Dato for udgivelse
19 apr 2009 08:28
Resumé

Handel på nettet er en branche i hastig udvikling, og stadig flere danskere starter webshops op. Mange gør det uden at betale skat og moms af deres indtægter. SKAT går nu systematisk branchen efter i sømmene.


E-handelsgruppen i SKAT har i 2009 et landsdækkende projekt om salg på internettet. Indtil videre har projektet sat søgemaskinen Xenon til at se på 16.000 virksomheder.

- Både ved hjælp af mere information og vejledning til dem, der blot ikke kender reglerne, og ved kontrol af dem, der snyder bevidst, regner vi med, at vi kan få hentet et tocifret millionbeløb hjem, siger afdelingsleder i SKAT Carsten Grøngaard.

Selve kontrollen sker med ECEyes, som er et analyseværktøj udviklet til at fastslå ejerens identitet, webshoppens størrelse, øvrige sider ejet af samme ejer, dokumentation, affiliating og meget mere.

E-handelsgruppen fokuserer blandt andet på de webshops, der sælger forskellige former for cybersex via webcam. Indtil videre har SKAT lavet kontrol hos tre virksomheder, hvor 70 kvinder tilbyder forskellige former for cybersex via webcam, chat og telefon. I alle tre virksomheder, var der problemer. De tre kontroller resulterede blandt i ændringer i indkomsten for ca. 1,6 mio. kr.

- Vi vil nu lave en søgning på nettet blandt andet ved hjælp af vores søgerobot og på den måde finde frem til de danske virksomheder med den form for aktivitet på nettet. Det sker for at få ryddet op i hele branchen på én gang. Det har nemlig vist sig, at når vi tager fat på én side, så flytter en del af kvinderne bare over til en anden side, hvor de så regner med, at de kan få lov til at slippe for betaling af moms og skat, forklarer Carsten Grøngaard

Udover kontrolaktioner vil SKAT også igangsætte en informationsindsats mod mindre webshops som ikke er registreret.

- Der er helt sikkert mange ejere af især mindre webshops, som ganske enkelt ikke kender reglerne på området. Dem vil vi forsøge at komme i møde med information og vejledning inden selvangivelsesfristen den 1. juli 2009, fortæller Carsten Grøngaard.


Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00, virksomheder: 72 22 18 18.