Baggrund og problemstilling

Fuldt skattepligtige personer skal betale ejendomsværdiskat af ejerboliger, incl. fritidshuse, som er beliggende i Danmark eller udlandet, jf. ejendomsværdiskattelovens (EVSL) § 2. Ejendomme, der ligger i udlandet, kan imidlertid være beskattet også efter reglerne i det land, hvor de er beliggende, så der som udgangspunkt bliver tale om dobbeltbeskatning.

Ejendomsværdiskatten har status som en formueskat set i forhold til dobbeltbeskatnings­overens­komsterne. Hvis Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der omfatter formueskatter, med det land, hvor ejendommen ligger, vil der blive lempet for dobbeltbeskatningen ved hjælp af lempelsesbestemmelser i overenskomsten, idet ejendomsværdiskatten enten helt vil bortfalde eller skulle reduceres med eventuel udenlandsk ejendomsskat.

Hvis ejendommen ikke ligger i en stat, som Danmark har indgået en sådan dobbeltbeskat­nings­­overenskomst med, er der mulighed for at få nedslag (credit) efter EVSL § 12 for betalte udenlandske ejendoms­skatter.

De hidtidige dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien blev opsagt med virkning fra 1. januar 2009.

Virkningen af opsigelsen er, at personer med fast ejendom i Spanien siden 1. januar 2009 ikke har kunnet få lempelse for dobbeltbeskatning af deres faste ejendom efter en dobbeltbeskat­nings­­over­ens­komst omfattende formueskat. For så vidt angår Frankrig skal fuldt skattepligtige personer, der har erhver­vet eller erhverver fast ejendom efter 28. november 2007, betale dansk ejendoms­værdi­skat af ejen­dom­men ligeledes uden at kunne få lempelse efter en overenskomst fra 1. januar 2009. Andre (fuldt skattepligtige) personer med fast ejendom i Frankrig er fortsat fritaget for ejendoms­værdibeskatningen efter overgangs­bestem­melsen i § 4 i lov nr. 85 af 20. februar 2008, der bemyn­digede regeringen til at opsige overenskomsterne.

Spørgsmålet har herefter været, om der er adgang til at få nedslag (fradrag) efter EVSL § 12 for franske og spanske skatter på fast ejendom.  Skatteministeriet har foretaget en nærmere vurdering af disse skatter for at fastlægge, hvilke af disse der efter ministeriets opfattelse opfylder betingelserne for at give adgang til nedslag og i hvilket omfang.

Det retlige grundlag

EVSL § 12 fastsætter, at  "Skat, som er betalt til udlandet, Færøerne eller Grønland, og som er beregnet med henvisning til værdien af en dér beliggende fast ejendom, kan fradrages i ejendomsværdiskatten. Grundskatter samt tinglysningsafgifter og andre skatter og afgifter i forbindelse med overdragelse, belåning eller anden disposition over fast ejendom er ikke omfattet af 1. pkt. Fradragsbeløbet kan ikke overstige den opgjorte ejendomsværdiskat."

Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved ændringslov nr. 1340 af 19. december 2008 (Beskatning af fast ejendom i udlandet). Ændringen medførte, at der fremover ville blive givet nedslag i den danske ejendomsværdiskat for udenlandske skatter, der beregnes med henvisning til værdien af den faste ejendom, også selv om den udenlandske skat ikke som efter de hidtidige regler efter sin art svarer til ejendomsværdiskatten.

For at kunne give fradrag skal der være tale om almindelige periodiske skatter. Som det fremgår af bestemmelsen, er egentlige grundskatter af samme karakter som den kommunale grundskyld i Danmark dog ikke omfattet, da der ikke gives nedslag for grundskylden ved beregningen af ejen­domsværdiskatten af en dansk ejendom. Der er heller ikke adgang til fradrag i dansk ejendoms­værdiskat for tinglysningsafgifter og andre skatter af enhver art, der skal betales i forbindelse med overdragelse m.v. Det samme gælder for betaling af tjenesteydelser, uanset om betalingerne kaldes skatter eller afgifter (f.eks. renovationsafgifter).

Skatteministeriets opfattelse

Fransk skat på fast ejendom

Det franske ejendomsskattesystem beskatter ligesom det danske en teoretisk lejeværdi af ejendommen. Provenuet anvendes til delvist at finansiere kommunernes, fælleskommunale enheders, departementernes og regionernes budgetter. Regelsystemet vedrørende den løbende beskatning af fast ejendom, der afviger noget fra det danske, omfatter dels "taxes foncières", dvs. grund- eller ejendomsskatter, dels en "taxe d'habitation", en boligskat.

Der er to "taxes foncières", "taxe foncière sur les propriétés bâties" (ejendomsskat på bebygget ejendom) og "taxe foncière sur les propriétés non bâties" (ejendomsskat på ikke bebygget ejendom) (hjemlet i henholdsvis Code général des impôts art. 1380-1391E og art. 1393-1398A.). Satserne for skatten varierer fra kommune til kommune.

Der kan ikke både betales ejendomsskat på bebygget ejendom og ejendomsskat på ikke bebygget ejendom af samme jord. Jorder og grunde, som der betales ejendomsskat på bebygget ejendom af, er således fritaget for skatten på ikke bebygget ejendom.

Sammen med "taxes foncières" betales en skat på bortfjernelse af husholdningsaffald, "taxe d'enlèvement des ordures ménagères". Denne må anses som betaling for en tjenesteydelse og falder derfor uden for EVSL § 12.

Skatten er en almindelig periodisk skat, der betales årligt af ejeren (med visse undtagelser). Den vedrører både bygningerne og jord og terræner, der direkte hører til bygningerne (gårde, passager, haver i et vist omfang m.v.). Til forskel fra den danske ejendomsværdiskat er også erhvervs­ejendomme skattepligtige. 

Visse ejendomme er fritaget for skatten helt eller delvist, fx nyopførte ejendomme (i 2 år), og visse persongrupper kan opnå fritagelse eller lempelse, fx pensionister med en lav indkomst.

Beregningsgrundlaget er lejeværdien af matriklen ("la valeur locative cadastrale") reduceret med et nedslag på 50 pct. for at tage hensyn til udgifterne til drift, forsikringer, afskrivning, vedligeholdelse m.v. Matrikellejeværdien svarer til en teoretisk årlig leje, som ejeren ville kunne få for ejendommen, hvis den blev lejet ud.

Lejeværdierne er fastlagt ud fra forholdene på boligmarkedet i 1970, ajourført i 1980 og sidenhen opskrevet årligt ud fra nogle koefficienter fastsat på nationalt niveau for at tage højde for udviklingen i lejen.

Der er således tale om en beregning af skatten ud fra værdien af ejendommen, selv om værdi­ansættelsen ikke svarer til den værdiansættelse, der sker ved den danske ejendomsvurdering. Skatten beregnes desuden både ud fra bygning og jord knyttet til bygningen.

På den baggrund er det Skatteministeriets opfattelse, at betalt ejendomsskat på bebygget jord opfylder betingelserne for at blive fradraget i den danske ejendomsværdiskat. Dette gælder dog kun for sådanne ejendomme eller dele af ejendomme, der anvendes som bolig, ikke for en eventuel erhvervsmæssig del, idet der kun betales dansk ejendomsværdiskat af boligdelen.

Skatten hviler på ikke bebyggede ejendomme af enhver art beliggende i Frankrig. Skatten må på den baggrund være en egentlig grundskat og svare mest til den danske grundskyld, idet der ikke skal betales dansk ejendomsværdiskat af en ubebygget grund.

Skatten kan derfor ikke fradrages i den danske ejendomsværdiskat.

Boligskatten betales af personer, der råder over en bolig den 1. januar i skatteåret. Den betales af alle møblerede lokaler, der er bestemt og egnet til beboelse, samt bygninger og terræner, der umiddelbart hører til boligen, fx private garager, parkeringspladser og prydhaver. Den omfatter både helårsboliger og fritidsboliger og beregnes ligesom "taxes foncières" ud fra matrikellejeværdien ("la valeur cadastrale") for lokalerne, for helårsboligers vedkommende reduceret med forskellige obligatoriske eller fakultative nedslag (nettolejeværdien).

Møblerede lokaler, der anvendes både erhvervsmæssigt og til beboelse, er også skattepligtige. Ikke kun ejere, men også almindelige lejere har pligt til at betale skatten, og ejeren af en ejendom skal - til forskel fra en lejer - betale både "taxe foncière" og "taxe d'habitation".

Uanset at boligskatten på nogle punkter afviger fra den danske ejendomsværdiskat, er det Skatteministeriets opfattelse, at boligskatten kan fradrages i den danske ejendomsværdiskat efter EVSL § 12, da der er tale om en skat på lejeværdien af boligen. Det er kun muligt at få fradrag for lokaler m.v., som ejeren selv benytter som bolig og betaler ejendomsværdiskat af.

Sammen med taxe d'habitation indbetales en TV-afgift eller -licens, "la contribution à l'audiovisuel public". Denne kan ikke fradrages i ejendomsværdiskatten, da den er betaling for en tjenesteydelse.

Spansk skat på fast ejendom

Den spanske skat på fast ejendom, "El impuesto sobre los bienes inmuebles" (IBI, hjemlet i Real decreto legislativo 2/2004 art. 60-77), er periodisk (årlig) og opkræves af kommunerne.

IBI er bredere end den danske ejendomsværdiskat, da den også omfatter grunde uden bygninger og konstruktioner samt jord og bygninger, der anvendes erhvervsmæssigt. Der er skattepligt for fysiske eller juridiske personer, der har ejendomsretten over ejendommen (eller visse begrænsede rettigheder).

Den kan således siges at svare til den danske ejendomsværdiskat kombineret med den danske grundskyld.

Beskatningsgrundlaget er matrikelværdien (el valor catastral) af den faste ejendom. Matrikelværdien udgøres af matrikelværdien af grunden plus matrikelværdien af bygningerne/ anlæggene. Matrikelværdien kan ikke overstige markedsværdien.

Værdiansættelsen foregår på en noget anden måde end ved den danske vurdering. Der kan ske kollektiv eller individuel værdiansættelse, og en generel kollektiv værdiansættelse igangsættes fx, når det bliver åbenbart, at der er opstået betydelige forskelle mellem markedsværdierne og de værdier, der danner grundlaget for de gældende matrikelværdier, dog normalt mindst 5 år og højst 10 år siden ikrafttrædelsen af disse. Der kan ske en aktualisering af værdierne ved fastsættelse af koefficienter for de forskellige typer af ejendomme i de statslige finanslove.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at IBI på det grundlag må anses for at opfylde kravene i EVSL § 12 for fradrag, idet den beregnes ud fra værdien af ejendommen. Den kan dog kun fradrages i det omfang, hvor der skal betales dansk ejendomsværdiskat af ejendommen, dvs. boligdelen.

Genoptagelse

Personer, der den 1. januar 2009 eller senere har været berettiget til fradrag i den danske ejendomsværdi­skat for fransk eller spansk skat på fast ejendom efter de ovenfor beskrevne regler, men ikke har fået fradraget, kan anmode SKAT om at få genoptaget ansættelsen af deres ejendomsværdiskat efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, om ordinær genoptagelse. Se Den juridiske vejledning (2010-2), afsnit A.A.8.2.1.2

Anmodning om genoptagelse skal ske til SKAT. Størrelsen af de betalte franske eller spanske skatter, der berettiger til nedslag, og beregningsgrundlaget for disse, skal kunne dokumenteres.

Gyldighed

Dette styresignal er en præcisering af gældende ret.