Dato for udgivelse
16 Jan 2009 14:01
Resumé

En række misforståelser om AM-bidrag for øresundspendlere har været bragt i en række medier i går og i dag. SKAT præciserer derfor reglerne for, hvem der ikke skal betale AM-bidrag.


En lovændring, der trådte i kraft i januar 2008 betyder, at personer, der fra den 1. januar 1997 var bosat i Sverige med en dansk hovedarbejdsgiver ikke skal betale AM-bidrag fra 2008, hvis de betaler skat af den danske løn i Sverige

Denne gruppe personer udgør knap 1.500 personer. Og det er alene denne gruppe personer, der ikke skal betale AM-bidrag fra 2008. Nogle har allerede anmodet om at få udbetalt det indbetalte AM-bidrag for 2008. Dette er sket. I andre tilfælde har arbejdsgiveren reguleret i forbindelse med lønudbetalinger.  Men der vil fortsat være nogen, der har AM-bidrag til gode.

Indkomståret 2008
Personer, der har indbetalt AM-bidrag og har penge til gode vil i forbindelse med selvangivelsen for 2008 (indsendelsesfrist 1. juli 2009) få tilbagebetalt beløbet. Det beløb, der var indeholdt som AM-bidrag, og dermed havde reduceret lønindkomsten i Danmark, skal selvangives i Sverige som skattepligtig indkomst. Man skal selv oplyse indkomster fra Danmark i den svenske selvangivelse

Indkomståret 2009
Arbejdsgiveren skal ikke foretage indeholdelse. Det skal bemærkes, at fritagelse for AM-bidrag ikke ændrer i den sociale sikring i Danmark.


Yderligere oplysninger: journalister 72 37 09 00, borgere og virksomheder 72 22 18 18.