Dato for udgivelse
01 dec 2010 11:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 maj 2010 09:37
SKM-nummer
SKM2010.768.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
09-03153
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Skattemæssig afskrivning, motorcykler, udsmykning
Resumé
Et selskab kunne ikke foretage skattemæssige afskrivninger på motorcykler, der anvendtes til udsmykning i selskabets kontorlokaler.
Reference(r)

Afskrivningsloven § 1
Afskrivningsloven § 2, stk. 1

Henvisning
-

Klagen vedrører skattemæssig afskrivning på motorcykler, der er anvendt som udsmykning i en erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2004
SKAT har godkendt afskrivning på motorcykler med 172.904 kr.

Selskabet har foretaget afskrivning med 415.329 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Indkomståret 2005
SKAT har godkendt afskrivning på motorcykler med 129.678 kr.

Selskabet har foretaget afskrivning med 311.497 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger
H1 A/S (herefter selskabet) beskæftiger sig hovedsageligt med køb og salg af hvidevarer. Selskabet ejes af G1 A/S og aktierne i sidstnævnte selskab ejes af KE.

Selskabet har i årene 2002, 2003 og 2004 anskaffet motorcykler af mærket X1 og X2. Købene af motorcyklerne er bogført på konto for driftsmidler.

Selskabets revisor har over for SKAT oplyst, at de motorcykler, som er medtaget på konto for driftsmidler, er de motorcykler, som selskabet har i sine kontorlokaler. I forbindelse med SKATs besøg i virksomheden har SKAT konstateret, at motorcyklerne fremstod med speciallak (sølvfarvet) og at de var placeret på specielle "fødder" beregnet til udstilling.

Udover motorcyklerne har selskabet også anskaffet bilerne af mærket X3 og X4. SKAT har ikke fået oplysninger om bilernes anvendelse.

Repræsentanten har til Landsskatteretten oplyst, at bilerne ikke har været erhvervsmæssigt anvendt i indkomstårene 2004 og 2005. 

Selskabet har for indkomstårene 2004 og 2005 foretaget afskrivninger på driftsmidler, inkl. ovennævnte biler, med henholdsvis 415.329 kr. og 311.497 kr.

Skattecentrets afgørelse
SKAT har ikke anset udgiften til motorcykler og biler for afskrivningsberettiget.

Det er SKATs opfattelse, at motorcykler, som står i selskabets kontorlokaler, ikke er udsat for fysisk forringelse som følge af brugen. Motorcyklerne er ikke beregnet til at blive benyttet som transportmidler, men udelukkende som udsmykning i virksomheden. Der er tale om aktiver, som er omfattet af afskrivningslovens § 2, stk. 3, som ikke vil være udsat for væsentlig værdiforringelse som følge af slid og ælde i ejertiden.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, kan SKAT ikke foretage ændring af skatteansættelserne for 2002 og 2003. Selskabet har i disse år købt motorcykler for henholdsvis 110.258 kr. og 175.937 kr. Disse motorcykler skal derfor ikke medtages i afskrivningsgrundlaget for indkomståret 2004. Afskrivningsgrundlaget reduceres med motorcyklernes nedskrevne værdi pr. 31. december 2003.

Afskrivninger og afskrivningsgrundlag kan herefter opgøres således:

Saldo pr. 1/1-04driftsmidler iflg. skatteregnskab  

970.225

Afgang iflg. regnskab i 2004

-525.000

- X1. købt i 2002 - nedskreven værdi

-62.021

Købt for

110.258

Afskr. 2002 (25 %)

27.564

82.694

20.673

62.021

- X1 købt 2003 (23%) - nedskreven værdi

-131.953

Købt for

175.937

Afskr. 2003

43.984

131.953

Korrigeret afskrivningsgrundlag  

251.251

Tilgang 2004 iflg. regnskab

1.216.090

-X1

-700

-X1

-55.071

-X1, X3

-236.574

-X1

-256.970

-X4

-120.000

-X2

-109.410

+437.365

Saldo før afskrivning

691.616

Afskrivning 25 % af 691.616

172.904

Saldo pr. 31./12

518.712

Indkomståret 2004    
Foretaget afskrivninger

415.329

Godkendt iflg. ovenstående

172.904

242.425

Afskrivning driftsmidler - som følge af ændringen af afskrivningsgrundlaget i 2004:
Afskrivningsgrundlag iflg. ovenstående

518.712

Ingen af- og tilgang
Afskrivning: 25 % af 518.712 =

-129.678

Afskrivningsgrundlag pr. 31/12-05

389.034

Indkomståret 2005
Foretaget afskrivninger

311.497

Godkendt iflg. ovenstående

129.678

Ændring

181.819

Der er i afgørelsen blandt andet henvist til afskrivningslovens § 2 stk. 3 og § 5 samt Landsskatterettens kendelse af 9. marts 1990.

Selskabets påstand og argumenter
Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet er berettiget til at foretage skattemæssige afskrivninger for anskaffede motorcykler, der udelukkende er erhvervsmæssigt anvendt i henhold til afskrivningslovens § 2, stk. 1, jfr. Afskrivningslovens § 5.

Repræsentanten har til støtte for sin påstand anført, at brugen af motorcyklerne, der er opstillet på de dertil indrettede "fødder" til dekorationsformål, ikke betyder, at motorcyklerne ikke undergår en værdiforringelse.

Repræsentanten har henvist til udtalelser fra eksterne fagkyndige vurderingsfolk fra G2 A/S, der er Authorized X1 Dealer og G3 ApS, der er importør af øvrige motorcykelfabrikater, og anført at alle motorcykler over tid falder i værdi. Værdifaldet kan eksempelvis være begrundet i årgang, udstyr, tekniske krav, typer og model, antal kørte kilometre m.v.

Det er repræsentantens opfattelse, at selv om der er tale om en særlig form for udsmykning, betyder det ikke, at motorcyklernes erhvervsmæssige anvendelse ikke hindrer en løbende værdiforringelse. Det er ligeledes repræsentantens opfattelse, at der i den konkrete sag ikke kan drages en sammenligning til kunst, bronzestatuer eller særlige musikinstrumenter.

Ud fra den begrænsede retspraksis for området, er det repræsentantens opfattelse, at afgørelsen, som er gengivet i SKM2004.258.ØLR omkring litografier understøtter repræsentantens påstand om, at en dokumenterbar, om end mindre værdiforringelse er i overensstemmelse med afskrivningslovens § 2, stk. 1. I den refererede sag medvirkede fagkyndige vurderingsfolk. Af dommen fremgår det, at det forhold, at litografierne var udsat for en værdiforringelse af andre årsager end den erhvervsmæssige brug, kunne ifølge retten ikke føre til et andet resultat, hvorefter der kunne foretages afskrivninger efter afskrivningslovens § 2, stk. 1, jfr. afskrivningslovens § 5. 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Der kan ske skattemæssig afskrivning på udgifter til anskaffelse og forbedring af aktiver, der benyttes erhvervsmæssigt af den skattepligtige, samt på visse andre udgifter. Det fremgår af afskrivningslovens § 1.

Maskiner, inventar og andre driftsmidler samt skibe afskrives efter reglerne i kapitel 2, såfremt de udelukkende eller delvis benyttes erhvervsmæssigt. Det fremgår af afskrivningslovens § 2, stk. 1.

Repræsentanten har i klagen til Landsskatteretten henvist til Østre Landsrets dom, som er gengivet i SKM2004.258.ØLR. I dommen lagde landsretten vægt på, at der skete en ikke uvæsentlig værdiforringelse af litografierne som følge af, at litografierne blev udsat for sollys, og at værdiforringelsen skete som følge af den erhvervsmæssige brug, hvorfor landsretten anså udgiften til litografierne for afskrivningsberettigede. Landsretten har med andre ord statueret, at der skal ske en vis værdiforringelse som følge af den erhvervsmæssige anvendelse af driftsmidlet, for at det kan være afskrivningsberettiget.

Det lægges til grund, at der er tale om motorcykler, der er blevet anvendt til dekorationsformål i selskabets kontorlokaler, og at motorcyklerne er opstillet på de dertil indrettede "fødder". Det er Landsskatterettens opfattelse, at motorcykler, der bliver anvendt til dekorationsformål i kontorlokaler ikke undergår en værdiforringelse, som er forudsat i afskrivningsloven. At motorcykler over tid kan falde i værdi som følge af årgang, udstyr, tekniske krav, typer, model, antal kørte kilometer mv. kan ikke føre til andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.