Opgørelse af momstilsvaret skal ske i danske kroner på baggrund af et omregnet regnskab til danske kroner.

For at beregne fortjenstmargen i tilfælde, hvor de indkøb, som rejsebureauet har foretaget til rejsens gennemførelse er i udenlandsk valuta, skal rejsebureauet omregne til danske kroner efter følgende principper:

Virksomhederne kan føre regnskabet i danske kroner eller i euro. Virksomhederne kan endvidere føre regnskabet i anden fremmed valuta, der er relevant for virksomheden efter bestemmelserne i bogføringsloven.

Føres regnskabet i danske kroner, omregnes fakturabeløbene til danske kroner ved bogføringen. Som omregningskurs anvendes valutakursen på leveringstidspunktet (fakturadato). I stedet for en dagskurs kan anvendes "toldkursen".

Toldkursen findes på SKATs hjemmeside. "Klik" her, hvis De vil dirigeres til emnet.

Rejsebureauets valg mellem de nævnte omregningskurser er bindende for en periode på mindst 2 år, idet Told- og skatteforvaltningen dog under ganske særlige omstændigheder kan give tilladelse til, at virksomheden ændrer omregningsmetoden, selvom 2 års perioden ikke er udløbet.

Føres regnskabet i Euro eller anden relevant udenlandske valuta, skal regnskabsmaterialet indeholde oplysninger, som til enhver tid gør det muligt at omregne regnskabet til danske kroner.

Fakturaer, der modtages i en anden valuta end den, der bogføres i, anses for at være udstedt i danske kroner, såfremt der er anført en omregningskurs til danske kroner eller et beløb i danske kroner på fakturaen.

Efterfølgende regnskabsmæssige korrektioner som følge af tab/gevinst på køb og salg af fremmed valuta, har ingen indflydelse på beregningen af rejsebureauets fortjenstmargen.