Klagen skyldes, at H1 (herefter benævnt museet) ikke har opnået tilbagebetaling af lønsumsafgift, jf. Iønsumsafgiftslovens § 2a, stk. 1, nr. 2,

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse stadfæstes.

Møde mv.

Museets repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler (forhandling).

Repræsentanten har endvidere anmodet om adgang til at udtale sig overfor rettens medlemmer på et retsmøde.

I henhold til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, kan Landsskatteretten undlade at imødekomme en sådan begæring hvor denne behandlingsform efter forholdene må anses for åbenbart overflødig. Under henvisning til denne bestemmelse har Landsskatteretten ikke imødekommet begæringen om retsmøde, idet sagen må anses for tilstrækkeligt oplyst på det foreliggende grundlag.

Sagens oplysninger

Museet har den 14. april 2005 anmodet om tilbagebetaling af lørnsumsafgift for indkomstårene 2002 og 2003, idet museet kunne have sektoropdelt sine momsfrie aktiviteter i en tilskudsberettiget del og en ikke-tilskudsberettiget del. Museet har imidlertid ikke givet meddelelse til regionen i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for de pågældende regnskabsår, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsen § 1, stk. 3, 3. pkt..

Regionens afgørelse

Regionen har ikke imødekommet museets anmodning om tilbagebetaling af lønsumsafgift for årene 2002 og 2003, hvorfor regionen har afvist at tilbagebetale 631.896 kr. i lønsumsafgift.

Såfremt en institution har forskellige aktiviteter, og der kun ydes offentlige tilskud til en eller flere af disse aktiviteter, kan institutionen vælge at opgøre tilskudsprocenten for den eller disse aktiviteter for sig i form af et sektorregnkab. Dette regnskab skal kunne danne grundlag for opgørelsen af tilskudsprocenten og for kontrollen med opgørelsen. Det er en betingelse, at institutionen giver regionen meddelelse om dette senest i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for det pågældende regnskabsår, jf. § 1, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 431 af 5. juni 1999 om afgift af lønsum m.v.

Da museet ikke rettidigt har givet regionen meddelelse for årene 2002 og 2003, er museet ikke berettiget til tilbagebetaling af indbetalt lønsumsafgift, jf. lønsumsafgiftslovens § 2a, nr. 2.

Klagerens påstand og argumenter

Museets repræsentant har nedlagt påstand om, at museet er berettiget til tilbagebetaling af indbetalt lønsumsafgift med i alt 631.896 kr. vedrørende museets tilskudsberettigede aktiviteter.

På grund af ukendskab til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 1. pkt., har museet i en årrække betalt for meget i lønsumsafgiift. Såfremt museet havde anvendt disse regler, skulle museet alene have betalt lønsumsafgift af aktiviteten der omfatter H1 Klubben.

Museet har uagtet sit ukendskab til lønsumsafgiftsbekendtgørelsen § 1, stk. 3,1. pkt alligevel ført et regnskab, der opfylder kravene til et særskilt regnskab i henhold til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 2. pkt.

Sanktionen for at undlade at give de statslige told- og skattemyndigheder den i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 3. pkt. nævnte meddelelse, er bøde eller fængsel, såfremt undladelsen er forsætlig eller groft uagtsom. Meddelelsespligten skal alene sikre at ToldSkat bliver gjort opmærksom på institutioner, som anvender reglerne i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 1. pkt., således at ToldSkat derved har mulighed for at kontrollere, om det er korrekt, at disse institutioner anvender reglerne. Derved sikres statskassen, fordi meddelelsespligten formindsker risikoen for forældelse af ToldSkats eventuelle krav om efterbetaling af lønsumsafgift

Lovgivningen indeholder imidlertid ingen hjemmel til at nægte en institution tilbagebetaling af lønsumsafgift, fordi den ønsker at anvende reglerne i Lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 1. pkt. med tilbagevirkende kraft, blot fordi institutionen i så fald ikke opfylder ovennævnte meddelelsespligt. Det er alene fristreglerne i skatteforvaltningsloven, der fastsætter grænserne for, om det er muligt at tilbagesøge en lønsumsafgift som den konkrete. Tidspunktet for orienteringen af ToldSkat er således ikke en materiel betingelse, der kan føre til nægtelse af regulering af lønsumsafgiften inden for de tidsfrister, som fremgår af skatteforvaltningslovens fristregler.

Landsskatteretten har i kendelse offentliggjort i SKM2006.230.LSR fastslået, at pligten til at meddele SKAT, at man vælger at lave en sektoropdeling, senest skal ske i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for det pågældende år, og hvis dette ikke sker, er muligheden for at anvende sektoropdeling afskåret.

Det er vores opfattelse, at der ved anlæggelse af denne fortolkning af retsvirkningerne af bestemmelsen i § 1, stk. 3 sker en overfortolkning af ministerens bemyndigelse i denne situation. Dette skyldes, at man dels tillægger en bestemmelse i en bekendtgørelse en selvstændig retsvirkning, fordi fritagelsen, der hjemles i lønsumsafgiftslovens § 2 a, nr. 2, derved begrænses, dels fordi man afskærer virksomheden fra at udnytte retten til at reparere på fejl og forglemmelser, hvilket skatteforvaltningslovens regler om genoptagelse ellers giver mulighed for.

Landsskatterettens kendelse udstrækker ministerens bemyndigelse til gennemførelse af fritagelsen i lønsurnsafgiftslovens § 2 a, nr. 2 videre, end der er hjemmel til, og genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningsloven sættes derved reelt ud af kraft af en bekendtgørelse. Dette er ikke i overensstemmelse med reglerne om den retlige trinfølge.

Overtrædelse af meddelelsespligten i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 straffes med bøde. Dette er en sanktion, der pålægges, når virksomheden har gennemført sektoropdelingen, men har undladt at meddele dette til myndighederne. Dette fremgår dog hverken af lønsumsafgiftsloven eller lømsumsafgiftsbekendtgørelsen, at der tillige er mandat for SKAT til at omgøre sektoropdelingen i denne situation og efteropkræve ikke betalt lønsumsafgift.

Herved sker der en forskelsbehandling mellem de, der bare gennemfører en sektoropdeling uden at give meddelelse og de, der efterfølgende konstaterer, at deres regnskabsafIæggelse er af en sådan karakter, at de opfylder betingelsen om sektoropdeling og derfor ønsker med tilbagevirkende kraft at udnytte afgiftsfritagelsen i lønsumsafgiftslovens § 2 a, nr. 2, jf. lønsumsafgitsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 2 a, nr. 2:

"Skatteministeren kan bestemme, at følgende virksomheder omfattet af registreringspligten kan fritages for at betale afgift:

...

2) Virksomheder, som overvejende finansieres af offentlige midler."

Denne bemyndigelse blev udnyttet i § 1, stk. 2 og 3, i den dagældende bekendtgørelse nr. 431 af 5. juni 1999 om afgift af lønsum m.v. (nu bekendtgørelse nr., 1176 af 23. november 2006.)

"Stk. 2 2. Institutioner, hvis driftsudgifter dækkes af offentlige tilskud med mindst 50 pct., er fritaget for at betale afgift

Stk. 3. Såfremt institutionen har forskellige aktiviteter, og der alene ydes offentlige tilskud til en eller flere af disse aktiviteter, kan institutionen vælge at opgøre tilskudsprocenten efter stk. 2 for den eller de tilskudsberettigede aktiviteter. Institutionen skal i så fald føre et særskilt regnskab for de tilskudsberettigede aktiviteter, der kan danne grundlag for opgørelsen af tilskudsprocenten og kontrollen hermed. Institutioner, der ønsker at benytte sig af adgangen til at opgøre tilskudsprocenten alene for de tilskudsberettigede aktiviteter, skal give de statslige told- og skattemyndigheder meddelelse herom senest i forbindelse med regskabsaflæggelsen for det pågældende regnskabsår. Fritagelsen for at betale afgift omfatter kun de aktiviteter, hvis driftsudgifter dækkes af offentlige tilskud med mindst 50 pct. For de ikke tilskudsberettigede aktiviteter skal der svares afgift på grundlag af en fordeling efter retningslinierne i § 4."

Bestemmelsen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, kan anvendes sideløbende med fristreglerne i skatteforvaltningsloven. Anvendelsen eller ikke-anvendelsen af bestemmelsen i lønsumafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er ikke til hinder for genoptagelse efter skatteforvaltningsloven, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Genoptagelse i medfør af skatteforvaltningsloven efter udløbet af fristen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 3. pkt., indebærer imidlertid ikke mulighed for at opgøre tilskudsprocenten efter § 1, stk. 3, 1. pkt. Der henvises tillige til Landsskatterettens kendelse offentliggjort i SKM2006.230.LSR.

Da museet først den 14. april 2005 har givet meddelelse om, at museet ønskede at opgøre tilskudsprocenten alene for de tilskudsberettigede aktiviteter for 2002 og 2003, har museet ikke overholdt fristen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Som følge heraf er museet ikke berettiget til at opgøre tilskudsprocenten alene for de tilskudsberettigede aktiviteter, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor, hvilket er tiltrådt af SKAT, Hovedcentret.