Ikrafttræden
Reglerne om afgiftsfritagelse træder i kraft den 1. august 2009.
1.Baggrunden for afgiftsfritagelsen for kvælstof til lastbilers miljøfiltre
Ifølge kvælstofafgiftsloven betales der afgift af kvælstofindholdet i visse gødningsstoffer. Efter de hidtidige regler har vognmænd, der benytter produkter med afgiftspligtigt indhold af kvælstof i deres lastbilers SCR-katalysatorer med henblik på at reducere lastbilernes NOx-udslip, kunnet få godtgørelse af den betalte kvælstofafgift.
I praksis tilsættes ammoniakken i form af et urinstof (UREA).
Godtgørelsesordningen ændres nu til en egentlig afgiftsfritagelse, der betyder at den pågældende type kvælstof kan købes afgiftsfrit. Ændringen er begrundet i, at der ikke vurderes at være særlig risiko for omgåelse af afgiftsreglerne ved en fritagelsesordning, samt at afskaffelse af godtgørelsesordningen medfører administrative lettelser for virksomhederne.
2. Bestemmelsen om afgiftsfritagelsen
Det fremgår af kvælstofafgiftslovens § 7, stk. 2, at der er afgiftsfrihed for UREA-produkter i henhold til DIN-norm DIN 70070 og lign.
3.Kvælstofafgiftsregistrerede virksomheder
Der vil fortsat være krav om, at der på fakturaer klart fremgår, at der er tale om et UREA-produkt, som beskrevet ovenfor, og kvælstofafgiftsregistrerede virksomheder, der handler det pågældende urea-produkt, bl.a. skal føre regnskab over produktet.
Lovændringen medfører, at kvælstofregistrerede virksomheder, som sælger UREA-produkter til lastbilers miljøfiltre efter den 1. august 2009 ikke længere må deklarere afgift på fakturaerne for nævnte produkter, der udleveres fra og med denne dato.
4. Ikke kvælstofregistrerede virksomheder, tankstationer, vognmænd m.v.
Ikke kvælstofregistrerede mellemhandlere, tankstationer mv. kan fra tidspunktet for lovens ikrafttrædelse modtage UREA DIN 70070 og lignende, ISO 22241 produkter til brug i lastbilers SCR-katalysatorer uden at der er svaret afgift af produkterne.
Ikke registrerede mellemhandlere, som før lovens ikrafttrædelse har købt UREA-produkter til forbrug i lastbilers miljøfiltre i beskattet stand hos en virksomhed, som er registreret efter kvælstofafgiftsloven, kan få den betalte kvælstofafgift godtgjort hos SKAT.
Vognmænd, som har købt eller efter lovens ikrafttrædelse køber UREA-produkter med deklareret kvælstofafgift, kan få den betalte afgift godtgjort hos SKAT.
5. Ansøgning m.v.
Ved ansøgningen om tilbagebetalingen skal blanket 24.047 anvendes (blanket 24.050 anvendes af udenlandske vognmænd). Blanketten findes på SKATs hjemmeside, www.skat.dk under Virksomheder - Blanketter. Blanketten kan også tilsendes ved at kontakte SKAT.
Det bedes anført på blanketten, at der er tale om afgiftsgodtgørelse for et varelager af ureaprodukter i henhold til DIN-norm DIN 70070 og lign. Under periode anføres opgørelsesdatoen.
Der indsendes en ansøgning om tilbagebetaling, når der i alt er dokumentation for betalt afgift på mindst 500 kr.
Tilbagebetalingen er betinget af, at der findes dokumentation i form af kvitteringer. I kvitteringerne skal afgiften være specificeret. Kvitteringerne gemmes i mindst 5 år efter regnskabsårets udløb og skal på anmodning indsendes til SKAT.
Mere information
Nyhedsbrevet findes på SKATs hjemmeside, www.skat.dk under Virksomheder - Nyheder. Nyhedsbrevet kan tilsendes ved at kontakte SKAT.
De ændrede regler vil fremgå af SKATs Punktafgiftsvejledning. Vejledningen kan ses på www.skat.dk - under Rådgiver - Juridiske Vejledninger.