Dato for udgivelse
16 Jun 2009 09:19
Resumé

Først sendte SKAT en pjece om reglerne og fulgte op med vejledning. Nu tager SKAT på kontrol i it- og byggebranchen for at se, om de overholder reglerne for personalegoder.


I et landsdækkende projekt kigger SKAT på, om bygge- og it-branchen overholder reglerne, når det kommer til personalegoder, som fri bil, fri bolig, gaver/gavekort og rejser.

- I første omgang har vi sendt en pjece til 14.000 virksomheder om reglerne og en efterfølgende rundringning viser, at mere end halvdelen har læst den, fået yderligere vejledning og at nogle af virksomhederne desuden har ændret i deres forretningsgange. Det er i første omgang et rigtig godt resultat, og nu tager vi så på kontrol for også at få de mere modvillige virksomheder med på vognen, siger specialkonsulent i SKAT Peter Laursen.

SKAT har været på de første besøg, og vil i løbet af de næste 6-8 måneder fortsætte med kontrolbesøgene i tilfældigt udvalgte virksomheder for at konstatere om reglerne anvendes korrekt. 

- Udover at kontrollere, om virksomhederne følger reglerne, skal kontrolbesøgene være med til at give os et overblik over, hvor der er behov for, at SKAT sætter ind med yderligere information og vejledning, forklarer Peter Laursen.

SKAT har ringet og spurgt 460 virksomheder om de:

  • har læst pjecen
  • har kendskab til reglerne på området
  • anvender reglerne
  • på baggrund af vejledningen, har ændret i egne forretningsgange. 

De foreløbige resultater af interviewet viser:

  • at mere end 50 procent af virksomhederne har læst pjecen
  • at et mindre antal af virksomhederne har ændret i sine forretningsgange
  • at mange virksomheder har modtaget vejledning om reglerne vedrørende godtgørelser og personalegoder
  • at mere end 50 procent af virksomhederne har modtaget vejledning om udfyldelse af felt 11 - fortrykt befordringsfradrag (det felt virksomheden skal udfylde for at sikre korrekt årsopgørelse til de ansatte)
  • At langt de fleste virksomheder har været positivt indstillet over for SKATs henvendelse.

Du kan på nedenstående link se reglerne på området:

Vejledning om personalegoder

Vejledning om personalegoder og befordrings- og rejsegodtgørelser.

Yderligere oplysninger: presse 72 37 09 00, borgere og virksomheder 72 22 18 18.