Det vil kun være kun bilejere, der skal have indregistreret bil efter den 12. oktober, som skal vælge nummerplade. Når en bil skal indregistreres, vælger man nummerplade ved at krydse af på anmeldelsesblanketten.
Stort set alle nummerpladetyper kan fås i EU-versionen, men ikke knallertplader, historisk korrekte plader og nordiske grænseplader.
- Biler, der allerede er registrerede, kan godt skifte nummerplader, men så skal der ske en omregistrering. Det betyder, at man skal betale for et nyt sæt nummerplader, og det koster 1180 kr., som er det normale gebyr for et sæt nummerplader. Prisen er den samme for plader med og uden EU-symbol, forklarer specialkonsulent Michael Munkebæk, SKAT.
- Hvis du mister eller får stjålet en nummerplade uden EU-symbol og bestiller en erstatningsplade, får du en ny plade uden EU-symbol. Erstatningspladerne følger altid den oprindelige serie i udseende, fordi nummerplader fortil og bagtil skal være ens, fortæller Michael Munkebæk.
EU-nummerpladerne starter med bogstaver AF og derefter AG, AW, BF osv. Det betyder, at der anvendes bogstavkombinationer, der ikke tidligere har været anvendt i det danske nummerpladesystem. Papegøjeplader er den eneste serie, der kommer til at afvige fra disse kombinationer. De vil starte ved FA.
Med EU-symbolet på nummerpladen behøver man ikke længere at sætte et separat DK-klistermærke på bilen, når man kører i EU-lande, Norge, Island eller Liechtenstein. Kører man i andre lande, skal man stadig have nationalitetsmærke på bilen, uanset hvilken type nummerplade man har.
Se flere billeder af de forskellige typer EU-plader.