Metoden er baseret på de samme principper, som EV/EBIT og EV/EBITDA jf. ovenstående.
EVpeer-gruppe / Salespeer-gruppe = EVvirksomhed / Salesvirksomhed
=> EVvirksomhed = (EVpeer-gruppe/Salespeer-gruppe) x Salesvirksomhed
Eksempel
Median af multipel for peer-gruppe | EVpeer-gruppe/Salespeer-gruppe | 3 |
Normal omsætning for virksomhed | Salesvirksomhed | 60 |
Enterprise value | EVvirksomhed | 180 |
Værdiansættelse baseret på størrelsen af omsætning er som udgangspunkt i modstrid med et grundlæggende værdiansættelsesprincip om, at værdien af en virksomhed afhænger af den fremtidige nettoindtjening, som virksomheden forventes at generere. Imidlertid kan der være forskellige konkrete forhold, der tilsiger, at omsætningsbaseret værdiansættelse i et vist omfang alligevel kan indgå som et moment i forhold til den øvrige værdiansættelse, eksempelvis i følgende situationer:
- Brancher, hvor det er kutyme, at virksomhederne primært køber omsætning. Dette kunne eksempelvis være begrundet i, at store aktører på markedet opkøber mindre virksomheder med henblik på implementering af et færdigt driftskoncept. Dette kunne eksempelvis være indenfor rengøringsbranchen
- Virksomheden, der skal værdiansættes, har et afvigende bundlinjeresultat, og hvor det samtidig ikke er muligt at estimere en normaliseret indtjening
- Omsætningen forventes at være stabil
- EV/SALES kan eventuelt anvendes til sanity check eller til at understøtte værdien beregnet via andre multiple
Det skal understreges, at der også ved anvendelse af en omsætningsmultipel skal tages højde for forskelle i det forventede fremtidige nettoindtjeningsniveau mellem virksomheden og peer-gruppe. Det er umiddelbart klart, at omsætningsbaseret værdiansættelse ikke giver mening til værdiansættelse af en virksomhed, hvor det forventede fremtidige nettoindtjeningsniveau eksempelvis er omkring 30 % af omsætningen, hvis de selskaber der sammenlignes med eksempelvis har et forventet fremtidigt nettoindtjeningsniveau på 10 - 15 % af omsætningen.