Dato for udgivelse
04 nov 2009 15:04
Resumé

To borgere har fået adgang til andre oplysninger end deres egne på forskudsopgørelsen. Derfor lukker SKAT nu for adgangen til forskudsopgørelsen.


SKAT har fået henvendelser fra to borgere, som ved en fejl har fået adgang til andres forskudsopgørelser.

- Vi har talt med vores leverandør KMD om disse to brist i sikkerheden, og det har ikke umiddelbart været muligt for dem at finde en forklaring. Derfor lukker vi nu for adgang til forskudsopgørelsen, indtil vi er sikre på, at sikkerheden igen er på det høje niveau, som borgerne er vant til, udtaler kontorchef i SKAT Søren Kjær.

- Vi beklager at måtte lukke systemerne, men for os er sikkerheden altafgørende. Derfor ser vi desværre ingen anden mulighed end midlertidigt at lukke ned, siger Søren Kjær.

Indtil videre er adgangen lukket indtil kl. 18.00 for at give KMD mulighed for at finde fejlen. SKAT vil løbende orientere her på siden.


Yderligere oplysninger: journalister 72 37 09 00, borgere 72 22 18 18.