Dato for udgivelse
12 mar 2009 09:36
Resumé

Årsopgørelsen for 2008 ligger klar i Skattemappen på skat.dk. Selvom SKAT har de fleste oplysninger, skal man huske at oplyse ændringer og tilføjelser.


Fra den 12. marts ligger årsopgørelsen klar i Skattemappen på skat.dk for fire millioner borgere.

- De fleste borgere har ikke noget at selvangive, da SKAT efterhånden får de fleste oplysninger automatisk. Men derfor skal man alligevel kontrollere tallene og oplyse hvis man har ændringer eller tilføjelser. Det gælder blandt andet oplysninger om kørselsfradrag, aktieavancer og lejeindtægter, forklarer Klaus Østergård Jensen, der er kontorchef i SKAT.

Som noget nyt skal man fra i år ikke længere selv oplyse gaver eller løbende ydelser til godkendte velgørende foreninger. Fradraget vil automatisk fremgå af årsopgørelsen. I Skattemappen kan man se de indberettede gaveoplysninger.

Hvis man ændrer årsopgørelsen, vil der blive dannet en ny årsopgørelse med det samme. Og den vil også blive lagt i Skattemappen. Som noget nyt vil man i år de første ti dage blive spurgt, om man stadig ønsker at få årsopgørelsen sendt med posten, når man har set årsopgørelsen digitalt.

- Man kan roligt sige nej til at få sendt årsopgørelsen med posten. Den årsopgørelse, der ligger digitalt i Skattemappen, er identisk med den man kan vælge at få med posten. Hvis man har brug for at få den på skrift, kan man bare printe den ud, forklarer Klaus Østergård Jensen.

Årsopgørelsen udsendes med posten i perioden 25.marts til 22. april.

Hvis man ingen ændringer eller tilføjelser har, behøver man ikke at gøre mere og en eventuel overskydende skat vil automatisk blive udbetalt den 16. marts på borgerens NemKonto. Har man derimod ændringer eller tilføjelser, kan de oplyses til SKAT ved at:

  • Indtaste oplysningerne via TastSelv på skat.dk
  • Indtaste dem via telefon 70 10 10 70
  • Udfylde og indsende oplysningskortet

Oplysningskortet sendes til de cirka en million borgere, som SKAT erfaringsmæssigt ved har noget at selvangive. Fristen for at oplyse ændringer eller tilføjelser til årsopgørelsen er 3. maj 2009.

Hvis man har en udvidet selvangivelse, en selvangivelse for begrænset skattepligtig eller er gift med en person med disse selvangivelser, kan man ikke se årsopgørelsen i Skattemappen. Man vil i stedet kunne se en servicemeddelelse.


Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; borgere: 72 22 18 18