Dato for udgivelse
24 feb 2010 11:57
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 aug 2009 10:39
SKM-nummer
SKM2010.142.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-078716
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten
Emneord
Struktureret fordring
Resumé
Skatterådet bekræfter, at fysiske personers investering i obligationen X er omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3.
Hjemmel
Kursgevinstlovens § 29, stk. 3
Reference(r)

Kursgevinstlovens § 29, stk. 3

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-2 afsnit A.D.2.18.2.1
Spørgsmål  

Vil fysiske personers investering i produktet X være omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3?

Svar  

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold  

Baggrunden for anmodningen er, at A Bank A/S ønsker klarhed over de skattemæssige konsekvenser for de kunder, som investerer i produktet X.

A Bank A/S ønsker at tilbyde kunderne en mulighed for at investere i en obligation, hvis afkast beror på kursen af 10 europæiske aktier i en periode på 5 år.

A Bank A/S er udsteder af obligation. Den udstedes i danske kroner og er ikke forrentet. Obligationen er ikke børsnoteret. Obligationen vil blive udstedt til kurs 100 og har en løbetid på 5 år.

Obligationen er sat sammen af en sikker investering i obligationsmarkedet og en investering i 10 europæiske aktier.

Fordelingen kunne se sådan ud:

A Banks etableringsomkostninger

Kr. 4,50

A Bank investerer

Kr. 95,50

Heraf placeret til fast rente

Kr. 85,12

Heraf investering i finansielle instrumenter, baseret på 10 europæiske aktier

Kr. 10,38

Obligationen er kendetegnet ved, at det samlede afkast afhænger af kursen på de 10 europæiske aktier.

Ved en positiv udvikling i de samlede aktiekurser på udløbsdagen, beregnes afkast som:

100 + 100 x deltagelsesgrad x Max(0%;UdviklingAktiekurv)

Ved en negativ udvikling i aktiekurserne, indfries obligationen til kurs 100 på udløbsdagen. Skulle A Bank A/S få finansielle problemer, vil der dog være risiko for at tabe hele investeringen eller en del heraf.

Afkastet er knyttet til kursen på de 10 europæiske aktier. Hver enkelt aktie vægter 1/10 af aktiekurvens samlede udvikling. Udviklingen fastsættes således, at de 4 aktier, som har givet det bedste afkast over obligationens løbetid, fastsættes til et afkast på 50 pct., uafhængigt af, om de pågældende aktier er steget mere eller mindre end 50 pct., eller er faldet i kurs. De 6 øvrige aktier indgår i aktiekurvens samlede udvikling med deres respektive procentvise udvikling over de 5 år.

Udviklingen i aktiekurven (kursen på de 10 europæiske aktier) beregnes som:

Hvor 0,5 x 4 er det substituerede afkast for de 4 aktier, som har haft den største positive procentvise udvikling i obligationens løbetid, og hvor i er = de 6 aktier i aktiekurven, som har haft den mindste procentvise udvikling.

Afkastet på aktierne beregnes som den procentuelle udvikling mellem startværdi og slutværdi for den enkelte aktie.

Startværdien for de 10 europæiske aktier i aktiekurven fastlægges på handelsdagen. Slutværdien for de enkelte aktier, beregnes som et gennemsnit af 13 månedlige slutkurser i det sidste år af obligationens løbetid. Første gang den 21. maj 2013 og sidste gang den 19. maj 2014.

Deltagelsesgraden fastsættes endeligt på handelsdagen. Under forudsætning af uændrede markedsvilkår frem til handelsdagen, forventes en deltagelsesgrad på 125 pct. Deltagelsesgraden er den andel i procent, som kunden får af stigningen i aktiekurserne, når obligationen udløber. Er deltagelsesgraden 100 pct., får kunden hele stigningen i aktiekursen. Ved denne investering forventer A Bank således, at kunden får 125 pct. af den procentvise stigning i aktiekurserne ved obligationens udløb. Deltagelsesgraden afhænger af renteniveauet og prisen på de finansielle instrumenter bag obligationen. Den kan derfor både blive lavere eller højere end 125 pct. Er deltagelsesgraden under 95 pct., annulleres obligationen (Obligationen er på forelæggelsestidspunktet udstedt og deltagelsesgraden blev 110 pct.).

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse, at obligationen skal anses for en fordring, omfattet af KGL § 29, stk. 3, 1. pkt., da hovedstolen reguleres i forhold til kursudviklingen på aktier og dermed omfattes af definitionen på strukturerede obligationer, der beskattes som finansielle instrumenter.

Obligationens afkast er knyttet til udviklingen i aktiekurserne på de udvalgte aktier, via køb af en option. Obligationen reguleres således ikke udelukkende i forhold til valuta eller forbrugerprisindeks.

SKATs indstilling og begrundelse

KGL § 29, stk. 3, har følgende indhold:

"Dette kapitel og kapitel 7 gælder også for gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en sådan karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10. Dette kapitel og kapitel 7 gælder dog ikke, hvis eventuel gevinst hos personer er omfattet af § 16 eller fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i de af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks. Dette kapitel og kapitel 7 gælder heller ikke, hvis fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i tilsvarende officielle forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks inden for Den Europæiske Union eller dens medlemsstater. Dette kapitel og kapitel 7 gælder altid for fordringer, der ganske vist opfylder betingelserne i 2. og 3. pkt. for ikke at være omfattet, men som herudover reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i et andet grundlag, jf. 1. pkt. og for fordringer, som reguleres på grundlag af valuta og prisindeks som nævnt i 2. og 3. pkt., der ikke vedrører samme område. Udstedelse i fremmed valuta sidestilles med regulering på grundlag af den pågældende valuta. Prisindeks i et land, der deltager i euroen, og euroen antages at vedrøre samme område."

Den omhandlede obligation er kendetegnet ved, at indfrielseskursen afhænger af udviklingen i en portefølje af nærmere opregnede danske og andre europæiske aktier.

Det er på den baggrund SKAT´s opfattelse, at der er tale om en struktureret fordring omfattet af KGL § 29, stk. 3, og at skattepligtige fysiske personers investering i den pågældende obligation vil være omfattet af samme bestemmelse.

Det stillede spørgsmål skal derfor, efter SKAT´s opfattelse, besvares med ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen med den anførte begrundelse.