Alle køretøjer skal som udgangspunkt registreres med danske nummerplader, før de tages i brug på færdselslovens område.

Tager du et køretøj med til Danmark, og tager du bopæl i Danmark, skal køretøjet registreres på danske nummerplader inden 14 dage efter ankomsten, og du skal betale registreringsafgift. 

Når du har bopæl i Danmark, må du ikke anvende et køretøj, der er registreret i udlandet. Du har også bopæl i Danmark, hvis du fx opholder dig her i landet i et år eller mere, eller hvis du har opholdt dig her i 365 dage inden for de sidste 24 måneder.

Er du i tvivl, om du har bopæl i Danmark, kan du spørge SKAT. Det gør du ved at udfylde blanket nr. 21.059. Blanketten findes også på engelsk (21.059E). Du finder blanketterne på www.skat.dk. Vælg Borger - Blanketter

Terminologi i registreringsbekendtgørelsen - § 1

"Registrering" eller afledninger heraf bruges som en samlebetegnelse for indregistrering og omregistrering af et køretøj.

"Færdselslovens område" bruges om vej her i landet, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, jf. § 1 i færdselsloven.

"Offentlig vej" bruges om veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune efter lov om offentlige veje, jf. § 1 i færdselsloven.

Bortset fra §§ 7-10, bruges betegnelsen "ejer" af et køretøj eller afledninger heraf såvel om tilfælde, hvor der kun er én ejer af køretøjet, som om tilfælde, hvor der er flere ejere af køretøjet. Tilsvarende gælder betegnelsen "bruger" af et køretøj. Begrebet en bruger er defineret i § 38.

Betegnelsen "her i landet" bruges om Kongeriget Danmark, bortset fra Færøerne og Grønland.

"Udenlandsk køretøj" eller afledninger heraf bruges om et køretøj, der er registreret af en kompetent myndighed i en anden stat, Færøerne eller Grønland og forsynet med nummerplader. Betegnelsen bruges også om et køretøj, der fører korttidsnummerplader med en gyldighed på ikke over 7 dage eller commercial number plates (prøveskilte), hvis tilladelse til kørsel med pladerne er givet af en kompetent myndighed i en EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland.

"Wienerkonventionen" bruges om Wienerkonventionen af 8. november 1968 om vejtrafik. I bilag 1 til bekendtgørelsen om registrering af køretøjer er der en oversigt over de stater, der har tiltrådt Wienerkonventionen.

"EU/EØS-stat" bruges om en stat, der enten er medlem af EU eller deltager i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Det er i dag de 27 EU-medlemsstater samt Island, Liechtenstein og Norge. Betegnelsen "EU/EØS-stat" dækker ikke Færøerne og Grønland.

"Registreringsattest" eller afledninger heraf bruges om den samlede registreringsattest. Består registreringsattesten således af to dele, omfatter betegnelsen begge dele af attesten.