Hvis de transaktioner, som udføres for rejsebureauet af andre afgiftspligtige, gennemføres uden for EU, sidestilles rejsebureauets ydelser med virksomhed som formidler, der handler i andens navn og for andens regning.
Rejsebureauet skal i disse tilfælde ikke betale moms af sin fortjenstmargen (provision), da formidlingsydelsen anses for at have leveringssted der, hvor den underliggende ydelse har leveringssted, d.v.s. uden for EU, når ydelsen leveres til private (ikke afgiftspligtige personer). Når den rejsende (køber) er en erhvervsdrivende (afgiftspligtig person) her i landet, er leveringsstedet her i landet, men formidlingsydelsen er momsfritaget (nulsats). Se Den juridiske vejledning afsnit D.A.10.1.6.
Hvis de transaktioner, som udføres for rejsebureauet af andre afgiftspligtige, imidlertid gennemføres såvel inden for EU som uden for EU, er kun den del af rejsebureauets ydelser, der vedrører sidstnævnte, momsfri. Rejsebureauet skal betale moms af den del af bureauets samlede fortjenstmargen, som modsvarer forholdet mellem værdien af transaktioner, udført af andre afgiftspligtige inden for EU, og den samlede værdi af transaktioner udført af andre afgiftspligtige.
Se afsnit 1.2.1. om fordeling af værdien af persontransportydelser henholdsvis inden for EU og uden for EU.
Som steder uden for EU anses områder, der ikke er omfattet af EU-landenes momsområder. Se i denne forbindelse Den juridiske vejledning afsnit D.A.2.2.
Eksempel 0
Rejsebureauet sælger en rejsepakke, der består af: en flyvning fra København til Paris, 3 overnatninger i Paris, en flyvning fra Paris til Ankara, 11 overnatninger i Ankara og en flyvning fra Ankara til København.
Den samlede pris for rejsen udgør 50.000 kr. De samlede omkostninger udgør 47.000 kr. Fortjenstmargenen udgør 3.000 kr.
Fordeling af den samlede fortjenstmargen:
Omkostninger (hotelophold, fly m.v.) vedrørende lande/områder uden for EU: 32.200 kr.
Andelen af den samlede margen i forbindelse med rejse til lande uden for EU beregnes som følger:
3.000 kr. x 32.200 kr. / 47.000 kr. = 2.055,30 kr.
Denne del af margenen er momsfri (nul-sats med fradragsret).
Andelen af den samlede margen i forbindelse med EU beregnes som følger:
3.000 kr. - 2.055,33 kr. = 944,70 kr.
Momsen af denne del af margenen udgør: 944,70 kr. x 25/125 = 188.94 kr.
|