Farvet dieselolie må blandt andet anvendes til drift af landbrugsmaskiner som for eksempel traktorer og mejetærskere, men ikke i indregistrerede motorkøretøjer som biler, varevogne og lastbiler.
SKATs information og vejledningen har især været rettet mod erhvervenes fagtidsskrifter. Kampagnen har efterfølgende været fulgt op af kontroller indenfor landbruget og fiskeriet.
Inden informations- og vejledningskampagnen blev iværksat var misbruget meget stort. Cirka 50 % af de gennemførte kontroller afslørede et misbrug, hvor den farvede diesel var anvendt i egne personbiler. Det gjaldt både for landmanden og i flere tilfælde også ansatte.
Informations- og vejledningsinitiativerne samt de efterfølgende kontroller har givet anledning til massiv omtale i pressen, både i de landsdækkende som lokale medier. Denne omtale og 'snakken' landmændene imellem har haft et meget positivt resultat.
- Misbruget på landsplan ligger nu på ca. 20 %, hvilket må siges at gå i den rigtige retning, oplyser afdelingsleder Lars Klamer, Punktafgiftscenter København, der fortsætter:
- Det er klart, at misbruget skal endnu længere ned. De første sager, fra slutningen af 2007, er netop afgjort ved byretten i Rønne. Overholdes reglerne ikke, kan man se frem til bøder på 5.000 kr. i første gangs tilfælde. Ved gentagelser kan man risikere at miste fradraget af afgiften, så jeg regner med, at bøderne, der nu udskrives vil have sin effekt.
- Da vi startede kampagnen lå misbruget i vores område på over 50 % - mens den netop afsluttede aktion viste et misbrug på 33 %. Det er stadig alt for højt - men dog lavere end sidst. Vi vil følge op med kontroller i 2009, siger afdelingsleder Esben Skovgaard Jensen, Punktafgiftscenter Sydjylland-Fyn
Afdelingsleder Knud B. Nielsen, Punktafgiftscenter Midtjylland udtaler:
- I Midtjylland kan vi spore et væsentligt lavere misbrug end ved sidste aktion, men vi vil stadig have fokus på området i 2009.
Kontrol med ulovlig anvendelse af farvet dieselolie også vil være et kontrolemne for Punktafgiftscentrene i 2009.
Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; virksomheder: 72 22 18 18