Udgangspunktet er, at momspligten indtræder på tidspunktet for leverancens gennemførelse, dog således, at det er tidspunktet for udstedelsen af faktura respektive modtagelse af betalingen for leverancen, hvis denne sker inden førstnævnte tidspunkt. Dette følger det almindelige princip i momsloven.
I momslovens regnskabsbestemmelser er en generel pligt for leverandøren til at udstede faktura over leverancer af varer og momspligtige ydelser. Se afsnit 2.1. Ved en faktura forstås her det dokument, der af leverandøren og modtageren betragtes som anmodning om betaling af leverancen.
Indbetalingskort kan anses for fakturaer, hvis de indeholder de samme oplysninger, som kræves for en faktura. Se afsnit 2.2.
Hvis rejsebureauet tilbagebetaler tidligere indbetalte beløb til den rejsende vedrørende solgte rejser i forbindelse med annullation/afbestilling, prisnedslag m.v., skal rejsebureauet udstede kreditnota til kunden. Se afsnit 2.1. Beløbet, som tilbagebetales til den rejsende medregnes til margenberegningen på tidspunktet for tilbagebetalingen, d.v.s på tidspunktet for udstedelse af kreditnota.
Hvis den faktiske margen for en rejse er kendt på tidspunktet for momspligtens indtræden kan momsberegningsgrundlaget herefter fastsættes endeligt på dette tidspunkt.
Med udgangspunkt i følgende eksempel, skal momsen betales således:
Rejsens pris i alt 50.000 kr. incl. moms
Samlede udgifter 47.000 kr. incl. moms
Margen 3.000 kr. incl. moms
- En delbetaling på 10.000 kr. betales af kunden i marts måned*
- Rejsebureauets fortjenstmargen udgør heraf forholdsmæssigt 600 kr. (1/5 af 3.000 kr)
- Moms incl. i fortjenstmargen udgør 120 kr., som medregnes i momsangivelsen for marts måned.
- De resterende 40.000 kr. betales af kunden i maj måned*
- Rejsebureauets fortjenstmargen udgør heraf forholdsmæssigt 2.400 kr.
- Moms incl. i fortjenstmargen udgør 480 kr., som medregnes i momsangivelse for maj måned.
*Der udstedes særskilt faktura/girokort i forbindelse med betalingen. |