Dato for udgivelse
30 sep 2010 09:48
Resumé

SKAT gennemgår nu over 20.000 lønmodtageres årsopgørelse for 2009, hvor der er forskel mellem hvad de har selvangivet og SKATs oplysninger.  Sidste år blev 35.000 lønmodtagere gennemgået og der blev fundet fejl i knap hver tredje årsopgørelse.


Differencer mellem SKATs oplysninger om indkomst og fradrag og årsopgørelsens oplysninger er igen i år målet for en landsdækkende kontrol. I år vil 20.000 lønmodtagere få gennemgået forskellene.

- Der er nu man selv kan nå at rette forskelle mellem vores oplysninger og de oplysninger man indberettede til årsopgørelsen. Vi har oplevet, at der både er nogen, der glemmer at skrive fradrag på årsopgørelsen, ligesom der er nogen, der får skrevet lidt for store fradrag på, siger Gitte Kjærgaard, der er tovholder på projektet.

Sidste år gennemgik SKAT 35.000 lønmodtageres årsopgørelser og fandt fejl i knap hver tredje årsopgørelse. I alt fik 6.300 forhøjet deres indkomst med 177 mio. kr. og der var 4.200, der fik nedsat indkomsten med 105 mio. kr.

Resultaterne fra projektet vil blive analyseret for at give et billede af hvorfor der opstår differencer mellem de oplysninger, som SKAT får fra for eksempel banker, arbejdsgivere samt fagforeninger og så hvad lønmodtagerne selv oplyser til årsopgørelsen.

- Den viden vi får fra analyserne, skal vi bruge, så vi i fremtiden kan blive langt bedre til at målrette vores information og vejledning til borgerne. På den måde skulle vi gerne kunne få nedbragt antallet af differencer i fremtiden, siger Gitte Kjærgaard.

Langt de fleste borgere har helt styr på årsopgørelsen. Omkring én procent af lønmodtagerne foretager bevidst snyd, og syv procent laver fejl, fordi de ikke kender eller har misforstået reglerne.

Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900; borgere: 7222 1818