Dato for udgivelse
31 May 2010 14:48
Gyldig til
1. januar 2012
Til
virksomheder mfl. inden for bilbranchen
Sagsnummer
10-039529
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé
Folketinget har den 28. maj 2010 vedtaget lovforslag L171 om ændring af registreringsafgiftsloven (Ændret beregning af registreringsafgift ved nedvejning eller ombygning af varebil til personbil) samt den 11. maj 2010 vedtaget lovforslag L149 om fradrag i den afgiftspligtige værdi for særlige integrerede sæder.

Folketinget har den 28. maj 2010 vedtaget lovforslag L171 om ændring af registreringsafgiftsloven (Ændret beregning af registreringsafgift ved nedvejning eller ombygning af varebil til personbil).

Lovændringerne træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende (midt i juni 2010).

Der henvises til SKATs nyhedsbrev af 23. marts 2010 om lovforslaget.

Virkningstidspunkt

Loven har virkning for køretøjer, der anmeldes/er anmeldt til registrering den 23. marts 2010 eller senere. Varebiler, der i 2010, men inden den 23. marts 2010, er anmeldt til berigtigelse af registreringsafgift med 95 pct. efter § 29 (import) eller § 29 a (nedvejning) i registreringsafgiftsloven, kan frem til udgangen af juni måned 2010 anmeldes til omregistrering fra varebil til personbil efter de hidtidige bestemmelser i registreringsafgiftsloven.

Det betyder, at de sager, der allerede var anmeldt til SKAT før lovforslaget blev fremsat, kan færdigbehandles fuldt ud efter de regler, der var gældende, da den 1. anmeldelse blev indgivet.

Det er dog en betingelse, at første anmeldelse er indgivet i perioden 1. januar 2010 til 23. marts 2010.

Det kræves ligeledes, at ombygningen fra varebil til personbil anmeldes til SKAT før den 1. juli 2010. Det er i den forbindelse uden betydning, om nedvejningen eller importsagen er færdigekspederet af SKAT eller ej.

Anmeldelser kan indgives allerede nu, også selv om loven endnu ikke er trådt i kraft.

Lovændringen

Afgiften for den op- eller nedvejede eller ombyggede varebil, beregnes som afgiften for brugte biler. Det nedslag, der gives for tidligere betalt registreringsafgift, opgøres på grundlag af køretøjets almindelige pris før ændringen.

Reglerne for beregning af registreringsafgift af nye køretøjer ændres til kun at gælde fabriksnye køretøjer og køretøjer, der skal afgiftsberigtiges efter de særlige regler for køretøjer, der genopbygges efter færdselsuheld, eksplosion, ildebrand og lignende.

Andre køretøjer afgiftsberigtiges efter reglerne for brugte køretøjer.

Omregistrering fra varebil til personbil

I tilfælde, hvor et køretøj skal afgiftsberigtiges på ny som følge af ændret afgiftsmæssig identitet, skal den nye afgift beregnes efter reglerne for beregning af registreringsafgift af brugte biler.

For brugte varebiler med 50 eller 95 pct. afgift nedsættes afgiften med 50 eller 95 pct. af den del af bilens afgiftspligtige værdi før ændringen, der overstiger 16.900 kr. For varebiler med 30 % afgift nedsættes afgiften med 30 pct. af den del af bilens afgiftspligtige værdi før ændringen, der overstiger 34.100 kr. Dog kan nedslaget højst udgøre 56.800 kr. for varebiler, der har betalt maksimum afgiften på 56.800 kr. De nævnte beløb nedskrives i forhold til bilens værditab.

Beregning i praksis

Den nye registreringsafgift som personbil beregnes ud fra bilens markedspris som personbil sammenholdt med den oprindelige nypris som personbil og værditabet. Det vil sige på helt samme måde, som for en brugt bil indført fra udlandet.

Modregningen af tidligere betalt afgift som varebil beregnes tilsvarende ud fra bilens markedspris som varebil før omregistreringen/ombygningen.

Op- eller nedvejning af varebil

Beregning af ny registreringsafgift, som følge af op- eller nedvejning af et køretøj, jf. registreringsafgiftslovens § 1a, skal ske på grundlag af reglerne for beregning af registreringsafgift af brugte køretøjer.

Nedslag for tidligere betalt registreringsafgift, beregnes på grundlag af køretøjets almindelige pris før op- eller nedvejningen.

Nedslaget for varebiler med en tilladt totalvægt før op- eller nedvejningen på over 3 tons, der er afgiftsberigtiget med det maksimale beløb på 56.800, kan højst udgøre 56.800 kr.


 

Folketinget har den 11. maj 2010 vedtaget lovforslag L149 om bl.a. ændring af registreringsafgiftsloven. Lovændringerne træder i kraft med virkning fra 1. juli 2010.

Lovændringerne betyder, at den afgiftspligtige værdi for nye personbiler, der inden afgiftsberigtigelsen er synet og godkendt med integrerede sæder, der erstatter bilens sædvanlige sæder, og som kan benyttes af såvel børn som voksne, nedsættes med 6.000 kr. pr. integreret sæde efter registreringsafgiftslovens § 8, stk. 6.

Nedsættelsen af den afgiftspligtige værdi er betinget af, at sæderne er godkendt og mærket som barnesæder i henhold til ECE regulativ 44-04 til børn i  både gruppe I (9-18 kg), gruppe II (15-25 kg) og gruppe III (22-36 kg) og er testet som almindeligt sæde i henhold til kravene i Rådets direktiv 76/115/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedsselers forankring i motordrevne køretøjer som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/41/EF og kravene i Rådets direktiv 74/408/EØF om motorkøretøjers sæder, disses forankring og nakkestøtter som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/39/EF.

Sæder, for hvilke den afgiftspligtige værdi er nedsat, kan ikke med virkning for afgiften anvendes ved afgiftsberigtigelse af andre personbiler.

L149 - Overgangsordning

Lovændringerne gælder for køretøjer, der er anmeldt til registrering i Centralregisteret for Motorkøretøjer fra og med den 1. januar 2010.

Fra og med den 1. juli 2010 kan der for køretøjer omfattet af registreringsafgiftslovens § 8, stk. 6,  der er afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens hidtil gældende regler i perioden fra og med den 1. januar 2010 indtil og med den 30. juni 2010, efter ansøgning ske omberegning af registreringsafgiften. Eventuelt for meget betalt registreringsafgift tilbagebetales. Tilbagebetalingen forrentes ikke.

Ansøgningen om omberegning (efter L149) skal være indgivet til SKAT senest den 30. september 2010.

Yderligere oplysninger

Har De spørgsmål, bedes De kontakte SKAT