Dato for udgivelse
06 maj 2010 14:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 apr 2010 08:25
SKM-nummer
SKM2010.312.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 1-2433/2008
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger + Virksomheder
Emneord
Blandet, driftsmiddel, ferie, driftsomkostning, privat
Resumé

Sagen vedrørte, om sagsøgeren i indkomståret 2004 havde anvendt en campingvogn erhvervsmæssigt for 75 pct.'s vedkommende, og om han i givet fald var berettiget til delvis fradrag for afskrivning, driftsomkostninger (vægtafgift og forsikring) samt moms.

Retten lagde efter sagsøgerens forklaring til grund, at han i 2004 benyttede campingvognen som "kontor" for sin malervirksomhed et par timer om dagen.

Retten fandt imidlertid, at den erhvervsmæssige anvendelse ikke havde haft en sådan karakter og omfang, at der var grundlag for i indkomståret 2004 at indrømme sagsøgeren fradragsret eller ret til afskrivning på campingvognen. Retten henviste i den forbindelse til, at der ikke var foretaget ændringer i campingvognens indretning, og at campingvognen, der holdt parkeret ved sagsøgerens bopæl og dagligt stod til rådighed for familien, fortsat var fuldt ud anvendelig til sit egentlige formål, feriebrug.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a
Afskrivningsloven § 11
Momsloven § 38, stk. 2

Henvisning

Ligningsvejledningen 2010-1 E.A.2.3

Ligningsvejledningen 2010-1 E.C.2.5.1

Parter

A
(Advokat Thomas Samsø Bloch)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Susanne Lehrer)

Afsagt af byretsdommer

Torben Hvid

Under denne sag, der er anlagt den 22. december 2008, har sagsøgeren, A, påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at den erhvervsmæssige anvendelse af den campingvogn, sagsøgeren anskaffede i 2004, udgjorde 75% i indkomståret 2004.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand, principalt om frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomståret 2004 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige skattemyndighed.

Sagens baggrund

Sagsøgeren har siden 1992, herunder i det relevante indkomstår, drevet virksomhed og i forbindelse hermed en butik med lagersalg. Virksomheden drives fra sagsøgerens bopæl. Sagsøgeren anskaffede den 26. april 2004 en campingvogn af mærket "LMC Münsterland" for kr. 134.190,- , ekskl. moms. Umiddelbart herefter, den 3. maj 2004, købte sagsøgeren et fortelt til campingvognen for kr. 10.500,-, ekskl. moms.

I regnskabsåret 2004 foretog sagsøgeren fradrag for afskrivninger og driftsudgifter med 75 % af de fulde afskrivninger og driftsudgifter, hvilket blev afvist af skattemyndighederne, senest ved skatteankenævnets afgørelse af 5. december 2007.

Ved kendelse afsagt den 24. september 2008, stadfæstede Landsskatteretten skatteankenævnets afgørelse. Landsskatterettens begrundelse er således:

"...

Klageren har ikke dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at campingvognen anvendes erhvervsmæssigt. Klageren kan ikke anses for berettiget til fradrag for afskrivninger på campingvognen eller til fradrag for driftsomkostninger

..."

Landsskatterettens afgørelse er herefter indbragt for domstolene, hvor sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren i indkomståret 2004 har benyttet campingvognen erhvervsmæssigt og i bekræftende fald om den erhvervsmæssige benyttelse har udgjort 75 pct..

Bevisførelsen

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgeren.

Dommen er udfærdiget uden en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218a

Parternes argumentation

Sagsøgerens advokat har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende,

at

campingvognen er indkøbt som blandet driftsmiddel

at

campingvognen i 2004 har været anvendt som kontor for sagsøger,

at

den erhvervsmæssige brug af campingvognen som minimum udgjorde 75% i indkomståret 2004 og i øvrigt i de efterfølgende år, og

at

reglerne om fradragsret for arbejdsværelse i hjemmet ikke lader sig anvende analogt på det foreliggende tilfælde, således at en anerkendelse af campingvognens delvise erhvervsmæssige benyttelse skulle forudsætte, at campingvognen har skiftet karakter, så den ikke længere kan anses som anvendelig til private formål.

Sagsøgtes advokat har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at den omhandlede campingvogn er anvendt erhvervsmæssigt i indkomståret 2004. Sagsøgtes advokat har anført, at det har formodningen imod sig, at en campingvogn, der efter sin natur sædvanligvis anskaffes til privat brug, anvendes erhvervsmæssigt, hvortil kommer, at købet af et fortelt sammen med campingvognen i udpræget grad tilsiger, at campingvognen var tiltænkt privat benyttelse. Bevisbyrden for, at sagsøgeren konkret har anvendt campingvognen erhvervsmæssigt, er derfor skærpet.

Det gøres gældende, at det - efter lignende betragtninger som i praksis vedrørende fradrag for arbejdsværelse i hjemmet - må være en forudsætning for at anerkende campingvognens delvise erhvervsmæssige benyttelse, at den har skiftet karakter, således at den ikke længere kan anses som anvendelig til dens normale - private - formål, jf. ligningsvejledningen, afsnit E.B.3.15. Det gøres endvidere gældende, at det - ligeledes i overensstemmelse med praksis for fradrag for arbejdsværelse i hjemmet - må kræves, at arten og omfanget af sagsøgerens arbejde har medført, at campingvognen er blevet anvendt i væsentligt omfang som sagsøgerens hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid, jf. SKM2003.488.HR.

For det tilfælde, at retten måtte finde, at campingvognen blev benyttet erhvervsmæssigt, gøres det til støtte for den subsidiære påstand gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at den erhvervsmæssige anvendelse udgjorde 75 pct. I denne situation tilkommer det skattemyndighederne skønsmæssigt at fastsætte omfanget af den erhvervsmæssige benyttelse efter de regningslinjer, retten fastsætter.

Retten bemærkninger

Retten lægger efter sagsøgerens forklaring i retten til grund, at A i 2004 benyttede campingvognen som "kontor" for sin virksomhed. Det lægges i den forbindelse til grund, at A udførte alt kontorarbejde i campingvognen og at dette i gennemsnit udgjorde et par timer om dagen, hovedsagelig om aftenen. Imidlertid blev der blev ikke i den anledning foretaget ændringer i campingvognens indretning og campingvognen, der holdt parkeret ved sagsøgerens bopæl, var fortsat fuldt ud anvendelig til sit egentlige formål, feriebrug. Campingvognen stod således dagligt til rådighed for familien, der uden videre og uden varsel ville kunne anvende campingvognen til fritidsformål. Under disse omstændigheder har den erhvervsmæssige anvendelse ikke haft en sådan karakter og omfang, at der er grundlag for i indkomståret 2004 at indrømme sagsøgeren fradragsret eller ret til afskrivning på campingvognen.

A har tabt sagen og skal derfor erstatte Skatteministeriet de udgifter, som sagen har påført ministeriet. Der er ikke oplyst andre udgifter end udgift til advokat, inklusiv materialesamling. Denne udgift fastsættes til 20.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8a.