Rejsebureauer, som anvender model 1 eller model 2, skal efter regnskabsårets udløb regulere den angivne og betalte moms i regnskabsåret som følge af konstaterede differencer mellem den realiserede (faktiske) margen og den foreløbige margen.
Reguleringen indebærer for det første, at rejsebureauet skal beregne bureauets fortjenstmargen i relation til rejsebureauydelser, omfattet af særordningen, og hvor rejsen er påbegyndt i regnskabsåret. For det andet skal bureauet beregne den moms, som er incl. i den realiserede fortjenstmargen, og for det tredje, sammenholde denne moms med den moms, som er angivet og beregnet på grundlag af model 1 og model 2 i regnskabsåret.
I begge modeller kan evt. negativ fortjenstmargen for nogle rejser modregnes i positiv fortjenstmargen for de øvrige rejser ved den årlige regulering.
Reguleringen af momsen skal ske i den afgiftsperiode, som følger umiddelbart efter den periode, hvori den faktisk realiserede margen for hele regnskabsåret er kendt. Det indebærer, at regulering af momsen ikke nødvendigvis skal ske i den momsperiode, som følger umiddelbart efter udløbet af regnskabsåret. Regulering skal dog foretages snarest efter og ikke senere end 6 måneder efter regnskabsårets afslutning.
Eksempel 5
Årsregulering - model 1
Rejsebureauets regnskabsår løber fra 1/4 2011 til 31/3 2012 og bureauet afregner moms månedsvis.
Rejsebureauet har ved regnskabsårets begyndelse skønnet den procentuelle fortjenstmargen til 6%.
De samlede betalinger for rejser påbegyndt i regnskabsåret udgør 40.000.000 kr., svarende til en fortjenstmargen på 2.400.000 kr.
Momsen udgør 25% af den skønnede fortjenstmargen (2.400.000 x 80% = 1.920.000 kr.) svarende til i alt 480.000 kr., der er angivet og afregnet løbende i regnskabsåret.
Den faktiske fortjenstmargen for rejser påbegyndt i regnskabsåret kendes imidlertid først i maj 2012.
Den faktiske margen udgør herefter følgende:
Omsætning fra rejser påbegyndt i 2011* |
39.000.000 kr. |
Omkostninger til leveringer fra andre afgiftspligtige* |
37.000.000 kr. |
Fortjenstmargen |
2.000.000 kr. |
Momsen udgør 25% af den faktiske fortjenstmargen (2.000.000 x 80% = 1.600.000 kr.) svarende til i alt 400.000 kr.
Ved næste ordinære angivelse for juni måned 2012 medtages reguleringen på -80.000 kr. (480.000-400.000) sammen med den foreløbige angivelse af moms for måneden. |
Momsen er dermed endelig afregnet for det pågældende regnskabsår. Skulle der vise sig behov for yderligere reguleringer p.g.a. fejl (i modsætning til reguleringer som følge af, at eksempelvis udgiften først er kendt efter regnskabets godkendelse), skal disse reguleringer foretages på en efterangivelse, så snart rejsebureauet bliver opmærksom på forholdet.
*Se afsnit 1.14.1.1. vedrørende modtagne forudbetalinger fra de rejsende henholdsvis forudbetalinger til rejsebureauets leverandører vedrørende rejser, der påbegyndes i et efterfølgende regnskabsår.
Eksempel 6
Årsregulering - model 2
Rejsebureauets regnskabsår løber fra 1/1 2011 til 31/12 2011 og bureauet afregner moms månedvis.
De samlede betalinger for rejser påbegyndt i regnskabsåret udgør 40.000.000 kr.
Rejsebureauet har skønnet summen af fortjenstmargenen for hver enkelt rejse påbegyndt i regnskabsåret på tidspunktet for rejsernes påbegyndelse svarende til i alt 2.400.000 kr.
Momsen udgør 25% af summen af den skønnede fortjenstmargen for rejserne (2.400.000 x 80% = 1.920.000 kr.) svarende til en foreløbig angivelse af moms for 2011 på 480.000 kr.
Den faktiske fortjenstmargen for rejser påbegyndt i regnskabsåret kendes imidlertid først i februar 2012.
Den faktiske margen udgør herefter følgende:
Omsætning fra rejser påbegyndt i 2011 |
40.000.000 kr. |
Omkostninger til leveringer fra andre afgiftspligtige |
37.550.000 kr. |
Fortjenstmargen |
2.450.000 kr. |
Momsen udgør 25% af den faktiske fortjenstmargen (2.450.000 x 80% = 1.960.000 kr.) svarende til i alt 490.000 kr.
Ved næste ordinære angivelse for juni måned 2012 medtages reguleringen på 10.000 kr. (480.000-490.000) sammen med den foreløbige angivelse af moms for måneden. |
Momsen er dermed endelig afregnet for det pågældende regnskabsår. Skulle der vise sig behov for yderligere reguleringer p.g.a. fejl (i modsætning til reguleringer som følge af, at eksempelvis udgiften først er kendt efter regnskabets godkendelse), skal disse reguleringer foretages på en efterangivelse, så snart rejsebureauet bliver opmærksom på forholdet.