham, der skulle betale lånene tilbage.

Domænenavnene udgjorde et problem for hende, fordi hun blev afkrævet de årlige fees, og derfor solgte hun med hjælp fra sin daværende advokat nogle af domænenavnene. Hussalget indbragte et kontant provenu på ca. 200.000 kr. Pengene blev sendt til Sydeuropa til SJs klinik.

Parterne har gjort de samme anbringender gældende som for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

Appellanten har yderligere gjort gældende, at de 638.992 kr. må betragtes som et lån fra SJ, hvis landsretten finder det godtgjort, at pengene hidrører fra ham.

Indstævnte har bestridt, at der er godtgjort et reelt låneforhold, selv om pengene måtte være modtaget af SJ.

Landsrettens begrundelse og resultat

Niels Boesen og Louise Saul udtaler:

Af de grunde, der er anført af byretten, og da det for landsretten fremkomne ikke kan føre til andet resultat, stemmer vi for at stadfæste byrettens dom.

Ejler Bruun udtaler:

Jeg er enig i, at skattemyndighedernes afgørelser ikke kan tilsidesættes som ugyldige. I den forbindelse lægger jeg til grund, at heller ikke afgørelsen af 12. april 2007 fra SKAT var behæftet med sagsbehandlingsfejl.

Jeg er endvidere enig i, at de to lånedokumenter ikke godtgør, at appellanten har lånt 638.992 kr. af en græsk og en russisk kreditor.

Efter min opfattelse godtgør dokumenterne i sagen og forklaringerne fra appellanten og SJ imidlertid, at appellanten har modtaget de 638.992 kr. fra SJ, og at der derfor ikke er tale om ubeskattede midler tilhørende hende. Spørgsmålet er herefter, om appellanten har godtgjort, at pengene fra SJ havde karakter af lån.

417.192 kr. af det modtagne beløb blev brugt til anskaffelse af inventar fra SJs tidligere klinik, og at jeg finder det antageligt, at SJ har flyttet inventaret til klinikker i udlandet. Efter omstændighederne finder jeg det derfor godtgjort, at denne del af beløbet var et reelt lån, som blev betalt tilbage ved overdragelse af inventaret.

Med hensyn til resten af det modtagne beløb har appellanten efter min opfattelse ikke godtgjort, at der var tale om et reelt lån.

Jeg stemmer herefter for at tage appellantens subsidiære påstand til følge.

Der gives dom efter stemmeflertallet.

Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal appellanten, A, i sagsomkostninger for landsretten betale 35.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 35.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.