I det følgende beskrives de generelle principper for beregning af moms efter margenmetoden i særordningen for rejsebureauer i henhold til den faktiske margen.

Hvis størrelsen af den faktiske margen for særskilte rejser på tidspunktet for momspligtens indtræden ikke er kendt, kan rejsebureaet anvende en forenklet metode til opgørelse af beskatningsgrundlaget.

Vederlaget for pakkerejsen omfatter det samlede beløb, som den rejsende skal betale, inkl. alle skatter - f.eks. lufthavnsafgifter - provisioner, omkostninger og gebyrer - f.eks. gebyr for ændring af bookning m.v.

Den momspligtige værdi (altså det beløb, der skal betales moms af) er rejsebureauets fortjenstmargen, dvs. forskellen mellem det samlede beløb uden moms, der skal betales af den rejsende og bureauets faktiske omkostninger til andre virksomheder, når disse leverancer direkte kommer den rejsende til gode.

►Det bemærkes, at rejsebureauets før nævnte omkostninger til andre virksomheder, når disse leverancer direkte kommer den rejsende til gode, omfatter såvel eventuel moms betalt til leverandøren i forbrugslandet, og moms, som det påhviler rejsebureauet at betale i etableringslandet af køb af ydelser i andre EU-lande, hvor leveringsstedet fastlægges til her i landet.◄

Egne omkostninger
Rejsebureauets egne omkostninger - d.v.s. omkostninger, som ikke direkte kommer den rejsende til gode - f.eks. til husleje, administration, herunder lønninger til guider, salgsmedarbejdere m.v., provisioner til andre rejsebureauer m.fl., kan ikke fradrages. De nævnte omkostninger er en del af rejsebureauets fortjenstmargen. Se afsnit 1.4. om eksempler på indirekte omkostninger.

Ved aflysning af rejsen p.g.a. f.eks. sygdom, skal den rejsende normalt betale et beløb, som fratrækkes, når det indbetalte beløb for rejsen tilbagebetales til den rejsende. Dette beløb udgør ikke vederlag for en momspligtig leverance, og rejsebureauet skal derfor ikke betale moms af erstatningsbeløbet. Se afsnit 1.13.

Momsfrie ydelser
En separat afbestillingsforsikring, som rejsebureauet som repræsentant for et forsikringsselskab, formidler til den rejsende, skal ikke indgå i den samlede pris for pakkerejsen. Sådanne forsikringsydelser er som udgangspunkt momsfrie. Det forudsætter dog som udgangspunkt, at forsikringsaftalen indgås mellem forsikringsselskabet og den rejsende, d.v.s., at den rejsende er forsikringstager. Forsikringsdækning via en kollektiv forsikringsaftale med et forsikringsselskab, er omfattet.

Egne producerede guideydelser er under visse betingelser momsfritaget, og skal derfor heller ikke indgå i den samlede pris for pakkerejsen. Se afsnit 1.4.

Eksempler på opgørelse af fortjenstmargenen
Udgangspunktet er, at momspligten indtræder på tidspunktet for leverancens gennemførelse, dog således, at det er tidspunktet for betalingen, hvis denne sker inden først nævnte tidspunkt. Dette følger det almindelige princip i momsloven.

I normalsituationen indtræder momspligten herefter dels ved den rejsendes delbetaling af rejsen ved bestilling dels, når den resterende del af betalingen for rejsen indgår fra kunden, inden rejsens gennemførelse. Se afsnit 1.13.

Hvis den faktiske margen for en rejse er kendt på tidspunktet for momspligtens indtræden kan momsberegningsgrundlaget herefter fastsættes endeligt på dette tidspunkt.

 

Eksempel 1

Et rejsebureau arrangerer en teaterrejse til København til en samlet pris af 3.000 kr. excl. moms.

Ved beregning af rejsebureauets faktiske margen fratrækkes de udgifter, som rejsebureauet har til indkøb af ydelser fra andre afgiftspligtige til rejsens gennemførelse, og som direkte kommer den rejsende til gode.

 

Rejsens pris

 3.000 kr.

 excl. moms 

Bustransport

    300 kr.

 incl. moms

Teaterbillet

    400 kr.

 incl. moms

Hotel

 1.500 kr.

 incl. moms
Margen

    800 kr.

 excl. moms
     
Moms (25 % af 800 kr.)

    200 kr.

 
Samlet pris (3.000 + 200)

 3.200 kr.

 incl. moms

 

Eksempel 2

En rejsearrangør, som har egne busser, arrangerer og sælger rejser til Tyskland. En rejse koster 6.000 kr. incl. moms. Rejsearrangøren har beregnet prisen for bustransporten til 3.000 kr. og prisen for overnatning m.v. til 3.000 kr. Rejsearrangøren betaler 2.600 kr. til hotellet i Tyskland.

Værdien af rejsearrangørens egen ydelse fratrækkes den samlede pris for rejsen, da denne ydelse ikke er omfattet af margenordningen, men er omfattet af momslovens almindelige regler om momsgrundlaget. Se afsnit 1.15. 

Margenmetoden anvendes herefter på den resterende del af rejsens pris, som udgør 3.000 kr.

 

 Rejsens pris u/egne ydelser

 3.000 kr.

incl. moms 

 Hotel m.v.

 2.600 kr.

incl. moms

 Margen

    400 kr.

incl. moms

     
 Momsgrundlag (400 x 80%)

    320 kr.

 
 Moms (25% x 320)

      80 kr.

 

 

Moms af rejsearrangørens egen ydelse vedrørende bustransport betales her i landet for den del af kørslen, som finder sted her i landet henholdsvis i Tyskland, i forhold til tilbagelagte strækninger. Rejsearrangøren skal momsregistreres i Tyskland, medmindre køber af transportydelsen er betalingspligtig for momsen i Tyskland.

Hvis rejsen i sin helhed gennemføres i Danmark, skal der betales moms af bustransporten med 25% af 2.400 kr. (80% x 3.000 kr.) svarende til 600 kr., og den samlede momsbetaling af rejsens pris efter margenmetoden henholdsvis lovens almindelige regler er herefter 680 kr.