Dato for udgivelse
04 May 2010 09:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 Apr 2010 15:33
SKM-nummer
SKM2010.294.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-206948
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Personalegoder, multimediebeskatning
Resumé
Skatterådet bekræfter, at en forenings medlemmer er omfattet af multimediebeskatningen, når der er tale om lønnet foreningsarbejde. Endvidere bekræfter Skatterådet, at multimediebeskatningen ikke omfatter den situation, hvor arbejdsgiveren dækker den ansattes dokumenterede udgifter til erhvervsmæssige telefonsamtaler som udlæg efter regning.
Reference(r)

Ligningsloven § 16, stk. 12

Henvisning
Ligningsvejledning 2010-1 A.B.1.9.

Spørgsmål

  1. Er distriktsudvalgsmedlemmer omfattet af reglerne om multimedieskat?
  2. Er de refunderede udgifter til erhvervsmæssige samtaler omfattet af multimediebeskatningen?

Spørgers opfattelse

  1. Nej.
  2. Nej.

SKATs indstilling

  1. Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.
  2. Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Medlemmer af Hjemmeværnets distriktsudvalg modtager:

  1. Mødediæter
  2. Befordringsgodtgørelse
  3. Refusion (max. 100 kr. pr. måned) af dokumenterede udgifter til erhvervsmæssige telefonsamtaler.

Distriktsudvalgsmedlemmerne er ikke medlemmer af Hjemmeværnet, men løser opgaver for foreningen. Der afholdes periodiske møder, og mødediæten ca. 400 kr. er skattepligtig. Der optjenes ikke feriepenge af mødediæterne. Der betales ikke skat af de øvrige ydelser. Distriktsudvalgsmedlemmerne får ikke stillet multimedier til rådighed.

"Det følger blandt andet af LBK nr. 198 af 9. februar 2007 af lov om hjemmeværnet, § 9, at landet opdeles i et antal distriktsområder, for hvilke der oprettes distriktsudvalg. Udvalgene træffer afgørelse om optagelse af frivillige i hjemmeværnet. Distriktsudvalgene består af en formand og 4 til 10 medlemmer, der udpeges for 4 år ad gangen. Formanden udpeges af forsvarsministeren, der også udpeger de øvrige medlemmer efter indstilling fra hver af landets kommunalbestyrelser. Se også BEK nr. 406 af 20. maj 1992 om hjemmeværnets distriktsudvalg. Ydelser til medlemmer af hjemmeværnets distriktsudvalg er reguleret jf. Hjemmeværnsbestemmelse 560-011 SEP. 2008."

Hjemmeværnskommandoen har i forbindelse med de nye multimediebeskatningsregler udarbejdet regler gældende for såvel de fastansatte som de frivillige medlemmer af hjemmeværnet.

Dog ønsker Hjemmeværnet at være helt sikker på, hvordan de skattemæssige forhold for distriktsudvalgsmedlemmerne forholder sig. Først herefter vil der blive udarbejdet retningslinier for denne persongruppe.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger mener at spørgsmålene skal besvares med nej.

SKATs indstilling og begrundelse

Der spørges om, hvorvidt distriktsrådsmedlemmer, der ikke er medlemmer af hjemmeværnet ved modtagelse af refusion af dokumenterede udgifter til erhvervsmæssige telefonsamtaler er omfattet af reglerne om multimediebeskatning.

Lovgrundlag:

Frivilligt ulønnet personel i hjemmeværnet der får stillet multimedier til rådighed til brug for bistand som led i hjemmeværnets virksomhed er ikke skattepligtig af rådighed over de pågældende multimedier.

Af ligningslovens § 7 M, stk. 3, fremgår således:

..."Uanset at en person, der er omfattet af stk. 1 eller 2, får stillet multimedier omfattet af ligningslovens § 16, stk. 12, til rådighed til brug for vedkommendes bistand som led i foreningens skattefri virksomhed eller hjemmeværnets virksomhed, anses personen fortsat for ulønnet, og vedkommende er ikke skattepligtig af privat rådighed over de pågældende multimedier. Har en person, der er omfattet af stk. 1 eller 2, fået stillet multimedier som nævnt i 1. pkt. til rådighed, kan der ikke udbetales skattefri godtgørelser efter stk. 1 og 2 for udgifter, som modtageren afholder til tilsvarende ydelser…"

Da distriktsmedlemmerne imidlertid modtager mødediæter, der er skattepligtige finder ligningslovens § 7 M allerede af den grund ikke anvendelse i nærværende sag.

I stedet er distriktsmedlemmerne omfattet af ligningslovens § 16, stk. 1, hvori anføres at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4 - 6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Tilsvarende gælder personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget, Regionsråd og kommunalbestyrelser.

Ved L 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget som lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.

I bemærkningerne til lovforslag, L 199 af 22. april 2009, pkt. 2.7.7., er det anført, at:

..."Multimediebeskatningen forudsætter, at arbejdstageren har privat rådighed over et af de pågældende goder. Rådighedsbegrebet indebærer, at det ikke er afgørende om, arbejdstageren rent faktisk benytter et af de omfattede personalegoder privat. Det forhold, at arbejdstageren konkret har mulighed for at bruge personalegodet privat, er nok til at udløse beskatningen..."

Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv. som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges private benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements- og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori inden af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Praksis:

I SKM2009.781.SR bekræfter Skatterådet, at de dagældende regler i ligningslovens § 16, stk. 13 om skattefrihed for arbejdsgiverbetalte opkoblinger til arbejdsgiverens netværk ikke vil være gældende fra og med 1. januar 2010. Skatterådet bekræfter videre, at arbejdsgivers helt eller delvise refusion af medarbejdernes dokumenterede udgifter til bredbånd vil være omfattet af den fra og med indkomståret 2010 gældende multimediebeskatning.

I SKM2009.781 bekræfter Skatterådet, at arbejdsgivers helt eller delvise refusion af medarbejdernes dokumenterede udgifter til bredbånd vil være omfattet af den fra og med indkomståret 2010 gældende multimediebeskatning.

I SKM2009.682.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at medarbejderne bliver omfattet af multimediebeskatningen, når arbejdsgiver yder et fast beløb til betaling af medarbejdernes bredbåndsforbindelser uanset om den skattepligtige afholder udgifter eller ej. Beløbet ses som et tillæg til lønnen og den ansatte skal beskattes af det efter statsskattelovens § 4.

Begrundelse:

Af Hjemmeværnets hjemmeside fremgår følgende:

..."Hjemmeværnet er en frivillig militær organisation, der støtter Forsvaret og de civile myndigheder. Soldaterne i hjemmeværnet har en militær uddannelse på linje med de værnepligtige og er dermed også uddannet til opgaver som brand, redning, bekæmpelse af forurening mv.

Historisk har hjemmeværnet sine rødder i modstandsbevægelsen fra 2. Verdenskrig, hvorfra grundlaget for hjemmeværnet udspringer. Lov om hjemmeværnet blev vedtaget i folketinget den 6. juli 1948, og 1. april 1949 var hjemmeværnet en realitet med 30.000 medlemmer fra dag ét.

En af hjemmeværnets helt store forcer er, at hjemmeværnssoldaterne er til stede i hele landet. Det betyder, at Hjemmeværnet med kort varsel kan stille enheder til lands, til vands og i luften i forbindelse med ulykker, katastrofer, terrorangreb mv.

De frivillige soldater bliver rekrutteret fra alle dele af samfundet. De fleste er privat ansatte, mange har en lang arbejdsuge og har ofte skiftende arbejdstider. Derudover er hjemmeværnssoldater generelt meget engageret i frivilligt arbejde ved siden af tjenesten i hjemmeværnet.

Tjenesten i hjemmeværnet er ulønnet. Men nødvendige udgifter bliver godtgjort ligesom, der kan udbetales tabt arbejdsfortjeneste for deltagelse i aktiviteter, der medfører indtægtstab for det enkelte medlem. Uniform og udrustning udleveres gratis, og der ydes fri kost og logi i tjenesten..."

Ad. spørgsmål 1:

Der spørges om, hvorvidt distriktsudvalgsmedlemmer er omfattet af reglerne om multimedieskat.

Distriktsmedlemmerne modtager mødediæter ca. 400 kr. pr. møde, der er skattepligtige. Distriktsmedlemmerne kan derfor ikke anses for frivilligt ulønnede og ligningslovens § 7 M, stk. 3 finder derfor ikke anvendelse.

Distriktsudvalgsmedlemmerne bliver derfor som udgangspunkt omfattet af reglerne om personalegoder i ligningslovens § 16, stk. 1, jf. ovenfor, og dermed også omfattet af reglerne om multimedieskat, jf. samme lovs § 16, stk. 12.

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares med et ja

Ad. spørgsmål 2:

I dette spørgsmål er der tale om, at der ydes en fast godtgørelse på 100 kr. pr. måned til dækning af dokumenterede udgifter til erhvervsmæssige telefonsamtaler.

Spørger refunderer således distriktsmedlemmerne udgift til dokumenterede erhvervsmæssige telefonsamtaler med op til 100 kr. pr. måned, og ønsker svar på om denne betaling er skattepligtig for modtagerne.

Til og med indkomståret 2009 gælder der særlige regler for beskatning af værdien af henholdsvis fri telefon og fri computer samt fri datakommunikationsforbindelse. Hel eller delvis arbejdsgiverbetalt privat datakommunikationsforbindelse bliver således ikke beskattet, hvis nogle nærmere betingelser er opfyldt.

Fra og med indkomståret 2010 skal den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed for privat brug af en eller flere arbejdsgivere m.v., som nævnt i ligningslovens § 16 stk. 1, beskattes med 3.000 kr. (2010-niveau), jf. ligningslovens § 16, stk. 12.

Af LFB 2009-04-22 nr. 199 pkt. 2.7.2, fremgår vedrørende telefonudgifter:

..."Multimediebeskatningen omfatter følgende goder:

..."Hvor arbejdsgiveren fuldstændigt eller op til et bestemt beløb betaler eller refunderer den skattepligtiges telefonudgifter eller en procentdel af udgifterne"

Om telefonudgifter fremgår endvidere, at en arbejdsgivers betaling af et fast månedligt beløb, uanset om den skattepligtige afholder udgifter eller ej ikke omfattes af multimediebeskatningen, men beskattes som indkomst fra arbejdsgiveren, se herved LFB 2009-04-22 nr. 199: "Multimediebeskatningen omfatter således ikke tilskud til telefon, hvorefter arbejdsgiveren til dækning af telefonudgifter yder et fast månedligt beløb, uanset om den skattepligtige afholder udgifter eller ej".

Dette er en videreførelse af den hidtidige gældende bestemmelse i ligningslovens § 16, stk. 1, hvorefter tilskud til telefon uden for arbejdsstedet beskattes som indkomst.

Spørger har oplyst at refusion af telefonudgifterne forudsætter, at distriktsmedlemmet, for at kunne opnå en refusion af udgifter op til de 100 kr. pr. måned, skal dokumentere, at der er afholdt erhvervsmæssige samtaleudgifter på mindst dette beløb. Det betyder, at de distriktsmedlemmer, der ikke har udgifter af denne størrelse alene vil få refunderet den faktiske udgift til telefonsamtaler.

Multimediebeskatningen omfatter ikke den situation, hvor arbejdsgiveren dækker den ansattes udgifter som udlæg efter regning. Det vil sige, hvis arbejdsgiveren kun betaler for samtaler, der efter særskilt bestilling for hver enkelt samtale kan dokumenteres som erhvervsmæssig ved bilag fra telefonselskabet. Da der i nærværende sag er tale om en ordning, hvor Hjemmeværnet alene refunderer de dokumenterede erhvervsmæssige samtaleudgifter, vil der være tale om udlæg efter regning og ikke betaling, der bliver omfattet af multimediebeskatning.

I det tilfælde, hvor refusionen tillige måtte omfatte fax- og Internetforbindelse, bliver refusionen derimod omfattet af multimediebeskatningen, idet det ikke er muligt med tilstrækkelig sikkerhed, at sondre mellem erhvervsmæssig og privat anvendelse af en fax - og Internetforbindelse.

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 2 besvares med et nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.