Din medarbejder, der er arbejdsudlejet til Danmark, skal betale dansk skat. Det er din danske kunde, der skal sørge for, at skatten bliver angivet og indbetalt til SKAT.
Du skal hver måned give din kunde oplysninger om din medarbejders løn for arbejdet i Danmark, så kunden kan opgøre medarbejderens bruttoindkomst og skat.
Det skal du sende til din danske kunde:
- Navn, adresse og fødselsdato.
- Medarbejderens lønsedler og andre oplysninger om bruttoindkomsten. Lønmodtagerens bruttoindkomst består af:
- Løn, bonus, provision, tillæg mv., herunder:
- Løn mv. under afspadsering optjent i forbindelse med arbejde i Danmark.
- Ferieløn eller feriegodtgørelse optjent ved arbejde i Danmark.
- Rejse- og befordringsgodtgørelser.
- Værdi af fri kost og logi.
- Andre former for skattepligtige personalegoder.
Når kunden betaler regningen, bliver medarbejderens skat tilbageholdt og indbetalt til SKAT. Du afregner skatten med medarbejderen, når du udbetaler lønnen.
Året efter får du en årsopgørelse fra SKAT, som du skal give til medarbejderen, så han kan få sin skat sat ned i det land, han bor i.