Dato for udgivelse | 02 nov 2010 20:47 |
Resumé | Omkring 7.000 borgere har fået beregnet trækprocenten forkert. SKAT retter fejlen automatisk. |
Forskudsopgørelsen for 2011 kan ses i Skattemappen fra i morgen den 3. november. SKATs IT-leverandør, KMD, har fundet en programmeringsfejl. Det betyder, at beregningen af skattekortets trækprocent for ca. 7.000 borgere er behæftet med fejl. Skattekortet er i dag elektronisk og trækprocenten fremgår på selve forskudsopgørelsen.
- Det er en dum fejl, men det kommer ikke til at betyde noget for folks skat. Når vi informerer bredt om fejlen, er det for at undgå bekymring hos borgerne, siger kontorchef Henrik Kähler.
De borgere, der ser forskudsopgørelsen via Skattemappen på skat.dk, vil automatisk få en ny forskudsopgørelse inden for få dage i Skattemappen. Derudover udsendes den nye forskudsopgørelse for alle de berørte borgere på papir i løbet af næste uge.
- Hvis man er så uheldig at have fået en forkert trækprocent, skal man ikke gøre noget. Vi sørger for, at man får en ny opgørelse med den korrekte trækprocent, forklarer Henrik Kähler.
De berørte borgere er typisk borgere med en restskat fra 2009, med en lille lønindkomst. Forskudsopgørelsen ligger klar i Skattemappen for i alt ca. 4,7 mio. borgere fra den 3. november.
Se SKATs pressemeddelelse om forskudsopgørelsen.
Læs mere om forskudsopgørelsen 2011.
Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900; borgere: 7222 1818