Dato for udgivelse
26 sep 2010 09:03
Resumé

SKAT har succes med at benytte sin Al Capone-strategi mod det organiserede bandemiljø. En kulegravning af bandemedlemmernes økonomi betyder, at sager for 27 millioner kroner er blevet overdraget til politiet. Desuden har SKATs fogeder opkrævet restancer for i alt 5 millioner kroner.


Som en del af finanslovsaftalen for 2010 afsatte Regeringen og Dansk Folkeparti ekstra midler til SKATs indsats mod kriminelle bander. De ekstra ressourcer er blevet brugt til at lægge øget pres på de enkelte bandemedlemmer. Alene i løbet af årets første otte måneder har SKAT fået mange millioner kroner ind via den såkaldte Al Capone-metode, hvor SKAT kulegraver bandemedlemmernes privatøkonomi.

- Alle ved, at det gør ondt at blive ramt på pengepungen, og med de beløb vi indtil videre har hentet, må det gøre rigtig ondt på de involverede, og vi har bestemt ingen planer om at stoppe, siger skatteminister Troels Lund Poulsen.

Al Capone-metoden indebærer, at SKAT systematisk undersøger alle kendte bande- og rockermedlemmers økonomiske forhold og kigger på deres involvering i virksomheder og hvem deres samhandelspartnere er. I år er fire sager allerede blevet afgjort og endte med samlede bøder på over 2,6 millioner kroner. Én af sagerne endte desuden med ubetinget fængselsstraf. Yderligere fem sager ligger klar ved retten, og flere er på vej.

- Lige nu er der oversendt 13 sager til politiet. De 13 sager alene indeholder reguleringer på omkring 27 millioner kroner. Det siger rigtig meget om, hvor store beløb, der i spil, siger Johnny Schaadt Hansen, skattedirektør med ansvar for SKATs indsats mod økonomisk kriminalitet.

Også SKATs fogeder har haft travlt. Ét af formålene med udvidelsen af SKATs bandeenhed var nemlig at styrke inddrivelsen af bande- og rockermedlemmernes gæld til det offentlige. Indtil videre har SKATs fogeder foretaget 135 udlægsforretninger og fået over fire millioner kroner ind i kontanter og foretaget udlæg i aktiver for yderligere en million kroner.

- Jeg vil ikke finde mig i, at man skylder mange tusinde til det offentlige og så kører rundt i en luksusbil, så også her er der blevet sat hårdt ind, siger Troels Lund Poulsen.

Udover fogedsagerne har SKATs bandeenhed i år beslaglagt tre køretøjer og opkrævet næsten 600.000 kroner i afgifter.

Som en del af Al Capone-strategien arbejder SKAT tæt sammen med politiet, som bl.a. er med når SKAT besøger bande- og rockermedlemmer og konfiskerer penge, smykker og biler, så gælden til det offentlige kan blive betalt.

Yderligere oplysninger: journalister 72 37 09 00, borgere og virksomheder 72 22 18 18.

 

Anonymiserede sager

Mor betaler
Et bandemedlem har gæld til det offentlige på i alt 180.000 kroner, men kører i en bil til en værdi af 200.000 kroner. Bilen er registreret med moderen som ejer. Nærmere undersøgelser viser dog, at købet af bilen og betalingen af de løbende omkostninger ikke blev betalt via moderens konti. Moderen forklarer, at det er hendes bil, men giver udtryk for at hun er træt af sønnens kriminelle løbebane og ikke mindst af hans økonomiske situation. Moderen ender derfor med at betale sin søns gæld.

Fik bilen beslaglagt
På en af SKAT og politiets fællesaktioner bliver et fremtrædende medlem af en rockerklub taget i en bil til 200.000 kroner. Det selskab, der er registreret som ejer af bilen, har en restance på en million kroner til SKAT. Bilen bliver derfor beslaglagt. 12 dage senere er gælden betalt, og bilen kan igen blive frigivet til selskabet.

Gevinst af sommerhussalg gik til SKAT
Et medlem af en rockerklub har gennem sin virksomhed oparbejdet gæld til SKAT i form af manglende moms- og skatteindbetalinger. Under dialogen med SKAT indvilliger manden i at afmelde sin virksomhed. Han oplyser desuden, at han har solgt sin Harley Davidson motorcykel. SKAT foretager derfor udlæg i overskuddet på 30.000 kroner. SKAT har inden mødet med manden undersøgt hans samlevers økonomiske forhold og fundet frem til et beløb, som stammer fra salget af parrets fælles sommerhus. Hele gevinsten fra salget er blevet overført til samleverens konto formentligt i forventning om, at pengene dermed var udenfor SKATs rækkevidde. Manden har dog hævet beløb til dækning af indkøb til hans virksomhed, og SKAT foretager derfor udlæg i mandens andel af kontoen og henter yderligere 95.000 kroner til statskassen.

Momsangivelse endte med fængsel og millionbøde
Et selskab indsender en negativ momsangivelse på 1,7 millioner kroner. Da SKAT beder om nærmere dokumentation, udfærdiger direktøren - som også er et fremtrædende rockermedlem - en falsk faktura og en falsk kreditnota. Direktøren får dog kolde fødder og oplyser, at handlerne der ligger til grund for momsangivelsen ikke er blevet til noget. Samme direktør har også tidligere gjort brug af en falsk faktura. Sagen kom i retten og blev afgjort som en tilståelsessag. Direktøren blev idømt ni måneders ubetinget fængsel og en bøde på 1,7 millioner kroner.