Parter

A
(Advokat Martin Frøkjær)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Mette Lindskoug)

Afsagt af byretsdommer

Lillian Lund Tinggaard

Indledning

Denne sag, der er anlagt den 19. august 2008, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, har ydet fuldt vederlag til H1 Export ApS, i det følgende kaldet selskabet, for driftsmidler til en værdi af 400.000 kr., som A fik overdraget kort før, selskabet blev tvangsopløst i januar 2003, eller om der foreligger en maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, på 350.000 kr., svarende til den del af værdien, som blev berigtiget ved As overtagelse af selskabets reetableringsforpligtigelse overfor A som udlejer af de lokaler, hvorfra selskabet havde drevet virksomhed med fjerkræslagteri.

Påstande

A har i første række nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at As aktieindkomst nedsættes med 350.000 kr. for indkomståret 2003.

A har i anden række nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A indrømmes et fradrag i sin personlige indkomst på 350.000 kr. for indkomståret 2003.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens faktiske omstændigheder

Landsskatteretten afsagde den 10. april 2008 følgende kendelse

"...

Klagen vedrører maskeret udlodning ved anpartshaverens køb af driftsmidler fra selskab, idet overtagelse af reetableringsforpligtelse ikke er anerkendt som en del af overdragelsessummen. Subsidiær påstand om fradrag af tab på fordring mod selskab vedrørende reetableringsforpligtelse.

Landsskatterettens afgørelse

Aktieindkomst

Skatteankenævnet har forhøjet indkomsten med 350.000 kr. som maskeret udlodning i forbindelse med køb af driftsmidler fra selskab.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren har i indkomståret 2003 ejet kapitalen i H1 Eksport ApS. Selskabet har drevet hønseslagteri i driftsbygninger, som er ejet af klageren. Selskabet har i februar 2002 indstillet driften på grund af sygdom i hønsebesætningen. Klagerens samlever BA har været administrerende direktør i selskabet. Selskabet er tvangsopløst ved skifteretten den 24. januar 2003. Opløsningen er sket i medfør af anpartslovens § 60, jf. § 61, jf. princippet i konkurslovens § 143, stk. 1, som værende uden midler. BA har på den afsluttende skiftesamling afgivet erklæring om, at selskabets driftsmidler er solgt til ham personligt den 20. december 2002.

Lejekontrakten mellem selskabet og klageren er indgået den 7. januar 1995. Det fremgår bl.a. af lejekontraktens § 9:

"Ved lejemålets ophør forbliver de på ejendommen opførte bygninger og disses mur- og nagelfaste tilbehør og installationer af enhver art udlejers ejendom.

Lejeren er dog berettiget og forpligtet til, med mindre andet er aftalt med udlejer, at fjerne alt løsøre og inventar samt tekniske installationer, bekostet af lejeren, som er indsat i det lejede, så som kontormøbler, reklameskilte, maskin-, og inventardele og som ikke hører til ejendommen, mod at bringe det lejede tilbage til dets oprindelige stand.

Såfremt udlejeren kræver det, skal forandringer i lejemålets indretning fjernes, således at lejemålet fremtræder således, som det var indrettet ved lejemålets begyndelse."

Den 4. januar 2003 er der indgået en aftale mellem selskabet og BA, om overdragelse af samtlige aktiver tilhørende selskabet for 900.000 kr., som skal erlægges dels ved overtagelse af kassekreditten i Danske Bank på 400.000 kr. dels ved overtagelse af reetableringsomkostninger på 500.000 kr. Handlen er fra købers side betinget af overtagelse af/afvikling af lån. Den 25. januar 2003 er der indgået en aftale mellem BA og klageren om klagerens køb af samtlige driftsmidler ejet af BA til samme pris og på samme vilkår, som de er overdraget til ham fra selskabet.

Danske Bank har haft løsørepanteret på 100.000 kr. i selskabets til enhver tid værende driftsinventar og -materiel, lejemål og goodwill. BA har kautioneret for kassekreditten.

I forbindelse med overdragelsen af driftsinventaret har Danske Bank i et brev af den 18. september 2003 meddelt BA:

"Køb af maskiner samt indfrielse af din kautionsforpligtelse for H1 Export ApS. Som aftalt i telefonen i dag, skal jeg hermed for god ordens skyld bekræfte, at banken kan acceptere, at du straks indbetaler kr. 100.000,- og at beløbet anvendes således:

kr. 50.000,- køb af driftsmateriel og maskiner tilhørende H1 Export ApS, banken vil efter indbetalingen ikke længere have pant i ovennævnte.

kr. 50.000,- á conto på din kautionsforpligtelse for H1 Export ApS, efter indbetalingen resterer der herefter kr. 50.000,- af din kautionsforpligtelse.

Vi skal også bekræfte, at vi vil være indstillet på, at resten af din kautionsforpligtelse på kr. 50.000,- indbetales successivt gennem det næste halve år, på en separat oprettet konto hos os.

Det separate kontonummer til indbetaling af restkautionsforpligtelsen er ... og vort reg. nummer er ...

..."

Det fremgår af bankkontoudtog, at klageren den 25. september 2003 har indsat 100.000 kr. konto nr. ... i Danske Bank. Det fremgår af de indberettede oplysninger, at saldoen på kassekreditkontoen den 31. december 2003 har udgjort 628.110 kr. Den 17. november 2005 er de 100.000 kr. blevet overført til kassekreditkontoen. På kontoen er der den 15. februar 2006 indsat 53.699 kr., hvorefter saldoen har udgjort 474.411 kr., som banken har afskrevet som tabt.

I et brev af 14. februar 2006 har Danske Bank på klagerens forespørgsel bl.a. oplyst, at uagtet at selskabet i 2000/01 har foretaget nyanskaffelser for ca. 1,5 mio. kr., har banken vurderet, at driftsmateriellet og inventaret ikke ville have en værdi på over 400.000 kr. Banken har med henvisning til lejekontraktens § 9 vurderet, at banken ved udnyttelse af pantet ville overtage reetableringsforpligtelsen. På denne baggrund har banken stillet sig tilfreds med 50.000 kr. for driftsmidler og driftsinventar.

Til beskrivelse af reetableringsomkostningernes størrelse har klagerens repræsentant fremlagt et overslag dateret den 21. september 2005 fra G1 ApS. Murermesterfirmaet har anslået reetableringsudgifterne til 317.700 kr. ekskl. moms.

Det fremgår af bilag til klagerens selvangivelse for 2003, at indtægterne i udlejningsvirksomheden har udgjort 0 kr. Hun har fratrukket afskrivninger på driftsmidler på 180.000 kr. svarende til 20 % af en anskaffelsessum på 900.000 kr. Skattemyndighederne har anset handlen for indgået direkte mellem klageren og selskabet til en pris på 400.000 kr., idet myndigheden har set bort fra reetableringsomkostningerne. Afskrivninger og afskrivningsgrundlaget er nedsat til henholdsvis 80.000 kr. og 400.000 kr. Nedsættelsen er ikke påklaget. Da klageren ikke har overtaget kassekreditten, har skattemyndigheden beskattet klageren af maskeret udlodning på 400.000 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Det er ubestridt, at driftsmidlerne er overdraget direkte fra selskabet til klageren, og at handelsværdien har udgjort 400.000 kr. Reetableringsomkostninger til en værdi af 500.000 kr. kan ikke anses for overtaget af klageren og kan derfor ikke indgå som en del af anskaffelsessummen. Der er ikke rettet krav mod selskabet i forbindelse med tvangsopløsningen og den samtidige ophævelse af lejekontrakten. Kravet må derfor anses for bortfaldet. Lokalerne er ikke efterfølgende blevet reetableret, og der drives fortsat fjerkræslagteri fra ejendommen. Selskabets ombygning af ejendommen har således tilført klageren en værdi. Danske Bank har ikke haft en reetableringsforpligtelse, som er overtaget af klageren i forbindelse med erhvervelsen af driftsmidlerne. Det er endvidere ikke godtgjort, at Danske Bank har indgået en aftale med klageren om, at hun er forpligtet til at indfri kassekreditten. Det kan tværtimod konstateres, at trækket på kassekreditten er blevet forøget efter overdragelsen af driftsmidlerne. Klageren har indbetalt 100.000 kr., heraf har 50.000 kr. medgået til dækning af pantets værdi i driftsmidlerne. Da klageren har overtaget driftsmidler til en værdi på 400.000 kr., som hun kun har betalt 50.000 kr. for, har hun modtaget en udlodning fra selskabet på 350.000 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at forhøjelsen af indkomsten med maskeret udbytte på 350.000 kr. nedsættes til 0 kr. Der er nedlagt en subsidiær påstand om, at der indrømmes klageren et fradrag i den personlige indkomst på 350.000 kr. Ved overdragelse af driftsmidlerne har klageren ydet selskabet fuldt vederlag svarende til driftsmidlernes handelsværdi på overdragelsestidspunktet. Handelsværdien kan maksimalt have udgjort 400.000 kr. svarende den beløbsmæssige gældssaldo på kassekreditten. Danske Bank har vurderet værdien af driftsmidler og inventar til 400.000 kr. Klageren har alene overtaget driftsmidler. I forbindelse med oprettelsen af kassekreditten har Danske Bank opnået en pantesikret ret i det til enhver tid til selskabet hørende driftsinventar og driftsmateriel af enhver art, samt i selskabets lejemål og goodwill. Kassekredittens trækningsret samt løsøreejerpantets beløbsmæssige størrelse udgjorde oprindeligt 100.000 kr., men er senere blevet forhøjet til 300.000 kr. Klagerens overtagelse af driftsmidlerne har været omfattet af Danske Banks pant. Ved berigtigelsen af driftsmidlerne har klageren erlagt fuld betaling svarende til driftsmidlernes handelsværdi.

Driftsmidlernes handelsværdi er delvist berigtiget ved klagerens overtagelse af reetableringsomkostninger i forbindelse med selskabets lejemål. Det fremgår af ordlyden af den indgåede lejeaftale, at der har påhvilet selskabet en reetableringsforpligtelse i relation til lejemålet. Det må anses for utvivlsomt, at reetableringskravet fortsat består, og at det har en reel værdi. Det burde således være evident, at indretningen af de almindelige driftsbygninger til fjerkræslagteri har omfattet væsentlige bygningsmæssige ændringer, og at en tilbageførsel til driftsbygningernes oprindelige tilstand vil medføre udgifter. På grund af selskabets tvangsopløsning har selskabet ikke kunnet imødekomme reetableringskravet, som klageren har gjort gældende i umiddelbar forbindelse med ophøret af selskabets lejemål.

I forbindelse med indbetalingen af de 50.000 kr. og den deraf følgende frigørelse for Danske Banks pant i driftsmidlerne, er klageren indtrådt som hovedaktionær og driftsherre af slagteriet i lejemålet og dermed i reetableringsforpligtelsen, som har påhvilet selskabet som lejer. Kravet har udgjort ca. 350.000 kr. Kravets størrelse er sandsynliggjort dels ved en sagkyndig erklæring og dels af Danske Bank. Klageren har derfor erlagt fuld betaling svarende til driftsmidlernes handelsværdi på 400.000 kr.

Selskabet har under henvisning til dets tvangsopløsning ikke kunnet imødekomme reetableringskravet, som er blevet gjort gældende af klageren i umiddelbar forbindelse med ophøret af selskabets lejemål. I forbindelse med selskabets tvangsopløsning har klageren realiseret et fradragsberettiget tab på 350.000 kr. Kravet udgør en pengefordring, som er omfattet af kursgevinstloven. Fordringen skal værdiansættes til kursværdien på tidspunktet for indgåelse af lejekontrakten. Kravet har tilknytning til klagerens udlejningsvirksomhed, hvorfor det kan fradrages som en driftsomkostning. En genudlejning af det omhandlede lejemål vil forudsætte en reetablering i relation til de ombygninger m.v., som er gennemført af selskabet. Tabet må anses at falde indenfor rammerne af virksomhedens naturlige driftsrisiko. Der er i retspraksis ikke hjemmel til at identificere et selskab og en aktionær. Klagerens krav mod selskabet har ikke karakter af et almindeligt udlån, og den henstand, der måtte være ydet, er ikke sket frivillig.

Klagerens høringssvar

Lejekontrakten mellem selskabet og klageren kan ikke anses for ophørt samtidigt med klagerens erhvervelse af selskabets aktiver, idet overdragelse af aktiverne er sket forud for selskabets tvangsopløsning. Reetableringsforpligtelsen påhvilede selskabet på tidspunktet for aktivernes overdragelse til klageren, og det er aftalt, at berigtigelsen af overdragelsessummen delvist skal ske ved overtagelse af reetableringsomkostninger i forbindelse med lejemål. Tabet er realiseret, idet kravets kursværdi på realisationstidspunktet har været mindre end anskaffelsessummen. Klageren har som følge af selskabets tvangsopløsning efter bestemmelserne i anpartsselskabslovens §§ 60 og 61 ikke haft mulighed for at anmelde sit krav. Kravet er ophørt, men ikke bortfaldet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses. Det fremgår af ligningslovens § 16 a, stk. 1, 1. pkt. Udbytte fra selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, beskattes som aktieindkomst. Det fremgår af personskattelovens § 4a, stk. 1, nr. 1.

Handler mellem et selskab og dets aktionærer og dets anpartshavere skal indgås på armslængdevilkår. Det fremgår af ligningslovens § 2.

Tab og gevinst på fordringer beskattes efter kursgevinstloven. Tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring og tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige behandles dog efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Gevinst og tab på fordringer og gæld, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i de indkomstår, hvori gevinsten eller tabet er realiseret. Det fremgår af kursgevinstlovens § 25, stk. 1. Gevinst eller tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på anskaffelsestidspunktet, med mindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb. Det fremgår af kursgevinstlovens § 26, stk. 1.

Skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer.

Der er mellem skatteankenævnet og klageren enighed om, at selskabets aktiver er overdraget direkte fra selskabet til klageren, og at handelsværdien på overdragelsestidspunktet har udgjort 400.000 kr. Uenigheden for Landsskatteretten vedrører herefter alene spørgsmålet, om anskaffelsessummen kan anses for delvist finansieret ved overtagelse af en reetableringsforpligtelse på 350.000 kr.

Klageren har ikke fremsat krav om reetablering, bl.a. fordi hun ikke har haft ønsker herom. Der er derfor ikke opstået noget krav eller forpligtelse, der kan overtages. Allerede af den grund har klageren ikke lidt noget tab, der kan fradrages. Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes.

..."

Danske Bank havde rettelig pant for 300.000 kr. og ikke blot 100.000 kr., og Danske Bank har i forbindelse med tvangsopløsningen af selskabet afskrevet et tab på 474.411,22 kr.

Det fremgår af selskabets årsregnskab for 1995/1996, at selskabet da havde en nettoomsætning på 439.000 kr., et resultat før ekstraordinære poster og skat på -30.000 kr., materielle anlægsaktiver for 536.000 kr., aktiver i alt for 1.061.000 kr. og en positiv egenkapital på 144.000 kr. Af årsregnskabet for 2000/2001 fremgår et bruttoresultat på 543.000 kr., et resultat før skat på -6.000 kr., anlægsaktiver for 1.476.000 kr., og en positiv egenkapital på 488.000 kr.

G2 ApS, der har BA som bestyrelsesmedlem, havde i sit første regnskabsår fra 1. marts til 31. december 2004 en nettoomsætning på 256.941 kr. I 2007 var BA eneste ansatte og havde et tilgodehavende hos G2 ApS på 235.000 kr.

Der er under sagen indhentet syn og skøn ved civilingeniør KJ. Af skønsmandens besvarelse af spørgsmål 5 fremgår, at udgiften til nedtagning og bortkørsel af de indretninger, der er foretaget for indretning af slagteri i 2003, ville være 410.000 kr. excl. moms, hvis fjernelse skete til skrotning og 435.000 kr. excl. moms, hvis fjernelse skete med henblik på videresalg.

Forklaringer

BA har forklaret, at han er samlevende med A og var direktør for selskabet, som drev virksomhed som slagteri. Driften gik godt, indtil der kom konkurrence fra et nyt slagteri i ..., og fjerkræsygdommen Newcastle disease brød ud. Slagteriet modtog høns, som blev slagtet og videresolgt, primært som bulkvarer til eksport. Bygningerne var eksisterende driftsbygninger til boligen, men blev gradvist indrettet til slagteri.

Ejendommen er meget naturskønt beliggende og var tidligere en lystejendom, men er nu usælgelig på grund af indretningen. Han og A har talt med to mæglere, som begge mener, at ejendommen kan koste 3-3,5 millioner kroner, hvis den reetableres som lystejendom, men ellers er værdien 500.000 kr. mindre.

Lejekontrakten blev udfærdiget af en advokat, som sagde om kontraktens § 9, at så var de sikre på at få gjort ordentligt færdigt, hvis virksomheden sluttede. Det lød fornuftigt. Der blev ikke stillet sikkerhed fordi, han var samlevende med A og fordi, der var værdier i slagteriet, som kunne betale for reetablering.

Slagteriet argumenterede i sin markedsføring med, at man slagtede i Danmark, så hønsene ikke skulle transporteres til udlandet, men det argument faldt væk, da slagteriet i ... åbnede. ... betalte desuden penge for hønsene, hvor selskabet var vant til at få de udtjente høns gratis. Dertil kom Newcastle disease. Det skete alt sammen inden for 1½ år. De havde ingen høns og kunne heller ingen sælge. Det kunne ikke fortsætte, og de besluttede ikke at lave regnskab.

Der var en korrespondance med banken, og de aftalte købet af driftsmidlerne med banken. BA troede dengang, at han kunne sælge inventaret og få penge ud af det, så han gjorde en god handel. Inventaret skulle sælges for at skaffe penge til reetablering. Det viste sig imidlertid umuligt. Han forsøgte, indtil G2 ApS kom på banen og manglede et sted at slagte. Nu anvendes inventaret i stedet af G2 ApS, som driver slagteri på meget lavt blus.

Skifteretsmødet var ganske kort, og retsbogsudskriften er korrekt.

SL har forklaret, at han er ansat i Danske Bank og var sagsbehandler på sagen med selskabet og salget af maskinerne. Det havde over årene knebet med at få driften i selskabet til at løbe rundt. Fra november 2001 forsøgte selskabet at sælge slagteriet. Da selskabet mistede penge ved en kundes betalingsstandsning, gik det ikke længere. Selskabet havde ikke penge til regnskaber.

Danske Bank havde pant i inventar og maskiner for 300.000 kr., som skyldtes for et valutalån og en kassekredit, og banken kunne vælge at sælge pantet, men skulle så reetablere lokalerne. Det var man i banken overbevist om, at man havde pligt til. Reetablering kunne koste mange penge og var uoverskueligt. Det er heller ikke hverdagskost at sælge sådanne maskiner. BA tilbød at overtage maskinerne mod at reetablere lokalerne, og det blev aftalt, at han ud over reetableringsudgiften skulle betale 50.000 kr. til banken for aktiverne. BA var direktør i selskabet, og det var ham, banken talte med. BA plejer at være meget troværdig, og de tvivlede ikke på ham.

Parternes argumenter

A har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at der er handlet på armslængdevilkår. Reetableringsforpligtelsen var et reelt kontraktskrav i lejekontraktens § 9, som stemmer overens med almindelige lejeretlige regler. Kravet er stiftet i januar 1995 og aktualiseret og konverteret til et pengekrav, da selskabet blev tvangsopløst. Der var foretaget væsentlige bygningsændringer, og det er ved syn og skøn dokumenteret, at reetablering ville koste mere end 350.000 kr. Der er intet krav om, at der rent faktisk skal være sket reetablering. Danske Bank, som havde modsat rettede interesser i forhold til BA, var af den opfattelse, at reetableringskravet bestod. Kravet blev reelt aktualiseret ved tvangsopløsningen. Det er uden betydning, at kravet ikke blev nævnt under det korte møde i skifteretten, og det var valgfrit, om A i 1995 ville kræve sikkerhed eller ej. Den objektive markedsværdi er afgørende. Der gælder ikke en særlig værdi for en hovedaktionær. Den nuværende indretning værdiforringer ejendommen. A har således løftet sin bevisbyrde.

A har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at der er realiseret et fradragsberettiget kurstab på 350.000 kr., jf. kursgevinstbeskatningslovens § 1. Eventualfordringer af tvivlsom værdi er omfattet af kursgevinstbeskatningsloven. Anskaffelsestidspunktet er januar 1995, og da havde fordringen kurs 100 for selskabet havde pengene. I januar 2003 var selskabet insolvent, og værdien var kurs 0. Der er derfor realiseret et kurstab på 350.000 kr. Kurstabet er realiseret i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af udlejningsvirksomheden.

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden i forhold til As principale påstand gjort gældende, at da der er fuldstændigt interessesammenfald, har A bevisbyrden for, at der ikke foreligger maskeret udbytte. Fordele opnået i kraft af As status som eneaktionær skal beskattes som maskeret udlodning. En sådan fordel opnåede A, da hun fik mulighed for at udtage aktiver for 400.000 kr. mod at betale 50.000 kr. og overtage et reetableringskrav, som hun selv var herre over. Selskabet og dets kreditorer opnåede ingen fordel. Selv om noget ellers ser helt normalt ud, kan interesseforbindelse ændre vurderingen. Der påhviler derfor A en temmelig tung bevisbyrde. Reetableringspligt er et sædvanligt kontraktsvilkår, men her er det ikke dokumenteret, at udlejer nogensinde har krævet reetablering, så kravet er aldrig aktualiseret. A vidste i kraft af samlivet med BA, at selskabet var på vej mod tvangsopløsning, men krævede alligevel ikke reetablering. Hverken aftalerne af 4. januar eller af 25. januar 2003 indeholder påkrav om reetablering. Kravet kan derfor heller ikke efterfølgende gøres gældende. Kravets manglende eksistens vises også af, at det ikke blev oplyst overfor skifteretten, der blev ikke stillet sikkerhed for det, det er ikke medtaget i regnskaberne som et passiv, og der er aldrig sket reetablering, tværtimod drives der fortsat slagteri fra lokalerne. Hvis der var sket reetablering, kunne lokalerne ikke være brugt til slagteri, inventaret ville være værdiløst og samleveren arbejdsløs. SLs forklaring ændrer intet. Kun A vidste, at reetableringskravet ikke ville blive gjort gældende. A har således ikke løftet sin bevisbyrde.

Skatteministeriet har til støtte for sin frifindelsespåstand i forhold til As subsidiære påstand gjort gældende, at fradrag efter kursgevinstbekatningsloven forudsætter, at der foreligger et pengekrav og et tab. Her foreligger der kun et betinget krav, som er bortfaldet. Der foreligger heller intet tab, for ejendommen med indretningen kan bidrage til lejeindtjeningen som før tvangsopløsningen.

Rettens begrundelse og resultat

Det er ikke dokumenteret, at reetableringsforpligtelsen af A er gjort gældende overfor selskabet. Henset til, at hun både var udlejer af den faste ejendom og indehaver af selskabet samt samlevende med dets direktør, findes der dog ikke at kunne lægges afgørende vægt på dette, da det ved et sådant personsammenfald, og i en virksomhed af den omhandlede karakter og størrelse, ikke vil være sædvanligt at rejse formelle skriftlige krav, selv om man ønsker at gøre et krav gældende. Det findes heller ikke at være afgørende, at kravet ikke blev nævnt i skifteretten, da mødet her i overensstemmelse med BAs forklaring må antages at have været ganske kort, og da opløsningen af selskabet skete på et summarisk grundlag og uden, at en likvidator havde foretaget en nærmere gennemgang af selskabets økonomi.

Retten lægger i overensstemmelse med BAs forklaring til grund, at det i januar 2003 var hensigten at stoppe virksomheden med slagteri på ejendommen, sælge driftsinventaret og reetablere ejendommen som lystejendom, men at det viste sig umuligt at sælge driftsinventaret og dermed skaffe penge til reetablering, hvorfor G2 ApS engang efter 1. marts 2004 begyndte at benytte slagteriet og fortsat benytter det, om end driften er på et lavere niveau end selskabets var. Denne forklaring bestyrkes af det forhold, at der gik mere end 2 år efter, at driften i selskabet var indstillet, og mere end et år efter tvangsopløsningen, inden der igen blev slagtet fjerkræ på ejendommen. Det fremstår derfor ikke sandsynligt, at det på tidspunktet for tvangsopløsningen var hensigten at fortsætte benyttelsen af ejendommen som fjerkræslagteri.

Retten lægger således i overensstemmelse med, hvad der forudsætningsvist fremgår af aftalerne af 4. januar 2003 og 25. januar 2003, til grund, at reetableringskravet bestod og var aktualiseret.

Det er ved syn og skøn dokumenteret, at det i 2003 ville have kostet mere end 350.000 kr. at fjerne fjerkræslagteriet fra ejendommen og reetablere denne. Når reetablering ikke skete i tiden efter tvangsopløsningen, skyldtes det efter BAs forklaring pengemangel og ikke manglende ønske om reetablering, og det forhold, at der ikke skete reetablering, betyder, at ejendommen ved salg til sit oprindelige og mest oplagte formål, nemlig lystejendom, har en noget lavere værdi. As overtagelse af sit eget reetableringskrav kom derfor reelt til at betyde, at hun gav afkald på reetablering med den konsekvens, at hendes ejendom fortsat har en værdiforringende indretning. Denne værdiforringelse, som næppe er mindre end reetableringsomkostningerne ville være, findes at være en reel økonomisk ydelse fra As side, som modsvarer værdien af de modtagne aktiver.

Dansk Bank havde som kreditor ved tvangsopløsningen et tilgodehavende, der oversteg driftsinventarets værdi, og banken vurderede, at man ville opnå mere ved at få et kontantbeløb på 50.000 kr., end ved selv at tiltræde pantet i driftsinventaret og sælge det. Rigtigheden af denne vurdering er bekræftet af resultatet af det foretagne syn og skøn. Det bemærkes, at det ikke findes at være afgørende, om Danske Bank retligt var forpligtet til at foretage reetablering, såfremt banken realiserede sit pant, men at banken ifølge SL havde accepteret, at man havde en sådan pligt. For denne panthaver var der således en fordel knyttet til As overtagelse af reetableringsforpligtelsen, idet aftalen indebar, at Danske Bank fik betalt 50.000 kr. af sit tilgodehavende.

Retten finder på denne baggrund, at A har ydet fuldt vederlag for driftsinventaret, og hendes principale påstand tages til følge.

Skatteministeriet skal betale sagsomkostninger til A med 4.000 kr. til dækning af retsafgift, 18.375 kr. til honorar til skønsmanden og 50.000 kr. inklusive moms til dækning af rimelige omkostninger til advokatbistand. Der er ved beløbets fastsættelse taget hensyn til sagens genstand, problemstillinger og udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens, As, aktieindkomst nedsættes med 350.000 kr., for indkomståret 2003.

Skatteministeriet skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til A med 72.375 kr. inklusive moms.