Dato for udgivelse
17 dec 2009 09:47
Resumé
Indbetaler man store beløb på en pensionsordning frem for at betale sin gæld til SKAT, kan man forvente en konkursbegæring fra SKAT. Ved konkurs kan de sidste tre års pensionsindbetalinger omgøres, så gælden til det offentlige kan nedbringes.

Bankerne og forsikringsselskaber gør for tiden en stor indsats for at gøre kunderne opmærksomme på de skattemæssige fordele, der kan være ved at indbetale store beløb på pensionsordninger inden årets udgang. Men det kan ikke betale sig, at tænke på pensionen før gælden til det offentlige er betalt.

En mindre gruppe personer, der foretager store indbetalinger på pensionsordninger og samtidigt skylder til det offentlige, er nu kommet i SKATs søgelys.

- Vi vil ikke acceptere, at man sikrer sin egen alderdom, før man har betalt sin del til fællesskabet. Med en konkursbegæring i hånden kan vi få adgang til pensionspengene, og den mulighed har vi tænkt os at benytte os af, siger Johan Bech Pedersen, der er viceskattedirektør i SKAT i Nordsjælland.  

Knap 50 nordsjællændere har sidste år indbetalt mere end 100.000 kr. på en pensionsordning og har samtidigt haft stor gæld til SKAT.

- Vi forventer desværre også at se det samme i år. Hvis man ikke har sørget for at betale sin gæld til det offentlige før man har sikret sin pension, så kan man forvente at starte det nye år med at modtage en konkursbegæring fra SKAT, siger Johan Bech Pedersen. 

Med en konkursbegæring kan SKAT få adgang til de sidste tre års pensionsindbetalinger.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; borgere: 72 22 18 18