EVA-modellen (Economic Value Added) som er udviklet af konsulentvirksomheden Stern Stewart & Co. bygger til forskel fra DCF-modellen på begreber kendt fra regnskabsanalysen, bl.a. afkastningsgraden (ROIC) og investeret kapital.
Som det fremgår beregnes værdien af en virksomhed (EV: Economic Value) som summen af afkastet af den investerede kapital (ROIC) minus de omkostninger der er forbundet med kapitalfrembringelsen (WACC), hvor dette ganges med den investerede kapital for perioden. Nutidsværdien findes ved at tilbagediskontere de periodisk beregnede værdier med den fastlagte kapitalomkostning (WACC'en). Endelig tillægges den initialt investerede kapital (egenkapitalen).
Hvis det forventede afkast af den investerede kapital er større end omkostningerne ved kapitalfrembringelsen indeholder virksomheden en merværdi i forhold til bogført værdi - og vice versa. Hvis ROIC og WACC er lige store er værdien af virksomheden lig med den bogførte værdi af egenkapitalen.
Nedenstående figur illustrerer fremgangsmåden i EVA-modellen:
Kilde: Fagligt notat om den statsautoriserede revisors arbejde i forbindelse med værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele.
EVA og DCF-modellen vil, baseret på samme beregningsforudsætninger, give samme værdiestimat. EVA kan derfor anvendes til at kontrollere det beregnede værdiestimat ifølge DCF-modellen.
For at kunne beregne EVA skal man anvende følgende regnskabstal og parametre:
- Primært driftsresultat efter skat (NOPAT)
- Investeret kapital primo
- WACC
- Budgetperiode
- Terminalperiode
- Værdi af ikke-driftsmæssige aktiver
- Nettorentebærende gæld
Flere af regnskabstallene og parametrene (WACC, budgetperiode, terminalperiode, værdi af ikke-driftsmæssige aktiver og nettorentebærende gæld) er identiske med de regnskabstal og parametre, der anvendes i DCF-modellen, hvorfor der henvises til afsnittet ovenfor om DCF-modellen vedrørende fastsættelsen heraf.
Investeret kapital primo opgøres som aktiver i alt fratrukket ikke-driftsmæssige aktiver og driftsgæld.
EVA i det enkelte budgetår opgøres som NOPAT - (Investeret kapital primo budgetåret x WACC).
EVA i de enkelte budgetår samt EVA i terminalperioden tilbagediskonteres til en nutidsværdi med WACC'en.