Dato for udgivelse
13 Nov 2009 14:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10 Nov 2009 12:28
SKM-nummer
SKM2009.683.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-153732
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Multimediebeskatning, personalegoder, mobiltelefon, tro og loveerklæring
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at det er tilstrækkeligt for at afkræfte formodningen for privat rådighed over en mobiltelefon, at arbejdstageren underskriver en tro og loveerklæring, såfremt arbejdsgiveren fører kontrol.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at det er tilstrækkeligt for at afkræfte formodningen for privat rådighed over en bærbar PC, at arbejdstageren underskriver den som bilag vedlagte erklæring.

Reference(r)
Ligningsloven § 16, stk. 12
Henvisning
Ligningsvejledning 2009-2, A.B.1.9

Spørgsmål

  1. Er det tilstrækkeligt for at afkræfte formodningen for privat rådighed over en mobiltelefon, at arbejdstageren underskriver en tro og loveerklæring?
  2. Er det tilstrækkeligt for at afkræfte formodningen for privat rådighed over en bærbar PC, at arbejdstageren underskriver den som bilag vedlagte erklæring?

Svar

  1. Ja, såfremt arbejdsgiveren fører kontrol.
  2. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har ca. 50 medarbejdere i administrationen, som har enten mobiltelefon og/eller bærbar PC. Begge dele er kun til arbejdsmæssigt brug og dette skriver medarbejderen under på (Se vedhæftede bilag).

Mange af spørgers arbejdsstationer er flytbare, dvs. medarbejderen har en bærbar PC. Hvis de en dag møder ind i by X og dagen efter i by Y, tager de den bærbare PC med hjem, men de benytter den ikke privat derhjemme.

Der er også mange, der har hjemmearbejdspladser, hvor de ved hjælp af en digital signatur fra arbejdet kan logge på. Internetforbindelsen er deres egen, som de selv betaler for.

Det er nødvendigt, at mobiltelefonen tages med hjem, da der ofte er møder om aftenen, og det skal endvidere være muligt at komme i kontakt med medarbejderne udenfor almindelig arbejdstid.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger henviser til praksis for fri telefon, hvor det er den private rådighed, der beskattes, dvs. hvis medarbejderen skriver under på, at mobiltelefonen ikke bruges privat, beskattes arbejdstageren ikke. Denne praksis og lovfortolkning må være den samme uanset, at det drejer sig om en bærbar PC frem for en mobiltelefon.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Når et personalegode stilles til rådighed for en ansat, er det skattepligtigt uanset i hvilket omfang, den ansatte benytter godet. Det er altså selve rådigheden over godet, der beskattes.

Ved lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.

Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv., som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements-, og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Begrundelse

Spørgsmål 1.

Spørger har oplyst, at der blandt medarbejderne er nogle, der tager telefon og/eller bærbar PC med hjem, enten for at arbejde hjemme eller fordi de på grund af fleksibel arbejdsplads skal møde ind på forskellige fysiske lokaliteter fra dag til dag.

Når en mobiltelefon og/eller bærbar PC tages med hjem på bopælen, er der en formodning for, at der er privat rådighed over godet/goderne, hvilket fremgår af LFB 2009-05-18 nr. 199 (L 199):

"I praksis vil rådighedsbegrebet betyde, at hvis en arbejdstager én gang tager et af de pågældende goder med hjem, er godet bragt ind i den private sfære, og der er en formodning for, at der er privat rådighed over personalegodet. Denne formodning kan kun vanskeligt afkræftes og kun ved meget sikre beviser for, at telefonen eller computeren kun er brugt erhvervsmæssigt".

Det fremgår endvidere af L 199:

"Formodningen for privat rådighed over en telefon vil kunne afkræftes, selvom den tages med hjem på bopælen i de tilfælde, hvor brugen af telefonen er nødvendig for at kunne udføre arbejdet (tilkaldevagt), og der er indgået en tro og love erklæring mellem arbejdsgiver og arbejdstager om, at telefonen udelukkende må anvendes erhvervsmæssigt, og telefonen rent faktisk udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Det er en forudsætning, at arbejdsgiverne fører kontrol med, at telefonen kun anvendes erhvervsmæssigt. Den hidtidige praksis, hvorefter enkeltstående opkald til hjemmet ikke udløser beskatning, videreføres ikke.

Det vil sige, at hvis arbejdstageren foretager private opkald fra telefonen, vil vedkommende blive anset for at have telefon til rådighed for privat brug. Denne mulighed for at afkræfte formodningen for privat rådighed over en telefon gælder ikke tilsvarende for en computer, der tages med hjem på bopælen eller internetadgang fra bopælen. Baggrunden er blandt andet, at for en telefon er det muligt at få specificerede lister på telefonopkald, der kan dokumentere, at telefonen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt - dette er ikke muligt på samme måde for så vidt angår computer eller internetadgang."

Vedrørende en mobiltelefon er der således mulighed for at afkræfte formodningen for privat rådighed, såfremt:

  • Telefonen er nødvendig for at kunne udføre arbejdet
  • Der er indgået en tro og love erklæring mellem arbejdsgiver og arbejdstager om, at telefonen udelukkende må anvendes erhvervsmæssigt.
  • Telefonen rent faktisk kun benyttes erhvervsmæssigt.
  • Arbejdsgiveren fører kontrol med, at telefonen kun anvendes erhvervsmæssigt.

Spørger har oplyst, at det er nødvendigt, at mobiltelefonen tages med hjem, da der ofte er møder om aftenen, samt for at det endvidere skal være muligt at komme i kontakt med medarbejderne udenfor almindelig arbejdstid.

SKAT finder derfor, at formodningen for privat rådighed over mobiltelefonen er afkræftet, når arbejdstageren underskriver en tro og loveerklæring, såfremt arbejdsgiveren fører kontrol med, at mobiltelefonen rent faktisk kun benyttes erhvervsmæssigt.

Såfremt arbejdstageren også har en PC med hjem, skal der ske beskatning af denne, se nedenfor under spørgsmål 2.

SKATs indstilling:

SKAT skal derfor indstille, at spørgsmål 1 besvares med ja.

Spørgsmål 2.

Når der er tale om en PC, er det meget vanskeligt at bevise, at der ikke er rådighed over den til privat anvendelse, jf. L 199 som citeret ovenfor under spørgsmål 1.

Den skriftlige aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der er vedlagt som bilag, er ikke tilstrækkelig til at afkræfte formodningen for privat rådighed over en PC'en.

Det fremgår også af bemærkningerne til L 199 at: ..."Et andet eksempel på tilfælde, hvor formodningen for privat rådighed over et multimedie kan afkræftes, selvom det tages med hjem på bopælen, kan nævnes den situation, hvor en person er på tjenesterejse og har et arbejdsbetinget behov for at få stillet et eller flere multimedier til rådighed, som kun må anvendes erhvervsmæssigt og faktisk kun anvendes erhvervsmæssigt, og hvor vedkommende ikke uden unødigt besvær har mulighed for at aflevere multimediet på arbejdspladsen..."

I skattemæssig sammenhæng er definitionen på en tjenesterejse, når en arbejdsgiver midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, jf. SKATs Ligningsvejledning, almindelig del, 2009-2, A.B.1.7.

Når en arbejdstager ikke har en sædvanlig arbejdsplads, men hele tiden arbejder på skiftende arbejdssteder, er der ikke tale om tjenesterejse i skattemæssig forstand.

Som sagen er oplyst, finder SKAT derfor ikke, at medarbejderne er omfattet af reglerne om tjenesterejser.

Da medarbejderne ikke er omfattet af reglerne om tjenesterejser, skal de beskattes af den private rådighed over multimediet, PC'en, jf. Ligningslovens § 16, stk. 12.

SKATs indstilling:

SKAT skal indstille, at spørgsmål 2 besvares med nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.