Dato for udgivelse
29 Jan 2010 11:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 Jan 2010 08:12
SKM-nummer
SKM2010.77.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
B-2221-09
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder
Emneord
Genoptagelse, afvisning, vidner
Resumé

Sagen vedrører Landsskatterettens afvisning af genoptagelse af en sag i medfør skatteforvaltningslovens § 46, stk. 1. Byretten hjemviste sagen til Landsskatteretten, idet retten fandt betingelserne for genoptagelse opfyldt. Byrettens dom er indbragt for Vestre Landsret af Skatteministeriet.

For landsretten anmodede indstævnte om indkaldelse af to medarbejdere fra SKAT til afgivelse af vidneforklaring om de faktiske omstændigheder, der førte til, at nogle bilag blev inddraget i den oprindelige sag hos SKAT. Skatteministeriet protesterede mod bevisførelsen og gjorde gældende, at bevisførelsen var uden betydning for spørgsmålet om indstævntes opfyldelse af genoptagelsesbetingelserne i skatteforvaltningslovens § 46.

Landsretten afsagde kendelse, hvorved indstævntes anmodning ikke blev taget til følge, idet vidneafhøringerne skønnedes uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 341.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 46, stk. 1

Henvisning
Processueller regler 2010-1 A.1.7

Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Steffen Sværke)

mod

H1 v/A
(Advokat Hans Peter Storvang)

Afsagt af landsdommer

Vogter, Olav D. Larsen og Henrik Præstgaard Bæk-Jensen (kst.)

Der blev afsagt følgende kendelse

Sagen angår alene spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 46 er opfyldt. Efter det oplyste om karakteren af den ønskede bevisførelse og det, der skal bevises ved indkaldelse af de angivne vidner, skønnes den ønskede bevisførelse at være uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 341.

Indstævntes anmodning om indkaldelse af to medarbejdere fra SKAT til at afgive forklaring under sagen for at få klarlagt omstændighederne omkring nogle nærmere angivne bilag tages derfor ikke til følge.

T h i   b e s t e m m e s

Indstævntes anmodning om indkaldelse af to medarbejdere fra SKAT til at afgive forklaring under sagen tages ikke til følge.